Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

zar

Oprindelig forfatter Lind Seneste forfatter Redaktionen

zar, slavisk herskertitel, brugt om byzantinske kejsere og fra 913 af bulgarske khaner. I Rusland anvendtes titlen også om mongolkhanerne, men med frigørelsen fra disse begyndte russiske fyrster selv at anvende titlen.

Ivan 3. den Store optog den på sit segl sammen med den dobbelthovedede ørn, og som den første lod Ivan 4. den Grusomme sig i 1547 krone til zar (se også autokrator).

Ordet zar kommer af russisk tsar, via oldkirkeslavisk fra gotisk kaisar 'kejser', af latin cæsar.

Zartitlen blev herefter brugt frem til 1917, men i perioden 1721-1917 var den officielle titel Imperator Vserossijskij 'alrussisk kejser'. I Den Store Danske Encyklopædi anvendes derfor titlen kejser om de russiske herskere 1721-1917.

Annonce

Se også imperator og kejser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Howard Lind: zar i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=183898