Kirgisistan (Historie), Kirgisernes oprindelse er omstridt. Det samme gælder oprindelsen af navnet kırgız ('kirgiser' på kirgisisk). Sandsynligvis betyder det opr. 'ødemarksnomade' (af tyrk. kır 'ødemark' og gez 'strejfe om'), men sættes folkeetymologisk i forbindelse med tyrkisk kırk '40', formodentlig med tanke på 40 oprindelige stammer i en konføderation, som stadig er en vigtig del af kirgisernes selvopfattelse.

De kirgisiske stammefolk kom oprindelig fra området omkring Tian Shan-bjergene i Centralasien; deres forfædre var tyrkiske og mongolske nomadestammer og Tian Shans oprindelige befolkning. Først i slutningen af 1700-t. kan man tale om en fælles etnisk bevidsthed, der var knyttet til nomadeøkonomien og det kirgisiske territorium omkring Tian Shan. En egentlig kirgisisk statsdannelse opstod først i sovjetperioden.

I slutningen af 1700-t. dannedes khanatet Kokand i Ferganadalen, hvor islam allerede var etableret, bl.a. omkring den hellige by Osj. I begyndelsen af 1800-t. ekspanderede Kokand mod nord og erobrede resten af det nuværende Kirgisistan, og først nu blev disse dele islamiseret.

I 1876 blev Kokand erobret af Rusland, og en strøm af russiske embedsmænd og bønder fulgte i erobringens kølvand. En del af de sibiriske kosakker blev flyttet til det strategisk vigtige område mellem Balkhasjsøen og Ala Tau-bjergkæden, hvor de fungerede som grænsetropper. Den russiske erobring skabte spiren til den kirgisiske nationalfølelse; forholdet til russerne forværredes kraftigt, da russiske nybyggere i slutningen af 1800-t. begyndte at opdyrke nomadernes traditionelle græsningsarealer. Modstanden mod russerne kulminerede med en opstand i 1916; den blev slået brutalt ned, og mange kirgisere flygtede til Kina.

Oktoberrevolutionen i 1917 blev derfor på mange måder opfattet som en befrielse: Inden for de af sovjetmagten afstukne rammer skabtes grundlaget for udvikling af en kirgisisk stat og nation, og i 1924 blev Den Kara-kirgisiske Autonome Region oprettet. Området skiftede navn og status flere gange, inden det i 1936 blev til Den Kirgisiske Unionsrepublik. Med Oktoberrevolutionen fulgte også reformbestræbelser. I 1921-22 gennemførtes således i de nordlige regioner en reform, der gav jord til bønderne og demokratiserede beslutningsprocessen vedr. kunstvanding. Lignende reformer blev 1927-28 forsøgt gennemført i syd, men her var det i indædt kamp mod basmatji-bevægelsen, der repræsenterede den tidligere religiøse og jordbesiddende overklasse. I samme periode uddannedes de første nationale kadrer, og et dekret fra 1932 forudså, at hele den kirgisiske administration i 1934 ville være bemandet af kirgisere. En udrensningsbølge, der blev indledt i 1933, afbrød imidlertid denne udvikling og udryddede i løbet af resten af årtiet stort set hele den kirgisiske elite. Udrensningen kan bl.a. ses som et opgør mellem nomadekulturen og Moskvas ønske om at gøre den indfødte befolkning bofast.

Selvom den kirgisiske autonomi officielt blev bevaret, indebar stalinismen en voksende russisk dominans. Den økonomiske modernisering efter 2. Verdenskrig fandt sted i byerne, især i den nordlige del, og blev gennemført af slaviske indvandrere. Den berørte stort set ikke kirgiserne, som var henvist til at tage sig af landbruget, først og fremmest fåreavl. De var desuden efterhånden blevet en minoritet i deres egen republik, og når unge kirgisere flyttede til byerne, blev de ofte betragtet som fremmede og havde svært ved at finde boliger m.m. Det blev spiren til de første uafhængige organisationer, og i slutningen af 1980'erne opstod en egentlig nationalbevægelse; den begyndte i industribyerne i nord, men bredte sig hurtigt mod syd, hvor det i juni 1990 kom til voldelige sammenstød med det usbekiske mindretal. I oktober 1990 valgtes videnskabsmanden Askar Akajev af parlamentet til den nyoprettede præsidentpost. Han blev et symbol på det nye Kirgisistan, som tog afsked med den hidtidige kommunistiske ledelse. Parlamentet vedtog en suverænitetserklæring, og i december 1990 tog landet navneforandring til Republikken Kirgisistan. Den 31.8.1991 erklærede republikken sig uafhængig af Sovjetunionen, og i oktober 1991 blev Akajev valgt til præsident af befolkningen ved direkte valg uden modkandidater. Efter Unionens opløsning samme år blev Kirgisistan medlem af SNG.

