Aleksandr Gortjakov, 1798-1883, russisk diplomat og politiker, udenrigsminister 1856-82. Gortjakov stammede fra en gammel adelsslægt, og allerede i 1817 påbegyndte han sin langvarige diplomatiske karriere. Han fandt det dog svært at slå igennem og måtte nøjes med sekundære stillinger på forskellige repræsentationer i Europa. Gennembruddet kom under Krimkrigen, da Gortjakov tog del i de omfattende forhandlinger i Wien. Hans store erfaring blev bemærket, bl.a. i Sankt Petersborg, hvor kejser Aleksander 2. efter det russiske nederlag i krigen besluttede at udnævne ham til udenrigsminister. I forbindelse med fredsslutningen måtte Rusland give betydelige indrømmelser, deriblandt acceptere en demilitarisering af Sortehavet. Gortjakov søgte at genvinde russisk status gennem en forsigtig udenrigspolitik, som skulle muliggøre gennemførelsen af de hårdt påkrævede hjemlige reformer. Demilitariseringen af Sortehavet ophørte reelt i 1870; Gortjakov blev dog siddende som udenrigsminister, selvom hans sidste år i ministeriet var præget af svindende kræfter, fysiske såvel som mentale. I Rusland betragtes han i dag som et stort forbillede, ikke mindst fordi hans politiske linje vurderes at have bragt landet på fode igen efter den midlertidige svækkelse under Krimkrigen.