Rusland er arealmæssigt verdens største land; landet ligger i både Europa og Asien. Rusland er både formelt og reelt Sovjetunionens arvtager.
Inden for landets grænser findes en betydelig andel af alverdens resurser, bl.a. olie, naturgas, metalmalme, skov og landbrugsjord. Russere udgør over 80 procent af befolkningen, men herudover findes ca. 100 forskellige minoriteter.
Rusland overgik i 988 til den byzantinske (ortodokse) kristendom, der siden har haft et meget stærkt tag i befolkningen. Efter ca. 200 års mongolsk herredømme genopstod det russiske rige i 1400-tallet med Moskvariget som kerneland og Moskvafyrsten som hersker, og russisk styreform har siden været præget af en stærk magtkoncentration.
Peter 1. den Stores omfattende reformer i begyndelsen af 1700-tallet pressede overklassen til at antage vestlige kulturnormer i såvel kunst som forvaltning og dagligt liv. Der skabtes herved en kulturkløft mellem den almindelige befolkning og samfundseliten, som stadig, om end under andre former, præger det russiske samfund. Den vestlige elitekultur på russisk grundlag fik sin blomstring i 1800-tallet og frembragte nogle af verdenskunstens ypperste værker i såvel litteratur som billedkunst og musik.
I Sovjetunionen skabte det kommunistiske moderniseringsprojekt under store omkostninger en moderne industrination med et velfungerende uddannelsessystem og et ret udbygget velfærdssamfund, men også et meget dyrt Sovjetimperium med en bekostelig stræben efter supermagtsstatus.
Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 har Rusland haft store vanskeligheder med at finde nye livs- og organisationsformer, og 1990'erne var præget af politisk ustabilitet, økonomisk krise og manglende investeringer, men også af en søgen efter en ny russisk identitet, nationalt og internationalt. Fra 2000 har Rusland haft øget stabilitet, men er samtidig under Vladimir Putins ledelse blevet stadig mere autoritært.
Kommentarer (3)
skrev Elena Lorentzen
Kære Mads
Jeg sidder og skriver om uddannelsessystemet i Rusland og SU og nævner bl.a. uddannelse i Ruslands republikker, men der står desværre intet om Ruslands administrative inddelinger her, som jeg godt kunne tænke mig at lave et link til.
svarede Mads Büchert Eskildsen
Kære Lena
Beklager det sene svar. Der er en ny artikel om Rusland på vej, og den vil enten indeholde et afsnit om Ruslands administrative enheder eller et link til den eksisterende oversigt over dem.
https://denstoredanske.lex.dk/Ruslands_geografi
svarede Elena Lorentzen
Kære Mads
Tak for det. Det glæder jeg mig til. Ruslands geografi skal også opdateres, jf. min kommentar til artiklen.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.