Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Usbekistan (Geografi)

Oprindelige forfattere BKle og LP-H Seneste forfatter Redaktionen

Det meste af Usbekistans territorium indgår i Turans lavslette, hvoraf en stor del er Kyzylkumørkenen. Mod NV i Den Karakalpakiske Autonome Republik ligger Ustjurthøjlandet, og mod øst strækker udløbere af Tian Shan- og Gissar-Alaj-bjergene sig ind i landet og lukker sig om den frugtbare Ferganadal. Nogle bjergdale, små enklaver syd for Ferganadalen, hører også til Usbekistan. Landet ligger mellem de store floder Syr Darja og Amu Darja, som svinder bort i de to mindre rester af Aralsøen, der ligger ved grænsen til Kasakhstan. Disse to floder såvel som Zeravsjan er opdæmmet flere steder og har stor betydning for det overvejende kunstvandede landbrug samt for energiproduktion ved en række store vandkraftværker; Syr Darja og Amu Darja fungerer tillige som transportveje.

Usbekistan har subtropisk fastlandsklima med meget varme, tørre somre (juli-gnsn. 32 °C) og i den sydlige del korte og relativt milde vintre (januar −8 °C). Det kan dog blive meget koldt, helt ned til −37 °C. Der er kun ringe nedbør, 80-90 mm på sletterne. I de højereliggende bjerge falder op til 1000 mm sne og regn, overvejende om vinteren.

Befolkning. Der findes ingen pålidelige oplysninger om befolkningstallet, men det angives til ca. 26,6 mio. Også nationalitetsfordelingen beror på et skøn. Omkring 80% af befolkningen er usbekere. De øvrige befolkningsgrupper er bl.a. russere, tadsjiker, koreanere, kasakher og karakalpaker. Centralasien blev i Sovjettiden brugt som deportationssted, og der var i 2006 formentlig stadig grupper af tjetjenere, krimtatarer og meskheter i landet. Usbekistan havde i det meste af Sovjettiden en kraftig naturlig befolkningsvækst med høj fødselshyppighed og en stadig faldende dødsrate. Trods økonomisk tilbagegang fortsatte befolkningsvæksten efter uafhængigheden i 1991, men siden 2001 har den gennemsnitligt været på 1% om året, hvilket skyldes lavere fødselstal og større emigration af etniske minoriteter. Den faldende industribeskæftigelse har gjort det vanskeligt for erhvervene at opsuge de nye store årgange.

Annonce

Erhverv. Landbruget er det vigtigste erhverv. Herfra kommer ca. en tredjedel af BNP, og her beskæftiges ca. en tredjedel af arbejdsstyrken. Størsteparten af republikkens territorium er ørken eller tørre stepper, men i de frugtbare, kunstvandede oaser drives et intensivt, mekaniseret landbrug. Bomuld er den vigtigste afgrøde, og trods nogen industri er råbomuld en vigtig eksportvare, der 2002-05 skaffede landet ca. 20% af den samlede eksportindtægt; i 1998 var andelen dog 39%, og den kraftige nedgang skyldes dårlige høstudbytter og lave verdensmarkedspriser. Usbekistan er verdens næststørste bomuldseksportør. Landet var også Sovjetunionens største silkeproducent, og en stor produktion er blevet fastholdt efter uafhængigheden. Andre vigtige afgrøder er tobak og fødevarer som hvede, ris, frugt og grønt. Landet har desuden et stort kvæghold (omkring 5 mio.), og store karakul-fåreflokke (ca. 8 mio.) græsser på stepperne. Usbekistan er dog ikke selvforsynende, men er stærkt importafhængig af basisfødevarer som hvede, kød, mælk og kartofler. Bestræbelser mod øget selvforsyning sattes i værk i 1995, og kornarealet blev kraftigt udvidet, samtidig med at bomuldsproduktionen søgtes opretholdt. De tidligere statsbrug blev alle efter uafhængigheden omformet til kooperative foretagender, dog uden at driftsformerne blev ændret. Der er ikke privat ejendomsret til jord, men der findes dog enkelte private landbrugsbedrifter.

Usbekistans undergrund er rig på udnyttelige råstoffer, og udnyttelse og forarbejdning blev højt prioriteret af regeringen efter uafhængigheden. Usbekistan er nr. 8 blandt verdens guldproducenter, men også sølv, kobber og andre metaller udvindes i stor mængde, og metaller er landets næstvigtigste eksportartikel. Der er desuden olie og kul i bl.a. Ferganaområdet og meget store naturgasforekomster nord og syd for Bukhara og i Ustjurt mod NV. Naturgassen er forbundet med det centralasiatiske og russiske distributionsnet, men regeringen besluttede i 1990'erne at forsøge selvforsyning på energiområdet og ikke forøge eksporten, bl.a. fordi køberne især i nabolandene ikke betalte.

Selvom en stor del af bomulden og silken eksporteres, er der i Usbekistan også vokset en ret stor tekstilindustri frem, der bl.a. producerer de karakteristiske farvestrålende silke- og bomuldsstoffer. Der er ligeledes udviklet en maskinindustri, der leverer maskiner til landbruget og tekstilindustrien. Det amerikansk-tyske bilfirma Daimler-Chrysler åbnede en stor lastbilfabrik i 1995, og det sydkoreanske selskab Daewoo åbnede i 1996 en bilfabrik i Tasjkent. Daewoofabrikken gik dog fallit i 2000, men i 2005 købte den usbekiske regering Daewoo ud af fabrikken og fortsatte med at samle de sydkoreanske biler. Olie- og gasudvindingen har givet grundlag for kemisk industri, bl.a. kunstgødning.

Jernbane- og vejsystemet er veludbygget i de befolkede egne af landet med jernbane- og motorvejsforbindelse til de vigtigste byer og til nabolandene og Rusland. Der er ligeledes et omfattende net af flyruter til ind- og udland. De mange direkte forbindelser fra Tasjkents lufthavn symboliserer Usbekistans stigende uafhængighed af Rusland. Selvom nogle byer har mange historiske arkitekturmonumenter, er turismen gået tilbage siden uafhængigheden, bl.a. som følge af ringe hotelstandard.

Usbekistans altoverskyggende miljøproblem er den intensive bomuldsproduktion. Det store vandforbrug har bidraget til Aralsøens udtørring, flodernes forurening og tilsaltning på markerne. Hertil kommer tilbagevendende saltstorme, der yderligere generer landbruget. Saltproblemerne på bomuldsmarkerne er søgt løst ved spuling og opsamling af saltvandet i særlige kanaler, der leder vandet ud i ørkensøer med yderligere vandforbrug til følge. Der er indgået internationale samarbejdsaftaler om Aralsøens redning (Nukus-aftalen, 1995), men befolkningsvæksten og landenes stærke afhængighed af det kunstvandede landbrug har gjort det vanskeligt at begrænse vandforbruget.

Læs mere om Usbekistan.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger Kledal, Lars Peder Poulsen-Hansen: Usbekistan (Geografi) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=177638