Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aserbajdsjan - historie

Oprindelig forfatter MeDal Seneste forfatter Redaktionen

Ilham Alijev fotograferet ved sin indsættelse som præsident i Baku 2003.

Ilham Alijev fotograferet ved sin indsættelse som præsident i Baku 2003.

Aserbajdsjans grænser har været flydende, og i landets kulturarv indgår træk fra persiske, arabiske, tyrkiske og europæiske civilisationer.

Menneskets tilstedeværelse kan spores tilbage til palæolitisk tid. Fra 600-t. f.Kr. var Aserbajdsjan en del af Medien og kom fra 500-t. f.Kr. under achaimenidernes herredømme. I 300-t. f.Kr. erobredes Persien og dermed den nuværende iranske del af området (Azarbaidjan) af Alexander den Store. Omtrent på dette tidspunkt nævnes i græske kilder under navnet Atropatene en egentlig statsdannelse i området syd for grænsefloden Araks.

Omkring Kristi fødsel optrådte en ny statsdannelse i det nuværende Aserbajdsjan ved navn Albania med hovedbyen Kabala. I begyndelsen af 300-t. erstattedes den traditionelle ilddyrkelse med kristendommen, der blev gjort til statsreligion (den armenske kirke). Albania var imidlertid til stadighed truet af naboen i syd — fra 200-t. Sasanidedynastiet i Persien — og af tyrkisktalende nomadestammer fra nord. Området blev endvidere inddraget i de stadige krige mellem Rom og Byzans. Albaniaperioden, der strækker sig indtil 700-t., repræsenterer en betydelig økonomisk udvikling med stærk armensk kulturel påvirkning; i begyndelsen af 600-t. udvikledes et eget alfabet. Fra begyndelsen af 700-t. blev Aserbajdsjan erobret og islamiseret af araberne og lagt ind under kalifatet, men allerede fra midten af 800-t. opstod en række feudale småstater. Fra midten af 1000-t. blev det østlige Kaukasien invaderet af tyrkiske seldsjukker. Fra 1100-t. kan en betydelig udvikling iagttages inden for økonomi (især i byerhvervene), videnskab og litteratur; landet havde en betydelig eksport af bl.a. silke, uld, olie og keramik.

Annonce

Efterhånden blev tyrkisk dagligsprog, mens arabisk og persisk (farsi) fortsat var litteratursprog. Fra 1230'erne til 1360'erne var det østlige Kaukasien og det nordlige Iran under mongolerne, hvilket betød et økonomisk og kulturelt tilbageslag. Mongolerne afløstes i slutningen af 1300-t. af Timur Lenks herredømme.

Fra 1400-t. blev byen Shirvan centrum for en betydelig silkeproduktion og havde omfattende internationale forbindelser, bl.a. til Moskva. I politisk henseende var Aserbajdsjan og hele Østkaukasien i 1500- og 1600-t. under det persiske Safavidedynasti, grundlagt af den fromme Ismail 1. (1502-24). Under ham blev den shiitiske retning af islam gjort til statsreligion, men store befolkningsgrupper fastholdt dog sunniislam. I løbet af 1600-t. blev hele Kaukasien kastebold i krigene mellem Iran og Tyrkiet; fra begyndelsen af 1700-t. blandede Rusland sig. I 1723 erobrede det Baku, men den russiske tilstedeværelse blev i denne omgang kortvarig. I anden halvdel af 1700-t. registreredes i området nord for Araksfloden ca. 15 små statsdannelser præget af feudale forhold mellem gejstlige og verdslige godsejere på den ene side og bønder på den anden. I de første årtier af 1800-t. afstod Iran området nord for Araks til Rusland — først ved Gulistanfreden i 1813 (bl.a. Baku) og senere ved Turkmantjajfreden i 1828 (bl.a. Nakhitjevan). Dermed var grænserne for nutidens opdeling af Aserbajdsjan mellem Rusland og Iran lagt.

I slutningen af 1800-t. oplevede den russiske del en betydelig kapitalistisk udvikling, primært omkring oliebyen Baku og ikke mindst efter, at byen i 1883 ved jernbane blev forbundet med Tbilisi. Baku blev ligeledes centrum for den socialdemokratiske bevægelse i Rusland og fik generelt et meget kosmopolitisk præg. Omkring 1890 medførte en national vækkelse blandt de intellektuelle, at der etableredes et azeri-tyrkisk skriftsprog. Dermed defineredes de andre (som fx armeniere og kurdere) som fremmede. Aserbajdsjans arbejderbevægelse var aktiv i alle de russiske revolutioner. Den 31.10.1917 proklameredes Sovjetmagten i Baku, men den blev snart anfægtet, dels af andre interne politiske kræfter, dels pga. udenlandsk indblanding. Fra september 1918 til april 1920 regeredes Aserbajdsjan således af en koalition under ledelse af det nationalt orienterede parti Musavat ('lighed'), til dels støttet af tyrkiske og engelske invasionsstyrker. I april 1920 drog Den Røde Hær ind i Baku og genetablerede Sovjetmagten. Aserbajdsjan blev i 1922 en del af Sovjetunionen, indtil 1936 indirekte, dvs. som en del af Den Transkaukasiske Socialistiske Sovjetiske Føderation (sammen med Georgien og Armenien). 1936-91 var Aserbajdsjan en unionsrepublik inden for Sovjetunionen.

