• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter 3.

Oprindelig forfatter HaBa Seneste forfatter Redaktionen

Peter 3., 21.2.1728-18.7.1762, hertug af Holsten-Gottorp fra 1739 (som Karl Peter Ulrich), russisk kejser 5.1.-9.7.1762. Peter 3. var født i Kiel som søn af Peter 1. den Stores datter Anna Petrovna (1708-28) og hertug Karl Fredrik af Holsten-Gottorp. I 1742 blev han kaldt til Sankt Petersborg af sin moster, Elisabeth Petrovna, der udpegede ham til russisk tronfølger.

Peter 3. var besat af tanken om at generobre den gottorpske del af Slesvig, der i 1721 var blevet inkorporeret i Danmark. Efter sin tronbestigelse sluttede han fred og forbund med Preussen for at kunne sende russiske tropper mod Danmark. Men i begyndelsen af juli 1762 blev han styrtet og arresteret af sin gemalinde, Katarina 2., der kaldte tropperne hjem. Den 18/7 blev Peter, der stadig var under arrest, myrdet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Bagger: Peter 3. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141211