Dvorjanstvo, fra 1700-t. betegnelse for den samlede russiske adel. Efter Peter 1. den Stores rangtabel fra 1722 var Dvorjanstvoen tjenesteadel med forbillede i danske forordninger, men ikke-adelige havde større mulighed for ved dygtighed og nidkærhed at opnå adelskab i Rusland. I 1785 blev adelens statstjeneste baseret på frivillighed, og godsbesiddelse blev fra da af det vigtigste adelsmærke. Dvorjanstvo blev afskaffet i 1917.