Pugatjovopstanden, folkerejsning i Rusland 1773-75. Opstanden blev ledet af den deserterede kosak Jemeljan Pugatjov (ca. 1742-75), som udgav sig for at være den afsatte kejser Peter 3. Opstanden bredte sig fra kosakkerne nord for Det Kaspiske Hav til de sydlige Uralbjerge og var i denne fase bl.a. motiveret af religiøse og etniske modsætninger. I sommeren 1774 erobrede Pugatjov byen Kazan, og opstanden fik derefter karakter af et bondeoprør, der omfattede store landstrækninger ved Volgas nedre løb, og mere end 1000 adelige blev dræbt. Pugatjov blev henrettet i Moskva i januar 1775, men de livegnes oprør blev først slået ned et halvt år senere.