Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Turkmenistan (Geografi)

Oprindelige forfattere BKle og LP-H Seneste forfatter PKN

Mere end 80% af republikkens areal udgøres af Karakumørkenens sortsand, der er en del af Turansletten og en af verdens største sandørkener. Der er lave bjerge i vest, og mod syd ligger bjergkæden Kopet-Dag langs grænsen mod Iran. Også grænseområdet mod Afghanistan er bjergrigt. Kysten ved Det Kaspiske Hav er mod syd lav, sandet og uden bugter; mod nord findes bl.a. bugten Krasnovodsk med landets eneste større havneby, Turkmenbasji.

Klimaet er udpræget fastlandsklima med kolde vintre og meget varme somre. Gennemsnitstemperatur for juli er 28-32 °C. Nedbøren er ekstremt ringe, og landbrug er stort set kun muligt med kunstvanding.

Befolkning. Ca. 77% er turkmenere, 9% usbekere og 7% russisktalende; denne gruppe er mindsket noget siden uafhængigheden. Lidt under halvdelen af befolkningen bor i byer. Befolkningsvæksten er stor som følge af en høj fødselsrate (2,8%) og en relativt lav dødsrate; børnedødeligheden er 73‰. Middellevetiden er 58 år for mænd og 65 år for kvinder.

Annonce

Religion. Det turkmenske område blev endeligt erobret af araberne i 750, og befolkningen har siden været muslimer (sunni), dog med stærke elementer af islamisk mystik (sufisme). Den formelle islamiske ledelse ligger hos det centralasiatiske muslimske råd i Usbekistan, men i praksis styres såvel islam som den russiske ortodokse kirke af et råd for religiøse anliggender, oprettet 1994 under præsidentembedet. Sunniislam og Den Russiske Ortodokse Kirke er de eneste anerkendte trossamfund i landet.

Erhverv. Det kunstvandede landbrug findes i øst langs floden Amu Darja, i syd langs floderne Murgab og Tedzjen og langs den over 1000 km lange Karakumkanal, der strækker sig gennem næsten hele den sydlige del af landet. Kanalen er livsnødvendig for Turkmenistan. Den var gennem 1990'erne i forfald, og det store og ofte meget ødsle vandforbrug var stærkt medvirkende til Aralsøens forsvinden. Bomuld er landets vigtigste afgrøde. Der dyrkes også fødevarer, bl.a. hvede, majs, ris, meloner og druer, men landets egenproduktion dækker kun ca. 40% af forbruget. Landet har en stor bestand af karakulfår (ca. 6 mio.), en del malkekvæg og desuden en stor produktion af råsilke.

Vigtigere for økonomien er dog Turkmenistans meget store olie- og naturgasforekomster, de fleste i den vestlige del af landet og i området syd for byen Mary. Naturgasfelterne rummer 2% af verdens kendte reserver. Olien udskibes i Turkmenbasji, mens gassen distribueres gennem gasledninger. Trods fald i afsætningen gennem 1990'erne havde landet omkring 2000 en stor energieksport, der stadig var næsten helt afhængig af det russiske distributionsnet. Der udarbejdedes i 1990'erne mange urealiserede projekter med henblik på nye eksportveje. I 1997 åbnedes dog en gasledning til Iran og i 1996 en ny jernbane fra Tedzjen til Mashhad i Iran, der gav mulighed for en vis frigørelse fra det russiske transportmonopol.

I 2006 undertegnedes en aftale med Kina om anlæggelse af en gasledning dertil, og derudover var to alternativer under overvejelse: en transkaspisk gaspipeline med forbindelse til Tyrkiet via Aserbajdsjan, hvilket forudsætter en afklaring af opdelingen af Det Kaspiske Hav mellem kyststaterne, og en gaspipeline til Afghanistan og Pakistan og måske videre til Indien. I den vestlige del af landet, bl.a. ved Kara-Bogaz-Gol, udvindes en række mineraler og salte til den kemiske industri.

Industrisektoren er ringe udviklet og beskæftiger (inkl. råstofudvinding) kun ca. 12% af arbejdsstyrken, heraf kun få turkmenere. Bortset fra enkelte maskinfabrikker er der stort set ingen sværindustri. Også den store bomulds- og uldproduktion forarbejdes kun i ringe grad lokalt. I Asjkhabad og Mary er der dog enkelte spinderier og væverier samt en del levnedsmiddelvirksomheder, bl.a. produktion af vegetabilsk olie fra bomuldsfrø. Det traditionelle håndværk spiller fortsat en stor rolle, bl.a. i produktionen af knyttede og vævede tæpper (se turkmenske tæpper).

Miljø. Den intensive bomuldsdyrkning med overdreven brug af kunstgødning og pesticider har givet en del miljøproblemer. Flere kunstvandede områder er begyndt at salte til. Problemet løses nogle steder ved spuling af markerne. Saltvandet ledes gennem særlige saltvandskanaler ud i saltsøer i ørkenen. Turkmenistan har desuden fået et nyt miljøproblem: Efter Aralsøens reduktion plages landet nu og da af voldsomme saltstorme.

Samfærdsel. Der er kun få landeveje og jernbaner i Turkmenistan. Hovedlinjen fra Turkmenbasji til Usbekistan blev anlagt før 1917 som et led i den russiske imperieopbygning i Centralasien; det gælder også stikbanen langs Murgab fra Mary til Kusjka ved den afghanske grænse. Den nordvestgående bane langs Amu Darja til det russiske jernbanenet blev anlagt i sovjettiden. Parallelt med banerne er der siden anlagt landeveje og motorvejen Tjardzjou-Turkmenbasji. Der er også ført en landevej gennem ørkenen fra Asjkhabad til Tasjauz i nord.

Læs mere om Turkmenistan.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger Kledal, Lars Peder Poulsen-Hansen: Turkmenistan (Geografi) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175260