I Sovjetperioden mistede hovedstaden Baku sin betydning som internationalt oliecentrum. På den anden side oplevedes i denne periode en betydelig økonomisk og kulturel udvikling. Aserbajdsjan blev fx foregangsland i 1920'ernes sprogopbygning i Sovjetunionen, ikke mindst i den proces, hvor det arabiske alfabet erstattedes af det latinske og senere af det kyrilliske. Under Stalin og Khrusjtjov gennemførte de aserbajdsjanske kommunister en hårdhændet nationalitetspolitik mod de ikke-tyrkiske mindretal, hvis sprog konsekvent blev undertrykt i undervisning og generelt i kulturlivet.

Parlamentsvalgene i 1990, der var led i perestrojkaprocessen, gav kommunistisk flertal. Aserbajdsjan erklærede sig som uafhængig stat 30.8.1991. Ved det direkte parlamentsvalg i september 1991 valgtes den hidtidige partichef Ayaz Mutalibov til parlamentsformand. Han blev imidlertid styrtet allerede i marts 1992, hvorefter oppositionen (Den Nationale Folkefront) fik valgt sin kandidat Abulfez Eltjibej i juni 1992. Ved et oprør blandt de væbnede styrker med udgangspunkt i provinsbyen Gyandzha blev denne fordrevet i forsommeren 1993. Funktionen som fungerende statschef blev derefter overtaget af Gejdar Alijev, tidligere medlem af kommunistpartiets Politbureau i Moskva og førstepartisekretær i Aserbajdsjan. Senere samme år blev Alijev valgt til præsident af et overvældende flertal af befolkningen. I perioden 1988-94 var Aserbajdsjan indblandet i en blodig konflikt med Armenien om enklaven Nagorno-Karabakh; konflikten havde karakter af egentlig krig 1992-94.

En ny forfatning blev indført i 1995 efter en folkeafstemning, der ligesom parlamentsvalget samme år ikke levede op til demokratiske standarder. Valget blev vundet af præsidentens Nye Aserbajdsjanske Parti. Forfatningen giver vide beføjelser til præsidentembedet og har i praksis resulteret i præsidentvælde. Ved det ordinære præsidentvalg i 1998 blev Gejdar Alijev genvalgt, men hans regeringstid skabte ikke større politisk stabilitet. Oppositionen havde trange kår, og statsapparatet var genstand for tre mislykkede kupforsøg i hhv. 1994, 1995 og 1996. Armenske offensiver 1993-94 i krigen om Nagorno-Karabakh tvang Alijev til at indgå en våbenhvile, der stadig overvåges af OSCE. Fredsforhandlingerne er imidlertid stagnerende, og omkring 1/5 af Aserbajdsjans territorium er stadig besat af Armenien, ligesom Aserbajdsjans økonomiske blokade af Armenien opretholdes.

Ved parlamentsvalget i 2000 vandt præsidentens parti, men omstændighederne omkring valget fremkaldte kraftig kritik fra oppositionen og OSCE. I 2003 udnævnte en sygdomssvækket Gejdar Alijev sin søn Ilhám Alíjev til premierminister og udpegede ham som præsidentkandidat for det regerende Nye Aserbajdsjanske Parti. Ilham Alijev blev valgt i oktober og i december døde Gejdar Alijev. Ilham Alijev har siden konsolideret sin magt, og oppositionen har svært ved at komme til orde. Det Nye Aserbajdsjanske parti, som Alijev blev formand for i 2005, vandt samme år parlamentsvalget, der blev stærkt kritiseret af OSCE og Europarådet og fremkaldte protestdemonstrationer. Siden våbenhvilen med Armenien, der blev støttet af Rusland, er Aserbajdsjans forhold til sin nordlige nabo blevet gradvis bedre og bedre, ikke mindst med Vladimir Putins tiltræden som præsident i 2000 og iværksættelsen af terrorbekæmpelsen efter 11. september 2001. Aserbajdsjan har også gode relationer til Tyrkiet, der deltager i den økonomiske blokade af Armenien. Anlæggelsen af olieledningen fra Baku til Ceyhan har yderligere knyttet de to lande sammen. Derimod er forholdet til Iran blevet noget anspændt, bl.a. på grund af uenigheden om delingen af Det Kaspiske Hav mellem kyststaterne. For USA udgør Aserbajdsjan et springbræt til antiterroroperationerne i Irak og Afghanistan. I 2004 blev Aserbajdjsan omfattet af EUs naboskabspolitik, og i 2008 åbnede EU en permanent mission i Baku.

Efter konflikten mellem Georgien og Rusland i august 2008 er det blevet sværere for Aserbajdsjan at balancere mellem Rusland og Vesten. Foreløbig har landet søgt at styrke sine forbindelser med Vesten på det sikkerheds- og energipolitiske område uden at svække de militære og økonomiske forbindelser med Rusland. Imidlertid er Vesten stærkt interesseret i nye olie- og gasprojekter med aserbajdsjansk deltagelse, mens Rusland gerne ser en udbygning af de energimæssige forbindelser med Aserbajdsjan. I oktober 2008 vandt præsident Ilham Alijev præsidentvalget med 87% af de afgivne stemmer. I valget deltog syv kandidater, og valgdeltagelsen var på 75%. OSCE's valgobservatører udtalte, at valget ikke levede op til internationale standarder. Det samme gjaldt folkeafstemningen i marts 2009, hvorved Alijev med overvældende flertal fik hjemmel til at sidde mere end to perioder à fem år, i realiteten på livstid.

Læs mere om Aserbajdsjan.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Dalsgaard: Aserbajdsjan - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40823