Khatanga, by og flod i det nordlige Sibirien ved halvøen Tajmyr. Floden dannes ved sammenløb mellem Kotuj og Kheta og har udløb i den lange, smalle Khatanga Bugt. Floden er sejlbar fra juni til oktober og er meget fiskerig. Byen Khatanga (2645 indb. 2010) ligger 150 km oppe ad floden, vokset op omkring en fiskefabrik og havnen. Herfra har det uhyre tyndtbefolkede og næsten vejløse område forbindelse til Ruslands arktiske skibsrute.