Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karakalpakiske Republik

Oprindelige forfattere Kula og LP-H Seneste forfatter Redaktionen

Karakalpakiske Republik.

Karakalpakiske Republik.

Karakalpakiske Republik, Karakalpakstan, autonom republik i den vestlige del af Usbekistan; 164.900 km2, 1,57 mio. indb. (2008). Hovedstad Nukus (260.000, 2004). Republikken udgøres af det tørre lavland syd for Aralsøen med Amu Darjas floddelta som kerneområde. Området er præget af Sovjettidens storstilede udvidelse af bomuldsproduktionen, baseret på nyopdyrkning og kunstvanding af enorme arealer. Aftapningen af flodvand fra Amu Darja har medført omfattende miljøskader; bl.a. er en stor del af Aralsøen tørret ud, og store områder er ødelagt af tilsaltning. I tilknytning til landbruget er der en stor bomuldsindustri. Befolkningens hovedgrupper udgøres af karakalpakker (31%), kasakhere (27%) og usbekere (31%).

Den østlige del af området blev i 1873 annekteret af Rusland, mens den vestlige indgik i khanatet Khorezm, som i 1920 blev underlagt Sovjetrusland. Her mødte tvangskollektiviseringen af landbruget hård modstand, og en årrække var hele regionen direkte styret fra Moskva; den blev autonom republik i Usbekistan i 1936.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Kulavig, Lars Peder Poulsen-Hansen: Karakalpakiske Republik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104109