Gorno-Badakhsjan.

.

Gorno-Badakhsjan er et autonomt område i Tadsjikistan på grænsen til Afghanistan og Kina. Områdets areal er på 63.700 km2, og det har ca. 227.000 indbyggere (2019). Hovedstaden er Khorog. Gorno-Badakhsjan omfatter en stor del af bjergmassivet Pamir med bl.a. en af verdens højeste bjergtoppe, Ismoil Somoni (indtil 1998 kaldt Pik Kommunizma, 7495 m).

Befolkningen i Gorno-Badakhsjan består af tadsjiker, russere og kirgisere, der overvejende lever som bønder i det tyndtbefolkede og fattige bjergområde. En del af tadsjikerne, bla. sjugnantserne, rusjantserne og jazgulemtserne, taler østiranske sprog, som er uforståelige for andre tadsjiker; se pamirsprog.

Siden Sovjetunionens opløsning har Gorno-Badakhsjan været præget af politiske og etniske uroligheder, og en stærk regional bevægelse kræver større grad af autonomi inden for Tadsjikistan. De usikre forhold forstærkes af naboskabet til det urolige Afghanistan og beliggenheden på vigtige narkotikaruter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig