Faktaboks

Aleksander 1.

Aleksander I Pavlovitsj

Født
23. december 1777, St. Petersborg, Rusland
Død
1. december 1825, Taganrog, Rusland

Aleksander 1. Maleri af Aleksander Poljakov.

.

Aleksander 1. var russisk kejser fra 1801. Han var den ældste søn af kejser Paul 1. og barnebarn af Katarina 2. den Store.

Aleksander 1. kom på tronen ved en paladsrevolution, hvorunder utilfredse adelige myrdede Paul 1. pga. hans franskorienterede udenrigspolitik.

Indenrigspolitisk var tiden indtil 1812 præget af en række moderate liberale reformer i regeringsapparatet, fx bonde- og uddannelsesreformer med bl.a. grundlæggelse af en række nye universiteter. Reformerne drøftedes forud i Den Uofficielle Komité, der bestod af en række af Aleksanders personlige venner.

Udenrigspolitisk lod Aleksander Rusland deltage i antifranske koalitioner. Ved Freden i Tilsit 1807 blev landet dog tvunget i alliance med Napoleon, men gentagne brud på fredsbetingelserne førte til Napoleons felttog mod Rusland 1812. Det blev et knusende nederlag, som endte med Aleksanders indtog i Paris 1814 og med Napoleons abdikation.

Aleksander var en ledende figur på Wienerkongressen 1814-15 og initiativtager til Den Hellige Alliance.

Efter 1812 var indenrigspolitikken præget af den almene europæiske reaktion. Godsejernes beføjelser over bønderne blev udvidet, og den kulturelle og videnskabelige frihed indskrænkedes. Aleksanders uventede død i 1825 medførte et interregnum, der gav stødet til Dekabristopstanden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig