Igarka, by i Sibirien i Rusland; 6200 indb. (2010). Igarka ligger 100 km nord for Polarcirklen ved Jenisej og er udskibningssted for tømmer. Byen blev grundlagt 1931 og har nogen træ- og fiskeindustri samt et forskningsinstitut for permafrostfænomener. Om sommeren er der skibsforbindelse ad floden til Krasnojarsk ved den transsibiriske jernbane 1800 km mod syd, men ellers kan Igarka kun nås pr. fly.

I 1947-53 forsøgte man uden held at forbinde de ca. 1300 km mellem Igarka og Salekhard med en jernbane, men projektet måtte opgives. Arbejdskraften var hovedsagligt GULag-fanger, og tusinder af dem omkom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig