Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tjeljabinsk

Oprindelige forfattere Kula og LP-H Seneste forfatter Redaktionen

Tjeljabinsk, hovedstad i Tjeljabinskregionen i Rusland ved floden Miass på østsiden af Uralbjergene; 1,13 mio. indb. (2010). I 1800-t. var byen bl.a. kendt for bearbejdning af og handel med te; senere blev den Uralregionens vigtigste eksportør af korn og brødprodukter. I slutningen af 1920'erne opførtes et stort kraftværk, og byen forvandledes til en stor sovjetisk industriby. Under 2. Verdenskrig evakueredes mange virksomheder fra det vestlige Rusland til byen.

Tjeljabinsk har universitet og en række højere landbrugsuddannelser. I byens centrum, der også giver plads til dele af den gamle by, ligger store, moderne administrations-bygninger, filharmonien og teatret; her findes også flere søer og grønne områder.

Om morgenen den 15.2.2013 ramte et meteor Jordens atmosfære over Uralbjergene og fortsatte over Tjeljabinsk, hvor den eksploderede. En chokbølge forårsagede en del materielle ødelæggelser, og ca. 1200 mennesker blev såret, især af flyvende glasskår fra knuste ruder. Det vurderes, at meteoren ved sin indtræden i Jordens atmosfære havde en masse på ca. 10.000 t og en diameter på ca. 20 m. Eksplosionens styrke er blevet anslået til ca. 500 kiloton. Fragmenter af meteoren er fundet ved den nærliggende Tsjebarkul-sø, og et stykke på 650 kg blev hævet fra søens bund i oktober 2013.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Kulavig, Lars Peder Poulsen-Hansen: Tjeljabinsk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172565