• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sibirien (Folkeslag)

Oprindelige forfattere BWS, LP-H og RGil Seneste forfatter Redaktionen

Den Transsibiriske Jernbane. Eksprestoget Rossija gør ophold på stationen i Petrovsk-Zabajkalskij øst for Bajkalsøen, hvor lokalbefolkningen falbyder varme og kolde snacks til passagererne. Scenen minder meget om billeder fra ulandene og er et udtryk for den omfattende og dybe fattigdom, der i 1990'erne blev åbenlyst nærværende overalt i Rusland. Fotografi fra 1997.

Den Transsibiriske Jernbane. Eksprestoget Rossija gør ophold på stationen i Petrovsk-Zabajkalskij øst for Bajkalsøen, hvor lokalbefolkningen falbyder varme og kolde snacks til passagererne. Scenen minder meget om billeder fra ulandene og er et udtryk for den omfattende og dybe fattigdom, der i 1990'erne blev åbenlyst nærværende overalt i Rusland. Fotografi fra 1997.

De indfødte folk, der taler vidt forskellige sprog og traditionelt har levet som rensdyrnomader og af jagt og fiskeri, udgør blot 5% af Sibiriens samlede befolkning. Siden 1925 har den officielle betegnelse for disse etniske grupper været "nordlige minoriteter". Omkring 1990 var 26 indfødte folk officielt anerkendt i Sibirien, i 1998 30, men reelt skulle der være ca. 50, hvoraf mange dog er meget små. En gruppe, jakuterne (443.800 i 2002), regnes almindeligvis ikke med under nordlige minoriteter, fordi den er talrigere end de andre og desuden lever i deres egen republik, Sakha-Jakutien; deres livsvilkår og problemer er dog de samme som de mindre folkegruppers.

Den russiske kolonisering og kortlægning af Sibirien begyndte i midten af 1500-t., og administrationen af de indfødte folk, der fra 1600-t. blev varetaget af guvernører med inddragelse af lokale ledere og ældre, havde som hovedopgave at opkræve skat i form af skind. Der blev via en lov fra 1822 med efterfølgende justeringer gjort forsøg på at beskytte de indfødte befolkninger, men i praksis forekom gældsslaveri, udplyndring og beslaglæggelse af jord.

Det første tiår efter revolutionen i 1917 var præget af en vis forsigtighed i udviklingsplanerne for de indfødte folk, men fra omkring 1930 tog udviklingen mod socialisme fart. Stammerådene blev afløst af et territorialt administrationssystem i et bureaukratisk hierarki. Trods den formelle autonomi gik udviklingen i praksis mod etableringen af en socialistisk, national enhedskultur. Samtidig opmuntredes til klassekamp, der rettede sig mod bl.a. større renejere og shamaner, og der blev gennemført en kollektivisering, der vendte sig mod klanorganisation og -solidaritet og betød oprettelse af arbejdskollektiver, tvangsforflytning og centralisering af befolkningen i byerne.

Annonce

Med glasnost under Gorbatjov blev en offentlig kritik af forholdene i Sibirien mulig. 1989 mødtes repræsentanter for de 26 anerkendte etniske grupper samt observatører fra de ikke-anerkendte grupper, og de stiftede "Sammenslutningen af de små folk i det nordlige Sovjetunionen". Sammenslutningen bedriver lobbyisme og er udtryk for, at de indfødte folk trods interne forskelle har en fælles historie. I dag er en ringe almen sundhedstilstand, en meget lav middellevetid samt stor arbejdsløshed livsvilkårene for disse folk. De plages desuden af en dårligt fungerende infrastruktur, der er en konsekvens af Sovjetunionens opløsning. Det altoverskyggende problem er dog, at de ikke har ejendomsretten til jorden i de områder, de traditionelt har levet i, ligesom de ikke er lovmæssigt sikret mod ødelæggelse af deres subsistensgrundlag som følge af olie- og mineraludvinding og skovhugst. Flere steder har rovdrift siden 1950'erne gjort store områder ubeboelige med dels omfattende miljøforurening, dels egentlige økologiske katastrofer til følge. I dag er organisationens mål at sikre, at kontrollen over jorden føres tilbage til de respektive indfødte folk, bl.a. ved at få den føderale regering til at ratificere internationale traktater og konventioner vedrørende indfødte folks rettigheder.

Omkring 2000 er situationen den, at et indfødt kollektiv af personer eller familier kan ansøge om tildeling af et mindre område, hvor de kan drive traditionelle aktiviteter, men der gives kun en tidsbegrænset brugsret. Der gøres desuden via lovgivning forsøg på at beskytte territorier; kun dele af områderne skal kunne udlægges til industriel udnyttelse, og dette skal ske med accept fra den indfødte befolkning. Hidtidige forsøg er dog med få undtagelser blevet undergravet, ikke mindst fordi staten har kunnet ekspropriere jord til statsfinansierede udvindingsprojekter, og fordi ikke-indfødte immigranter længe har udgjort majoriteten i de autonome republikker og områder og dermed besiddet den politiske kontrol. I 1998 blev der i samarbejde med internationale organisationer, bl.a. WWF og GEF (Global Environmental Facility), etableret et såkaldt etnoøkologisk territorium i itelmenernes traditionelle område på Kamtjatka-halvøen ved Stillehavet, hvor forvaltningen af de naturlige resurser varetages i fællesskab af de indfødte folk og den autonome regions administration.

Læs videre om Sibiriens forhistorie og historie, eller læs om Sibirien generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Wagner Sørensen, Lars Peder Poulsen-Hansen, Rolf Gilberg: Sibirien (Folkeslag) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=158612



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Sibirien (Folkeslag) Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik