• 

  Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

• 
• 

  Link til "Rusland - historie indtil 1682"

• 

Rusland - historie indtil 1682

Kyjivriget

Med flytningen af residensen til Kyjiv kom dynastiet til at leve i et østslavisk miljø, kulturelt påvirket af de steppefolk, der fra tid til anden skar forbindelsen til Det Byzantinske Rige over. I løbet af et par generationer slavificeredes dynastiet, og betegnelsen rus overførtes på den hovedsagelig østslaviske befolkning.

© AKG/Videnskabernes Akademi, Sankt Petersborg

Rusland. To situationer fra et 1400-t.s krønikehåndskrift. Øverst har den netop døbte Vladimir 1. den Hellige ladet en kirke opføre i Kijev, hvori han indsætter den Anastasios, der ved forræderi hjalp ham til at erobre Korsun og dermed banede vejen for Vladimirs dåb og ægteskab med en byzantinsk kejserdatter. Den nye kirke, der blev bygget af græske håndværkere, udstyredes med kirkeligt plyndringsgods fra Korsun. Nederst lader Vladimir byen Belgorod bygge og befolke.

Samtidig indebar nærheden til Det Byzantinske Rige en påvirkning, der stærkest kom til udtryk, da Kyjivfyrsten Vladimir 1. den Hellige ca. 988 valgte at lade sig og sit folk kristne. Kyjivriget var nu Europas geografisk største rige, men det viste sig vanskeligt at holde det sammen. Det sås efter Vladimirs død i 1015, da en blodig strid om arvefølgen brød ud blandt hans mange sønner. Først fra 1036 var riget atter samlet under en hersker, Jaroslav den Vise, hvis styre fremstår som Kyjivrigets blomstringsperiode. Der knyttedes alliancer, der omfattede såvel Skandinavien og Ungarn som Vesteuropa, og riget var da en velintegreret del af Europa. For at undgå en ny opsplitning efter sin død indførte Jaroslav en rotationsordning for arvefølgen, der indebar, at hans sønner efter alder ved en broders død flyttede fra et fyrstesæde af lavere dignitet op mod Kyjiv, et princip, der også blev anvendt senere. På den måde lykkedes det at holde riget nogenlunde sammen til 1132, selvom der var grene af dynastiet, der knyttede sig så tæt til deres territorier, at de tenderede mod at blive arvelige og dermed også i realiteten uafhængige af Kyjiv. At Kyjivriget herefter hurtigt faldt fra hinanden, skyldtes også, at nye steppefolk havde umuliggjort regelmæssig handel med Det Byzantinske Rige, således at der ikke var noget udtalt behov for at holde handelsvejen mellem nord og syd under central kontrol. Samtidig foregik der en russisk emigration fra Kyjivområdet mod NØ, hvor nye centre og fyrsteresidenser, fx Suzdal, Rostov og Vladimir, opstod.

Mongolstormen

Balanceforskydningen fra Kyjiv- mod Vladimirområdet havde som en vigtig følge, at Rusland, med undtagelse af byrepublikken Novgorod, fjernede sig fra den fælleseuropæiske udvikling. Processen forstærkedes, da mongolerne eller tatarerne, som de kaldtes af russerne, i 1237-40 rettede deres ødelæggende angreb mod Rusland og underlagde sig dets nu centrale dele i NØ. Vestlige fyrstendømmer, bl.a. Galitj-Volynien, formåede en tid at holde sig udenfor, men kunne i længden ikke opretholde deres selvstændighed. De blev gradvis indlemmet først i Litauen og siden i Polen, og disse områder fik derfor deres egen historiske udvikling, jf. Hviderusland og Ukraine. Mongolerne valgte at styre Rusland indirekte ved at gøre brug af storfyrsten af Vladimir som skatteindkræver. Det indebar, at det nu var mongolerne, der udpegede storfyrsten, ligesom i øvrigt alle fyrster skulle have mongolernes godkendelse. Storfyrsten valgtes blandt de fyrster, som havde et magtpotentiale, der gjorde, at de kunne gennemføre skatteindkrævningen. Dette begunstigede visse nye fyrstendømmer som Tver og Moskva, der havde haft fordel af mongolstormen, ved at mange var flygtet dertil fra de mest udsatte områder i øst. I det lange løb skulle denne politik dog vise sig ugunstig for mongolerne, idet den indebar, at disse fyrstendømmer blev styrket, i takt med at Mongolerriget opløstes.

