• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georgien (Historie)

Oprindelig forfatter SThei Seneste forfatter Redaktionen

Georgien har kun sjældent optrådt som en samlet politisk enhed; historisk er landet karakteriseret ved en udpræget regionalisering. Likhikæden, der forbinder Store og Lille Kaukasus, danner således et klart skel mellem de vestlige landsdele, dvs. Imeretien, Mingrelien, Meskhetien, Svanetien og Gurien, og de østlige, Kartli (Kartvelien) og Kakhetien, og dette har bevirket, at Vestgeorgien har været genstand for kulturindflydelse fra Middelhavsområdet via Sortehavet, mens Østgeorgien har modtaget afgørende påvirkning fra den iranske højslette via Kuradalen. Endelig har Kaukasusområdets geopolitiske placering betydet, at Georgien som regel har været behersket af større riger med rod i Anatolien eller Persien.

De første spor af mennesker i Georgien går tilbage til den tidlige stenalder. Fund fra den yngre stenalder vidner om bofaste stammer beskæftiget med kvæghold og agerbrug. Fra 3000-t. f.Kr. findes tegn på metalforarbejdning i bronze og fra 1500-t. i jern. Assyriske kilder omtaler en række urgeorgiske stammer, som i begyndelsen af 1000-t. f.Kr. bosatte sig i Anatolien og ved den østlige Sortehavskyst. Dette område kendes fra den græske mytologi som Kolkhis, der ret tidligt kom under græsk dominans. I 600-t. f.Kr. trængte andre stammer, på græsk benævnt iber, fra Anatolien gennem den øvre Kuradal og oprettede en kongemagt i landskabet Kartli, som grækerne kaldte Iberia. I 65 f.Kr. kom Iberia under Roms overhøjhed, men romerretten vandt ikke indpas, og som i den øvrige Nærorient har politik i Georgien stedse hvilet på personlig snarere end på institutionel tilknytning.

I begyndelsen af 300-t. e.Kr. antog kongen af Kartli kristendommen som modvægt til den persiske indflydelse, og i de følgende århundreder udgjorde de georgiske lande en permanent konfliktzone mellem Det Byzantinske Rige og Persien. Herunder blev Sortehavsregionen tættere knyttet til Det Byzantinske Rige, mens Kartli kom under persisk dominans. Til gengæld blev Kartlidialekten grundlag for det kirkelige skriftsprog. Først i slutningen af 400-t. lykkedes det Vakhtang Gorgasali at genetablere en uafhængig kongemagt, men allerede midt i 500-t. herskede lokale småfyrster på ny under enten persisk eller græsk overhøjhed, indtil araberne i 654 trængte ind fra Kuradalen og erobrede hele Østgeorgien.

Annonce

I 800-t. begyndte den første egentlige rigssamling af de georgiske lande, baseret på det fælles kirkesprog og anført af en armensk fyrsteslægt, bagratiderne. I 1122 tog kong David Agmasjenebeli (1089-1125) Tbilisi fra araberne, og navnet Sakartvelo blev fællesbetegnelse for både Vest- og Østgeorgien. Det middelalderlige Georgien havde sin guldalder under bagratidedronningen Tamar (1184-1213), men der blev gjort en ende på den med mongolernes indtrængen i Transkaukasien i 1220. I 1300-t. indtraf endnu en katastrofe med Timur Lenks gentagne invasioner. Den sidste hersker af det forenede Georgien var Alexander 1. (1412-43), og efter ham blev landet atter delt i flere indbyrdes stridende fyrstendømmer. Tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453 afskar de georgiske lande fra Europa, og i de følgende århundreder var de kastebold mellem Osmannerriget og Persien under safaviderne.

Rusland viste interesse for Georgien fra 1500-t., men var ikke stærkt nok til at gøre sig gældende. Med Persiens tiltagende interne svækkelse lykkedes det bagratiden Irakli 2. i 1762 at opnå magten over et forenet Kartli-Kakhetien. Imeretien i Vestgeorgien gjorde sig samtidig endegyldigt fri af osmannerne.

Den konstante trussel sydfra tvang nu Georgien til at søge hjælp fra Rusland, som i 1783 påtog sig at sikre landet til gengæld for dets accept af russisk overhøjhed. Ved et nyt persisk angreb i 1795 viste løftet sig imidlertid uden værdi, og Georgien måtte vælge enten at underkaste sig Rusland betingelsesløst eller gå til grunde. I 1801 blev Kartli-Kakhetien indlemmet og sat under russiske militærguvernører. Vestgeorgiens fyrstendømmer blev alle annekteret mellem 1810 og 1864.

