Aleksander 2., 29.4.1818-13.3.1881, russisk kejser (zar) fra 1855, ældste søn af Nikolaj 1. Aleksander kom på tronen året før Ruslands nederlag i Krimkrigen. Nederlaget betød et alvorligt tilbageslag for Ruslands udenrigspolitiske ambitioner på Balkan og i Den Nære Orient. Endvidere afslørede det Ruslands militære svaghed og dermed alvorlige problemer i den socialøkonomiske struktur. Denne situation dannede baggrund for ophævelsen af livegenskabet 1861, hvilket indbragte Aleksander tilnavnet "Befrieren" og i 1860'erne førte en omfattende og liberal lovgivning med sig. Disse reformer udhuledes dog til dels i anden halvdel af 1870'erne. Aleksander nedsatte 1880 en kommission under ledelse af Mikhail Loris-Melikov, der fremkom med forslag til vidtgående reformer og bl.a. var affødt af oprør i Polen og af flere attentater på zaren.
Aleksanders udenrigspolitik var præget af en tyskvenlig kurs og af genetablering af Ruslands position i Europa, hvilket bl.a. gik ud på at få ændret Parisfredens skrappe bestemmelser fra 1856 om en neutralisering af Sortehavet. Krigen med Tyrkiet 1877-78 blev vundet militært, men tabt diplomatisk, idet Bismarck på Berlinerkongressen stækkede Ruslands ambitioner på Balkan. Til gengæld førte krigen en betydelig ekspansion i Turkestan med sig.
Aleksander blev udsat for i alt fire attentater. Det sidste lykkedes; den revolutionære organisation Narodnaja Volja 'Folkets Vilje' dødsdømte og dræbte Aleksander den 13.3.1881.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.