Moskvariget

Både i opløsningstiden og især under mongolåget var den russiske kirke den eneste institution, der samlede det splittede Rusland og gav russerne en følelse af fællesskab. Kirkens overhoved, metropolitten, residerede endnu frem til ca. 1295 i Kyjiv, men flyttede da til Nordøstrusland og slog sig ca. 1326 ned i Moskva, der nu blev den russiske kirkes centrum. Sammen med en samtidig opstand i Tver mod mongolerne, som Moskvafyrsten Ivan 1. Kalita slog ned med mongolske styrker, sikrede dette Moskva en afgørende fordel i bestræbelserne for at blive det fyrstendømme, hvorom det splittede Rusland atter kunne samles, om end det blev en proces, der først var afgjort med underkuelsen af Novgorod i 1478 og Tver i 1485. Nu fremstod Moskvafyrsten Ivan 3. som det samlede Ruslands ubestridte hersker, og han kunne også endeligt frigøre landet fra mongolerne.

Det russiske zardømme

Under Ivan 3. trådte Rusland atter ind på den europæiske scene, nu med imperiale ambitioner. Den russiske kirke gjorde sig i 1441 uafhængig af den græske kirke, og efter Det Byzantinske Riges endegyldige fald i 1453 så kirken Moskvafyrsten som den byzantinske kejsers arvtager, og Ivan 3. begyndte at titulere sig zar 'kejser', en titel, der havde været forbeholdt de byzantinske kejsere og mongolkhanerne. Ivan 3. gjorde desuden krav på at blive sidestillet med den tysk-romerske kejser, hvilket også forestillingen om Moskva som Det Tredje Rom var udtryk for. Den nye russiske selvforståelse førte sammen med den dynamik, rigssamlingen havde skabt, naturligt landet over i en ekspansionsfase. Mod vest rettede den sig først mod de områder, der tidligere havde været en del af Kyjivriget, men nu hørte under Litauen. Her lykkedes det at lokke lokale russiske fyrster til at opgive tilhørsforholdet til Litauen, således at flere og flere områder langs Litauens østgrænse blev indlemmet i Moskva. Mod øst og syd overgik befrielseskrigen mod tatarerne i en krig, der sigtede mod at lægge områder, der ikke tidligere havde været russiske, under Moskva. Her var det til dels Sibiriens rigdomme på pelsværk, der lokkede. Et andet motiv var at pacificere tatarerne, der til stadighed truede med plyndringstogter ind i Rusland. Et foreløbigt højdepunkt nåede denne ekspansionspolitik under Ivan 4. den Grusomme, der ved stort anlagte felttog i 1550'erne erobrede tatarkhanaterne Kazan og Astrakhan. Umiddelbart efter startede Ivan 4. Den Livlandske Krig (1558-83) i et forsøg på at udfylde det magtvakuum, Reformationen havde skabt på de gamle ridderordeners område i Baltikum. En tid så det ud til, at det skulle lykkes Ivan at lægge hele Livland under sig, men truslen herom kaldte nabostaterne til kamp, og krigen sluttede med et russisk nederlag.

Forvirringens tid

I forbindelse med krigen indførte Ivan 4. med opritjninaen et terrorregime. Den dobbelte krigsførelse, både udadtil og indadtil, udmarvede landet, og store dele lagdes øde, dels fordi mange var omkommet, dels fordi bønderne var flygtet ud i periferien fra det stadig stigende skattetryk, krigene nødvendiggjorde. I et længere perspektiv fremmede dette Ruslands ekspansion mod syd og øst, men som stat truedes Rusland nu på ny af opløsning. Situationen blev ikke bedre af, at Rurikidedynastiet uddøde i 1598 med Ivan 4.s svagelige søn, Fjodor 1. Hans efterfølger og svoger, Boris Godunov, havde som reel magthaver 1584-98 med stærk hånd styret landet og havde i 1589 haft held til at ophøje den russiske kirke til et patriarkat, men som zar fik han legitimitetsproblemer. Da landet tillige ramtes af hungersnød, kunne hans slægt ikke holde sig ved magten, da han døde i 1605 midt under et polskstøttet oprør. Falske tronprætendenter, der udgav sig for at være Ivan 4.s søn Dmitrij, trådte frem og krævede magten. Såvel Polen som Sverige intervenerede til støtte for egne tronkandidater og holdt hver sin del af landet besat, men ingen enkelt magtgruppering formåede at få kontrol med hele Rusland.

