Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sovjetunionen (Historie)

Oprindelig forfatter Pape Seneste forfatter Redaktionen

Oktoberrevolutionen i 1917 er tidligere ofte blevet opfattet som et helt afgørende nybrud i Ruslands historie; i begyndelsen af 2000-t. kan man se Sovjetperioden 1917-91 som en ganske vist meget vigtig, men dog afgrænset 74-års-episode i landets mere end tusinde år lange udvikling. Episoden fik sit særpræg deri, at det russiske samfund blev påtvunget og derpå fungerede efter et i forvejen udtænkt, om end uklart formuleret og ofte modificeret politisk-økonomisk system, der havde udgangspunkt i Lenins udlægning af den vesteuropæiske marxisme og blev endeligt formuleret af Stalin. Således betragtet fik Sovjetperioden sin dynamik i sammenstødet mellem magthavernes bevidste og med magt gennemtvungne omkalfatring af samfundet på den ene side og den socio-økonomiske, kulturelle og individuelt-psykologiske russiske virkelighed på den anden. Desuden var der i forholdet til omverdenen en selvstændig dynamik, der klarest kom til udtryk i 2. Verdenskrig og den kolde krig.

Sovjetperiodens historie kan deles i to hovedfaser, en etableringsfase, hvor socialismen indførtes som system, og en "normalfase" (mht. en detaljeret kronologisk gennemgang, se Rusland (historie)). Etableringsfasen indledtes med erobringen af statsmagten og de første nationaliseringer i 1917 og fuldbyrdedes med Stalins såkaldte revolution fra oven fra 1928/29. Her skabtes under uhyrlige menneskelige omkostninger det politisk-økonomiske system, der kom til at definere selve Sovjetkommunismen og udgøre samfundsgrundlaget frem til sammenbruddet i 1991. Systemet karakteriseredes af en fuldstændig statsliggørelse af økonomien og kollektivisering af landbruget, forceret industriel vækst med fokus på sværindustrien, central økonomisk planlægning og styring uden brug af markedsmekanismer (se også planøkonomi), Sovjetunionens Kommunistiske Partis magtmonopol (under Stalin dog overgået af hans personlige diktatur) parret med et system af pseudodemokratiske folkevalgte organer uden reel indflydelse og endelig politisk, ideologisk og kulturel ensretning gennem omfattende brug af propaganda, statslig overvågning og politisk repression (se fx GULag).

Normalfasen omfatter de sidste 40-50 år af Sovjetunionens eksistens; her begyndte det etablerede stalinistiske system at fungere efter sine egne politiske, administrative, kulturelle og sociale normer og rutiner. Sovjetsystemet var længe en relativ succes mht. økonomisk vækst, teknologisk formåen, militær magt og legitimitet i befolkningen, men evnede pga. en række iboende svagheder ikke i længden at opretholde sig selv. Forrest blandt svaghederne var den topstyrede planøkonomis manglende evne til at skabe vækst og udvikling ud over et vist niveau samt den politisk-ideologiske elites manglende vilje til at dele magten med befolkningen og gennemføre politisk-økonomiske reformer, der kunne true dens magtmonopol. Sammen med korruption, nepotisme, kynisme og udbredt alkoholisme førte disse forhold til en dyb stagnationskrise først i 1980'erne, og situationen forværredes af de store sovjetiske tabstal i krigen i Afghanistan. Da Gorbatjov fra 1985 forsøgte at reformere systemet, bragte hans perestrojka så mange konflikter op til overfladen, at det ikke stod til at redde.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Pape: Sovjetunionen (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162709