Georgiens indlemmelse i Rusland satte skub i handel og industri, om end under dominans af armeniere og russere, da de fleste georgiere stadig var bønder. Samtidig skabte samlingen under en politisk myndighed og adgangen til uddannelse kulturel opblomstring og gryende national bevidsthed. På baggrund af et skærpet russisk styre fra sidst i 1800-t. bidrog dette til dannelsen af en stærk socialdemokratisk nationalbevægelse i de større byer.

Revolutionen i Rusland i 1905 medførte også uro i Georgien, og ved 1. Verdenskrigs afslutning i 1918 udråbte de georgiske mensjevikker landet til uafhængig republik. Denne anerkendtes af både England, Frankrig og de russiske bolsjevikker i 1920, men i januar 1921 trængte Den Røde Hær ind, og Georgien blev indlemmet i Sovjetrusland.

1922 indgik Georgien s.m. Armenien og Aserbajdsjan i Den Transkaukasiske Socialistiske Sovjetføderation, men blev 1936 gjort til fuldgyldig unionsrepublik. Sovjettiden prægedes i perioder af stærk undertrykkelse over for forsøg på opnåelse af større politisk selvstændighed. Det afvejedes delvis af den officielle nationalitetspolitik, som kulturelt favoriserede unionsrepublikkernes titulærnationer, men til gengæld medførte diskrimination af ikke-georgiske mindretal som abkhasere og sydossetere. I 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne havde Georgien en af de højeste levestandarder i Sovjetunionen; man nød godt af den sovjetiske turisme og en udbredt korruption. Efter Gorbatjovs lancering af perestrojka og glasnost ønskede befolkningen at få flere muligheder for at bestemme selv og begyndte at demonstrere for større uafhængighed af Moskva. Ved en fredelig demonstration i Tbilisi i april 1989 blev 19 demonstranter dræbt af sovjetiske soldater og flere hundrede såret, hvilket øgede georgiernes forbitrelse mod Moskva. Senere i 1989 krævede den autonome region Sydossetien større selvstændighed, hvorpå den georgiske ledelse ophævede regionens autonome status i 1990, og Sydossetien erklærede sig uafhængigt af Georgien. Derefter udbrød der voldsomme kampe mellem sydosseterne og georgierne.

I 1992 afsluttedes den væbnede konflikt med Sydossetien med indgåelse af en våbenhvile. I efteråret 1992 afholdtes der parlamentsvalg, og den hjemvendte Eduard Sjevardnadze blev valgt til parlamentsformand med status som statsleder. I oktober 1993 endte en blodig konflikt i Abkhasien med, at ca. 250.000 georgiere måtte flygte fra regionen, der erklærede sig uafhængig i 1994 og undertegnede en våbenhvile med den georgiske regering. Med uafhængigheden fra Sovjetunionen i april 1991 øgedes presset på mindretallene, og samtidig genopstod Georgiens historiske regionalisering. Det viste sig, da landets første folkevalgte præsident, mingreleren Zviad Gamsakhurdia, blev væltet i januar 1992.

Efter vedtagelsen af den ny forfatning i august 1995, der gav det nyoprettede præsidentembede vidtstrakte beføjelser, blev Eduard Sjevardnadze valgt som præsident med overvældende flertal, og det samme gentog sig ved præsidentvalget i 2000. Ved parlamentsvalgene har hans parti, Den Georgiske Borgerunion, ligeledes formået at erobre flertallet af de afgivne stemmer. Der blev dog rejst mistanke om valgfusk ved parlamentsvalget i 1999 og præsidentvalget i 2000. Sjevardnadze var genstand for to mordforsøg, i hhv. 1995 og 1998, og enheder blandt de væbnede styrker gjorde mytteri i både 1998 og 2001. Med sit flertal i parlamentet fik Sjevardnadze vedtaget flere vigtige love, og økonomien forbedredes, men den økonomiske krise i Rusland i 1998 ramte Georgien hårdt, og regeringen blev mere og mere korrupt. Forsøg på at komme den udbredte embedsmandskorruption til livs medførte adskillige regeringsomdannelser. Sjevardnadzes politik stødte på stadig større modstand, og ved lokalvalgene i 2002 havde oppositionen stor fremgang. Ved parlamentsvalget i november 2003 blev sejrherren ifølge det officielle valgresultat den koalition, der støttede Sjevardnadze. Det troede oppositionen ikke på, og under ledelse af Mikhail Saakasjvili rejste den en ublodig, folkelig protest, der blev kaldt Rosenrevolutionen. Sjevardnadze måtte træde tilbage i slutningen af november, og i januar 2004 blev Saakasjvili valgt til præsident med 96,3% af stemmerne. Ved et nyvalg af de 150 parlamentsmedlemmer, der vælges ved forholdstalsvalg på partilister, fik den nyskabte blok Den Nationale Bevægelse – Demokraterne flertal i parlamentet, og Saakasjvili satte sig straks for at genforene landet, bekæmpe korruptionen, integrere landet i de euro-atlantiske strukturer og etablere et venskabeligt forhold til Rusland. I maj 2004 fik Saakasjvili den mangeårige leder af den autonome republik Adsjarien til at træde tilbage, efter at denne ikke havde villet anerkende ham som præsident. Derefter forsøgte Saakasjvili at få genforenet Sydossetien med Georgien, men uden held, bl.a. fordi Rusland støtter regionen. Rusland gør også sin indflydelse gældende i Abkhasien, og derfor er konflikten med denne region heller ikke løst. I 2005 indvilgede Rusland i at nedlægge sine to militærbaser i Georgien inden udgangen af 2007, men forholdet til Rusland er fortsat spændt. Forholdet til EU og USA er godt. Saakasjvili ønsker at orientere Georgien mod EU, der har inkluderet landet i sin naboskabspolitik, og han arbejder på at udbygge kontakterne med NATO. Det nære forhold til USA fremgik af præsident George W. Bushs besøg i landet i maj 2005, og USA yder stor støtte til fremme af den økonomiske udvikling, ligesom amerikanske specialtropper siden 2001 har uddannet georgiske styrker i bekæmpelse af terrorisme.