Romanovdynastiet: på vej mod Det Russiske Imperium

Til sidst lykkedes det dog i 1613 en rigsforsamling (se zemskij sobor) at enes om en tronkandidat, den unge, personligt svage Mikhail Romanov, søn af den politisk stærke metropolit, fra 1619 patriark Filaret. Dette gav det nye dynasti kirkens velsignelse og støtte. I en europæisk sammenhæng var det tidlige Romanovrusland trods sin størrelse en svag stat, der kun formåede at være en brik i andre magters spil. Ikke desto mindre kunne Rusland fortsætte den kosakstøttede ekspansion ind i Sibirien. I løbet af 1600-t. nåede den russiske ekspansion såvel Stillehavet som den kinesiske interessesfære længere mod syd, hvilket i 1689 førte til den første russisk-kinesiske traktat i Nertjinsk. Samtidig tillod den begyndende svækkelse af Polen Rusland at udnytte en kosakopstand til i 1654 at indlemme store dele af Ukraine inkl. Kyjiv.

Denne relative fremgang kunne dog ikke skjule, at Rusland var et land i konstant krise. I realiteten styredes det nu kæmpemæssige land på samme måde som det lille fremvoksende fyrstendømme Moskva af en i princippet autokratisk hersker, der dog i takt med rigets vækst blev helt afhængig af sit administrationsapparat. Dette havde imidlertid udvidet sig nærmest ved knopskydning. Kancellier, prikaz, ofte med overlappende ressort, oprettedes, når specifikke behov opstod, fx til administration af nyindlemmede territorier. Et forsøg på at koordinere administrationen blev gjort ved at samle lederne af kancellierne i Bojardumaen, zarens gamle rådgivningsorgan, der dermed også voksede og bureaukratiseredes. Ved siden af zaren stod den russiske kirke som en økonomisk, åndelig og yderst konservativ magtfaktor. Imidlertid skabte vestlig teologisk indflydelse, som nåede Rusland efter Kyjivs indlemmelse, et ønske i kirkehierarkiet om reformer, hvad angik kirkens tekster og ritualer. Samtidig fik reformens fortaler, patriarken Nikon, anledning til at hævde kirkens forrang over den verdslige magt. Tilsammen gav det anledning til voldsom turbulens inden for både kirke og samfund. Mens Nikon selv led nederlag i sit krav om kirkens overhøjhed, støttede zaren hans øvrige reformer. Det førte til et skisma mellem den officielle kirke og et bredt spektrum af gammeltroende, et skisma, der har overlevet til i dag.

En vigtig bestanddel af det russiske samfund var adelen. Den havde som stand ikke nogen direkte politisk indflydelse, og dens funktion havde først og fremmest været at udgøre rygraden i landets militær. Den havde sit udkomme i jordbesiddelser, som statsmagten havde vekslet mellem at betragte som arvelige eller afhængige af militærtjeneste. For at sikre adelen dens økonomiske udbytte af jorden og dermed dens loyalitet havde staten i løbet af 1500-1600-t. sikret dens arbejdskraft ved i stigende grad at stavnsbinde bønderne, der efterhånden overgik til at være livegne, helt prisgivet adelens og de kirkelige jordbesidderes forgodtbefindende. Det skabte i løbet af 1600-t. en latent fare for bondeopstande og en stadig strøm af bortløbne bønder. Mens bondeopstande ikke umiddelbart kunne bringe zarstyret til fald, var opstande i byerne, ikke mindst Moskva, desto farligere. De russiske byer havde ikke som Vestens byer de særprivilegier, der gennem storhandel og internationale forbindelser kunne have gjort dem til katalysatorer i samfundsudviklingen. Da statsmagtens finansielle behov tilgodeså eksporten af korn, og bysamfundene samtidig pålagdes en saltskat, fremkaldte forsyningssituationen i byerne i midten af 1600-t. en række næsten samtidige opstande, bl.a. i Moskva. De rystede styret og fik til følge, at en ny rigsforsamling sammenkaldtes for at diskutere reformer. Resultatet blev en ny lovkodificering (se Sobornoje Ulozjenije), der imidlertid ikke for alvor reformerede samfundet. I slutningen af 1660'erne fulgte Stepan Razins bondeoprør, og i 1682 udbrød der blandt strelets-tropperne i Moskva en opstand, hvori mange elementer fra 1600-t.s kriser fandt sammen, byproletariatet, gammeltroende og intrigerende kredse i administrationsapparatet. Tilsammen afslørede opstandene et land med et skrigende behov for reformer.

Læs om Ruslands historie 1682-1917.

Læs mere om Rusland.