Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Turkmenistan - historie

Oprindelig forfatter LP-H Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

Turkmenerne er efterkommere af de turkmenske stammer, der fra 700-t. trængte frem fra det nuværende Mongoliet til den sydvestlige del af Centralasien og videre vestpå. Ved sammenstødet med den arabiske verden blev de omvendt til islam.

Først i løbet af 1300-t. og 1400-t. kom de turkmenske nomadestammer til at udgøre et sprogligt og kulturelt fællesskab. De dannede dog aldrig nogen stat, men var enten uafhængige eller underlagt Persien eller khanaterne Bukhara og Khiva.

Da russerne fra 1860'erne begyndte at underlægge sig Centralasien, gjorde turkmenerne som de sidste hårdnakket modstand. Det afgørende slag stod ved Gök-Tepe 12.1.1881, hvor de russiske styrker nedslagtede over 14.000 turkmenere. Få dage senere faldt Asjkhabad, og i 1884 overgav turkmenerne i oasen Mary (Merv) sig til russerne. Dermed havde Rusland sikret sig den vigtigste forbindelseslinje til Afghanistan, der var den afgørende brik i "det store spil" mod Storbritannien om indflydelsen i området.

Annonce

Russerne blandede sig ikke meget i turkmenernes indre forhold, og deres tilstedeværelse var begrænset. I 1880'erne anlagde de Den Transkaspiske Jernbane fra Krasnovodsk (nuværende Turkmenbasji) mod syd. Ad den transporteredes bl.a. bomuld til de russiske væverier.

Da russerne i 1916 indkaldte centralasiater, der hidtil havde været fritaget for militærtjeneste, gjorde også turkmenerne kraftig modstand, men opstandene blev nedkæmpet. I 1924 dannedes Den Turkmenske SSR, den første turkmenske stat, og sovjetiseringen satte ind. Kollektiviseringen af landbruget fra 1929 tvang turkmenerne til at blive bofaste, og der indledtes en voldsom kampagne mod islam og turkmensk nationalisme.

I perioden 1985-2006 ledede Saparmurad Nijazov landet, først som ministerpræsident og partichef, siden 1990 som folkevalgt præsident og efter Sovjetunionens opløsning som formand for det omdøbte kommunistparti, Det Demokratiske Parti, og præsident (genvalgt i 1992 uden modkandidater med 99,5% af stemmerne). Nijazov, der gjorde sig til genstand for en intens persondyrkelse, var ikke på valg siden da, og fra 1999 var han præsident på ubestemt tid. Nijazov var i praksis enehersker og undertrykkede al opposition; der skete grove krænkelser af menneskerettighederne.

Den økonomiske vækst kom ikke befolkningen til gode. Den europæiske udviklingsbank EBRD indstillede i 2001 sin långivning til landet pga. Nijazovs uvilje mod politiske og økonomiske reformer.

Som neutral stat stillede Turkmenistan i 2001 ikke baser til rådighed for den USA-ledede antiterrorkoalitions krig i Afghanistan. Et attentat mod Nijazov i 2002 viste, at hans autoritet ikke var så stor som tidligere, og han søgte siden at rydde mulige rivaler af vejen.

I 2003 vedtog FN's Generalforsamling en resolution, der opfordrede Turkmenistan til at standse de "alvorlige og vedvarende krænkelser af menneskerettighederne". Med sin påtagne neutralitet stod Turkmenistan stort set isoleret på den internationale scene, og de fleste vestlige lande afholdt sig fra at etablere kontakter med landet, så længe det blev styret så autoritært.

Turkmenistans udenrigspolitik er koncentreret om at sikre ruter og markeder for eksporten af gas og olie. Derfor er forholdet til Ukraine og Rusland særlig vigtigt. I 2006 undertegnede det russiske gasselskab Gazprom en aftale med Nijazov om leverancer af ca. 40 mia. m3 gas pr. år i årene 2007-2009 til en pris af 100 dollar pr. 1000 m3. Denne gas skal reeksporteres via det russiske rørsystem til Ukraine for omtrent den dobbelte pris.

I december 2006 døde Nijazov, men den nye præsident Gurbanguly Berdymukhammedov sagde ved sin tiltræden efter valget i februar 2007, at Turkmenistan ville overholde sine aftaler om energileverancer. I begyndelsen af 2006 indgik Turkmenistan en aftale med Kina, der bl.a. indebar anlæggelse af en gasledning mellem de to lande, der fra 2009 skulle føre 30 mia. m3 gas årligt til Kina. Det er imidlertid tvivlsomt, om Turkmenistan i så fald vil kunne opretholde sine gasleverancer til Rusland.

Berdymykhammedov lovede at fortsætte Nijazovs politik med visse reformer, herunder en omorganisering af uddannelsessystemet, nemmere internetadgang og større pensioner, men landet blev ikke mere demokratisk.

Læs mere om Turkmenistan.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peder Poulsen-Hansen: Turkmenistan - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175265