Akajev iværksatte straks en økonomisk reform, tillod en betydelig politisk liberalisering og opmuntrede til skabelse af et civilsamfund med fri presse, og hans demokratiske holdning tiltrak sig omverdenens opmærksomhed. Men han stødte snart på modstand i parlamentet, og han og hans vicepræsident, Feliks Kulov (f. 1948), blev gentagne gange beskyldt for korruption. Ikke desto mindre vandt han præsidentvalget i 1995. Han blev imidlertid stadig mere autoritær og mindre demokratisk; i forbindelse med parlaments- og præsidentvalget i 2000 forbød han flere oppositionsgrupper og lod Kulov, som var hans hovedrival til præsidentposten, sætte i fængsel, hvorpå han blev genvalgt for endnu fem år. Begge valg blev stærkt kritiseret af OSCE. I 2002 blev sikkerhedsstyrkerne sat ind mod en demonstration, der blev afholdt af oppositionen, og fem demonstranter blev dræbt. I 2003 led oppositionen endnu et nederlag: en fremtrædende uafhængig avis, der havde offentliggjort artikler om korruption blandt kirgisiske embedsmænd, blev lukket, og Akajev, hans familie og flere højtstående embedsmænd fik livslang immunitet mod retsforfølgelse. Samtidig bredte fattigdom og arbejdsløshed sig, især i landets sydlige regioner, og 60% af befolkningen levede i 2005 under den af FN definerede fattigdomsgrænse. I februar-marts 2005 førte de åbenlyse uregelmæssigheder i forbindelse med parlamentsvalget til voldsomme folkelige protester, den såkaldte "Tulipanrevolution". Akajev måtte flygte til Rusland og trække sig tilbage. Parlamentet udpegede den tidligere premierminister Kurmanbek Bakijev til premierminister og fungerende præsident, og i juli 2005 blev han valgt til præsident for fem år med næsten 89% af stemmerne. Før valget havde han lovet sin største rival, den kort forinden løsladte Feliks Kulov, premierministerposten, og sådan blev det. Bakijev løb hurtigt ind i vanskeligheder med parlamentet og blev stillet over for folkelige krav om bekæmpelse af korruption og kriminalitet. Sammen med voksende økonomiske problemer i kølvandet på den internationale finanskrise fik det spændingen i landet til at stige. I april 2010 kom det til omfattende uroligheder hvor der blev åbnet ild mod demonstranter. Mange omkom på begge sider i de blodige gadekampe. Efter få dages uro overtog oppositionen magten i landet og præsident Bakijev forlod hovedstaden, men afviste i første omgang at træde tilbage. Efter nogle dage forlod han landet. I juni 2010 udbrød der voldsomme uroligheder mellem kirgisere og usbekere i den sydlige del af landet, især omkring Jalalabad og Osj. Flere hundrede blev og ca. 100.000 usbekere flygtede til Usbekistan.

Udadtil er Kirgisistan særlig afhængig af Rusland, hvis interesse for landet er blevet større, siden præsident Akajev i efteråret 2001 stillede flybasen Manas til rådighed for den USA-ledede antiterrorkoalition. I 2003 rykkede russiske styrker således ind på flybasen Kant, og Kirgisistan blev Ruslands strategiske allierede. USA's militære tilstedeværelse er også af økonomisk betydning, idet den skønnes at bidrage til BNP med 7%. Kirgisistan må tage særlige hensyn til Usbekistan, der i 2005 lagde stærkt pres på landet for at få det til at sende flygtningene fra urolighederne i den usbekiske by Andizjan i Ferganadalen tilbage. Ydermere har Usbekistan skærpet forholdene ved grænsen; efter de etniske uroligheder i 2010 blev forholdet yderligere anspændt. Derimod er forholdet til Kina godt; landene har indgået en grænseaftale, og aftaler om økonomisk samarbejde har ført til øget samhandel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig