Slavofiler, gruppe af russiske adelige intellektuelle, der i 1840'erne og 1850'erne formulerede en særlig variant af den europæiske romantisme, slavofilismen. Ifølge denne udgjorde Rusland en højere form for civilisation end Vesten i kraft af den ortodokse tros sobornost 'dybe samhørighed' og individets harmoniske opgåen i fællesskabet, der især kom til udtryk i bøndernes landsbyfællesskab. Peter den Stores reformer havde påført Rusland en vestlig rationalisme, som det måtte frigøre sig fra for at finde tilbage til sin nationale egenart. Således lutret ville det kunne vise Vesten vejen ud af dens rationalisme, nødvendighed og tvang. Se også zapadniki.