I efteråret 2007 voksede den interne opposition mod Saakasjvili, efter at hans tidligere forsvarsminister Irakli Okruasjvili havde beskyldt ham for korruption og for at planlægge mord på en georgisk medieoligark, der støttede oppositionen. Okruasjvili blev arresteret, anklaget for bl.a. embedsmisbrug i sin tid som minister. Anklagerne fremkaldte store protestdemonstrationer i Tbilisi, hvor oppositionen beskyldte Saakasjvili for at være autoritær og for at gøre for lidt for at bekæmpe fattigdommen og krævede hans afgang. Den 7/11 blev en demonstration i Tbilisi opløst af politiet med brug af tåregas, knipler og vandkanoner. Samme dag erklærede Saakasjvili undtagelsestilstand i landet til 16.11.2007. og lukkede medieoligarkens uafhængige tv-station Imedi i fem måneder. Han udskrev derpå præsidentvalg før tiden til afholdelse 5.1.2008. Syv kandidater deltog i valget, som Saakasjvili vandt med 53,5% af stemmerne. Valgkampen og valghandlingen blev stærkt kritiseret af OSCE’s valgobservatører for ikke at leve op til OSCE’s og Europarådets standarder, bl.a. fordi Saakasjvili helt dominerede billedet. Det samme gjaldt parlamentsvalget, der blev afholdt før tiden 21.5.2008. Her dominerede Saakasjvilis parti, Den Forenede Nationale Bevægelse, valgkampen mellem de 12 opstillende partier og blokke, og den fik da også 120 ud af de 150 pladser i parlamentet. Samtidig med præsidentvalget afholdtes der folkeafstemning om georgisk medlemskab af NATO. 77% stemte for. På NATO-topmødet i Bukarest i april 2008 fik Georgien dog ikke den forventede medlemskabshandlingsplan, men kun et løfte om medlemskab en gang ad åre.

I sommeren 2008 blev forholdet til Rusland yderligere anspændt omkring udbryderrepublikkerne Abkhasien og især Sydossetien. Efter flere episoder ved grænsen til Sydossetien indledte Georgien den 8.8.2008 en invasion af området, hvorunder den sydossetiske hovedstad Tskhinvali blev bombarderet. Den russiske respons var øjeblikkelig og voldsom, og kom givetvis bag på den georgiske ledelse. Russiske styrker invaderede Sydossetien i stort tal, og der fandt flere bombardementer sted af militæranlæg og flybaser i Georgien. Efter få dage trak Georgien sig tilbage og forsøgte at få en våbenhvile i stand. Rusland pressede imidlertid på og drev de georgiske styrker helt ud af Sydossetien. Affæren bidrog til at svække Georgien afgørende; efter Ruslands anerkendelse af Sydossetien og Abkhasien i slutningen af august 2008 virker det ikke længere realistisk at Abkhasien og Sydossetien kan blive genintegreret i Georgien, og landets ønske om at blive optaget i NATO har sandsynligvis også lange udsigter.

Georgien er den 18.8.2009 officielt ikke længere medlem af SNG, efter præsident Mikheil Saakasjvilis beslutning den 12.8. om at forlade fællesskabet i politisk protest.

Læs mere om Georgien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Theisen: Georgien (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83407