Tadsjikkerne nedstammer fra iranske folk, som har levet i området fra ca. 500-tallet f.v.t. Området var siden en del af Perserriget og Alexander den Stores rige. I 600-tallet e.v.t. blev det erobret af araberne, men de blev fordrevet af persiske styrker i 700-tallet, hvorefter området blev indlemmet i forskellige persiske dynastier.

I 1700-tallet overtog usbekere kontrollen over det nuværende Tadsjikistan, men da var en særskilt tadsjikisk befolkningsgruppe for længst opstået. Størstedelen af området blev erobret af russiske styrker i 1860'erne.

Tadsjikistan bliver en del af Sovjetunionen

Efter Oktoberrevolutionen dannedes i 1924 Den Tadsjikiske Autonome Republik; denne var først en del af Den Usbekiske SSR, inden den i 1929 omdannedes til Den Tadsjikiske SSR.

Hvor den ellers strenge militæradministration i perioden før 1917 i høj grad havde tilladt tadsjikkerne at bevare egne skikke og love, blev overgangen til sovjetkontrol konfliktfyldt. Den såkaldte basmatji-bevægelse forsøgte igennem 1920'erne at bekæmpe de nye magthavere, men kunne dog ikke forhindre de omfattende omvæltninger, som bl.a. indebar en udrensning af den lokale elite og undertrykkelse af den traditionelle kultur.

Efter den sovjetiske invasion i Afghanistan i 1979 opstod der i Tadsjikistan en stigende modstand mod styret. Det lykkedes ikke at dæmme op for en spirende nationalisme, og i 1990, året før Sovjetunionens opløsning, erklærede det tadsjikiske parlament republikken for uafhængig.

Selvstændighed og borgerkrig, 1991-1997

Det pludselige politiske tomrum, der blev skabt ved Sovjetunionenssammenbrud, synliggjorde dybe regionale spændinger i Tadsjikistan. Efter flere måneders demonstrationer lykkedes det i maj 1992 for oppositionen at sikre dannelsen af en bred samlingsregering. Aftalen stødte dog på modstand blandt mere radikale elementer inden for begge grupper, og i sommeren 1992 udbrød en borgerkrig. Konflikten nåede først sin afslutning med underskrivelsen af en fredsaftale i juni 1997; på dette tidspunkt var mindst 20.000 mennesker blevet dræbt, og mere end 500.000 fordrevet.

De politiske spændinger medførte 1991-92 en række hastige udskiftninger på statslederposten; valget af Emomali Rakhmon i november 1992 affødte dog en vis politisk stabilitet; han har siden regeret Tadsjikistan, først som leder af parlamentet og fra 1994 som præsident. Fredsaftalen betød, at Rakhmon måtte invitere oppositionsfolk til sin regering, og landet fik 1998 en forsoningsregering.

Efter 1997

Efter indgåelsen af fredsaftalen i 1997 synes det tadsjikiske folk at have lagt borgerkrigen bag sig. Et tydeligt tegn herpå kom i 2000, da den nationale forsoningskommission afsluttede sit arbejde. Forinden havde kommissionen medvirket til gennemførelsen af politiske ændringer, deriblandt oprettelsen af et nyt parlament og til at afholde valg. Valgene har dog været med til at cementere magtfordelingen i landet. I 1999 blev præsident Rakhmon genvalgt med 97 % af stemmerne, og i 2000 vandt præsidentens parti en overvældende sejr i valget til det nye parlaments underhus. Begge valg blev af observatører betegnet som udemokratiske, og oppositionen har fortsat trange kår i landet. Der er dog blevet gjort tiltag for at give oppositionen en større del af det politiske ansvar, bl.a. gennem inkorporeringen af dens væbnede styrker i den tadsjikiske hær.

Oppositionen har imidlertid fået stadig mindre politisk indflydelse. Reglerne for registrering af partier er strammet, flere oppositionsledere er myrdet eller arresteret, og i 2003 fik præsident Rakhmon ved en tvivlsom folkeafstemning mulighed for endnu to embedsperioder a syv år efter præsidentvalget i november 2006. Rakhmons parti, Folkets Demokratiske Parti, vandt parlamentsvalget i 2005, og med henblik på genvalg har han fjernet rivaler fra den politiske scene. Han vandt da også en klar sejr i november 2006. Al magt er koncentreret hos præsidenten, og regeringen og parlamentet er stort set henvist til at føre hans beslutninger ud i livet. Han menes dog at nyde en betydelig støtte i befolkningen, der ser ham som manden, der skabte ro og orden efter borgerkrigen.

Siden Sovjetunionens opløsning har Rusland spillet en afgørende militær og økonomisk rolle i Tadsjikistan. Indtil 2005 bevogtede russiske styrker grænsen til Afghanistan, og i henhold til en aftale mellem landene fra 2004 fik Rusland en militærbase, der med 5000 mand er Ruslands største base i udlandet. Desuden har Rusland fået rådighed over et tidligere sovjetisk rumovervågningscenter i Nurek, der er af stor strategisk betydning.

Selvom Rusland har ydet økonomisk støtte til Tadsjikistan, er USA hoveddonor med 50 mio. dollars i 2004. Efter 11. september 2001 tillod Tadsjikistan USA at anvende landets flybaser til militære og humanitære missioner i Afghanistan. Forholdet til Usbekistan er anstrengt; derimod er forholdet til Afghanistan blevet forbedret siden Taleban blev tvunget fra magten i 2001. Iran er begyndt at investere i Tadsjikistan, og samhandelen er øget i begyndelsen af 2000-tallet. Mens det bilaterale samarbejde med Kina kun er i sin vorden, er der et betydeligt militært samarbejde med Indien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig