Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nagorno-Karabakh

Oprindelige forfattere LP-H, M-LMa og TP Seneste forfatter Redaktionen

Nagorno-Karabakh.

Nagorno-Karabakh.

Nagorno-Karabakh, region syd for Store Kaukasus med omstridt politisk status; 4400 km2, 138.000 indb. (2006). Hovedby: Stepanakert. Området er officielt en autonom republik i Aserbajdsjan, men siden det fik sine nuværende grænser som enklave heri i 1923, har majoriteten af befolkningen været kristne armeniere; den betragtes derfor ofte som en armensk eksklave. Ifølge den sidste sovjetiske folketælling i 1989 udgjorde armenierne 77% af den daværende befolkning på 188.000, mens 21% var muslimske azerier, og resten russere, hviderussere, ukrainere og andre. Under mange års borgerkrigslignende tilstande er det meste af den azeriske befolkning flygtet, og oplysninger om folketal og etnisk sammensætning er usikre. Armenierne bor primært i den nordvestlige del, hvor bjergene er udløbere af bjergkæden Lille Kaukasus. Azerierne bor især mod SØ. Nagorno-Karabakh har ikke fælles grænse med Armenien, men i foråret 1992 tog væbnede karabakh-armeniere kontrol over byen Latjin i den smalle landstribe ind til Armenien, og hermed etableredes en direkte forbindelse mellem Nagorno-Karabakh og Armenien, Latjin-korridoren. Ved senere krigshandlinger er andre dele af det vestlige Aserbajdsjan kommet under karabakh-armensk kontrol, og i 2006 var omkring 1/5 af Aserbajdsjans territorium besat af Armenien.

Navnet er en afledn. af russ. nagornyj 'bjerg-' og tyrk. kara 'sort, mørk' og bahçe 'have'; armensk Artsakh.

Størstedelen af området ligger i Lille Kaukasus-massivet med Gjamysj (3724 m) som det højeste punkt i bjergkæden Murovdag mod nordvest. Mod øst skråner landskabet ned mod Kuradalen i Aserbajdsjan. Ca. 1/4 af arealet er dækket af frodige skove, og skråningerne afvandes af et tæt net af bifloder til Kura og Araks. Havebrug spiller en væsentlig rolle for økonomien. På solrige bjergskråninger dyrkes vin, og i forbjergene er der kunstvandet hvede-, byg-, tobaks- og bomuldsavl. Vigtigst i landbruget er dog kvægavl. Industrien er svagt udviklet med vin- og silkefremstilling, træindustri, mejeridrift og kobberudvinding. En række vandkraftværker står for elforsyningen, bl.a. Madagiz med Saranskojereservoiret på floden Terter mod nord.

Historie

Armenierne hævder, at Karabakh var en del af det middelalderlige Storarmenien, og at de første azerifolk først kom til området med de tyrkiske seldsjukkers erobring i slutningen af 1000-t. Beskyttet af Karabakhs høje bjerge bevarede armenske stammer herefter deres selvstændighed. Den aserbajdsjanske version hævder derimod, at Karabakh allerede fra omkring Kristi fødsel var en del af kongedømmet Albania, der ses som Aserbajdsjans første statsdannelse.

Annonce

Ved Gulistanfreden 1813 overdrog Persien Nagorno-Karabakh til Rusland, og i de følgende årtier opfordrede de russiske kejsere armeniere, der var på flugt fra osmannerne, til at bosætte sig i området. I 1923 fik Nagorno-Karabakh som led i bolsjevikkernes del og hersk-politik status som autonomt område i den aserbajdsjanske del af Den Transkaukasiske Sovjetrepublik, på trods af at den armenske del af befolkningen udgjorde næsten 95%. I forbindelse med perestrojka anmodede enklaven i 1988 om at blive tilsluttet Den Armenske SSR. Anmodningen blev afslået i såvel Baku som Moskva, og resultatet blev seks års krig; officielt mellem Nagorno-Karabakh og Aserbajdsjan, men reelt mellem Armenien og Aserbajdsjan. I 1994 forelå en våbenstilstandsaftale, og der er i SNG- og OSCE-regi blevet forhandlet om Nagorno-Karabakhs fremtidige status og om en armensk rømning af de besatte aserbajdsjanske områder. I begyndelsen af 2012 var problemet stadig ikke løst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peder Poulsen-Hansen, Märta-Lisa Magnusson, Thomas Petersen: Nagorno-Karabakh i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129740