Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Armenien - historie

Oprindelig forfatter HLeh Seneste forfatter Redaktionen

I Armeniens legendestof knyttes nationens forhistorie til de bibelske slægtsregistre og til stormagter som Assur. Arkæologisk er især den eventuelle forbindelse til Urarturiget og dets højtstående materielle kultur af interesse. Indskrifter og navne giver fingerpeg om armensk tilstedeværelse nord og vest for søen Van i det nuværende Østtyrkiet i 700-tallet f.Kr.

Egentligt kildemæssigt grundlag for Armeniens historiske eksistens får vi dog først med perserkongen Dareios' omtale af sin sejr over armenierne (ca. 520 f.Kr.), med skildringer af Herodot samt i senere armenske historikeres tilbageblik.

Den første enkeltperson, der træder tydeligt frem på den historiske scene mellem Rom og Partherriget, er kong Tigranes den Store (95-ca. 55 f.Kr.). Han repræsenterer et tidligt — siden ofte gentaget — forsøg på at samle sandsynligvis oprindeligt små, uafhængige fyrstendømmer.

Annonce

Armenien blev tidligt kristnet (se armenske kirke), og med skabelsen af eget alfabet i beg. af 400-t. indledtes en omfattende litterær og kulturel aktivitet med rod i kristendommen og i et fælles indoeuropæisk sprog. Armenien markerede sig selvstændigt politisk og kulturelt, først mellem Romerriget og Perserriget, siden mellem Byzans og Baghdadkalifatet (Anı), men var ofte afhængigt af stormagternes styrke og politiske holdning.

Grænserne var meget skiftende, og også den indre enhed var af svingende soliditet; ofte stod en eller flere persiskprægede fyrsteslægter over for mere vestligt (især byzantinsk) orienterede fyrstehuse, og stærke persiske og fra ca. 700 arabiske kulturimpulser gjorde sig gældende; således blev romerretten aldrig indført i Kaukasien. Mod slutn. af 1000-t. blev det gamle Armenien med centre i bl.a. Anı og det nuværende Jerevan løbet over ende af den første "tyrkiske bølge", seldsjukkerne. Mange udvandrede mod syd, og i Kilikien opstod et nyt "Lille-Armenien", der eksisterede indtil 1375.

Dette rige var en betydningsfuld forbundsfælle for vesteuropæiske korsfarere, og mange bånd blev knyttet til vestlig (romersk/frankisk) kultur, politik og teologi. Samtidig udfoldedes et særligt indre liv med tilvirkning af rigt illuminerede håndskrifter, med opførelse af kirker, klostre og fæstninger samt med litterær aktivitet inden for poesi, teologi og historie.

Fra ca. 1400 måtte armenierne indordne sig under Osmannerriget, ofte som en respekteret middelklasse med håndværks- og handelsmæssige funktioner. I Istanbul og Jerusalem blev der oprettet armenske patriarkater, som især var administrative led mellem den armenske befolkning og den øverste islamiske myndighed.

I perioder opstod gnidninger mellem forskellige befolkningsgrupper i Osmannerriget, men først med Istanbul-sultanatets dekadence i slutningen af 1800-t. blev armenierne en særlig truet minoritet. Alvorlige massakrer fandt sted i 1870'erne og 1890'erne.

Armenierne havde forhåbninger til den ungtyrkiske bevægelse — i retning af en anerkendt armensk eksistens inden for et nyt tyrkisk rige — men allerede omkring 1900 og definitivt under 1. Verdenskrig genoptog det ungtyrkiske styre en etnocentrisk politik, som førte til store massakrer i 1915, der af armenierne blev betegnet som folkedrab, idet formentlig mindst 3/4 af den armenske befolkning i det daværende Tyrkiet blev dræbt eller fordrevet. De følgende års politik førte udrensningen videre.

Løsningen af det armenske spørgsmål ved fredsforhandlingerne efter verdenskrigen, hvor bl.a. den amerikanske præsident Wilson foreslog et Storarmenien fra Transkaukasien til Kilikien, førte efter et kort intermezzo (1918-20) med et lille uafhængigt Armenien med Jerevan som hovedstad til en sovjetrepublik, der var noget mindre af udstrækning. Befolkningen her bestod dels af efterkommere af den gamle armenske befolkning med rødder tilbage i oldtid og middelalder, dels af flygtninge fra Tyrkiet.

Samtidig voksede antallet af armeniere i udlændighed voldsomt. Armenieres tilstedeværelse i mange mellemøstlige centre går tilbage til middelalderen, men antallet af armeniere her og i Vesteuropa, Latinamerika og ikke mindst i Nordamerika øgedes især efter massakrerne i 1870'erne, 1890'erne, 1910'erne og 1920'erne. Det sovjetiske Armenien nåede et relativt højt videnskabeligt, teknisk og industrielt stade med bl.a. kemisk og elektronisk industri, men med miljøproblemer til følge, fx ved sænkningen af Sevansøens spejl. Sovjetunionens opløsning fandt sted samtidig med Armeniens konflikt med Aserbajdsjan om enklaven Nagorno-Karabakh med armensk-kristen befolkning og status af autonom region, men omsluttet af det islamiske Aserbajdsjan. Konflikten viste bl.a. Armeniens umådelige sårbarhed på kommunikationsområdet, idet al trafik nordfra går gennem enten Aserbajdsjan eller Georgien.

En ny forfatning blev indført i 1995 efter en folkeafstemning. Den giver vide beføjelser til præsidentembedet både med hensyn til udpegelse af regering og højere embedsmænd i provinsen. Levon Ter-Petrosjan blev i 1996 genvalgt som præsident. Efter sin tiltrædelse afviste han sammen med sine skiftende regeringer fortsat indlemmelsen af enklaven Nagorno-Karabakh i Armenien. Armenien anerkendte heller ikke den selvudråbte republik Nagorno-Karabakh. Under kamphandlingernes eskalation 1992-94 bidrog Armenien reelt til enklavens løsrivelse fra Aserbajdsjan med både politisk og militær bistand. Dette var imidlertid ikke tilstrækkeligt for Armeniens yderligtgående nationalister, og på en baggrund af økonomisk ruin og anklager om korruption og magtmisbrug måtte Ter-Petrosjan træde tilbage i 1998. Ved et ekstraordinært præsidentvalg valgtes i stedet Nagorno-Karabakhs tidligere præsident Robert Kotjarjan. Præsidentskiftet formåede dog ikke at øge statens politiske stabilitet. I 1999 trængte bevæbnede personer således ind i parlamentet og dræbte seks af dets medlemmer, heriblandt premierministeren.

Oppositionen kunne dog ikke samles om en fælles leder, og i marts 2003 blev Kotjarjan genvalgt som præsident for endnu fem år. Såvel præsidentvalget som parlamentsvalget i maj 2003, som blev vundet af præsidentens støtteparti, blev stærkt kritiseret for uregelmæssigheder af oppositionen og internationale observatører. I 2004 afholdt oppositionen flere demonstrationer mod præsidenten. Efter anbefaling fra Europarådet vedtoges det i 2005 ved en folkeafstemning at ændre forfatningen med henblik på at bringe den i overensstemmelse med europæiske normer for fx menneskerettigheder og demokrati. Herved blev præsidentens magt væsentligt begrænset. Ved parlamentsvalget i maj 2007 fik den siddende premierminister Serzj Sarkisjans parti, Armeniens Republikanske Parti, en tredjedel af stemmerne og dannede regering sammen med partiet Velstående Armenien. Internationale observatører erklærede, at valget stort set levede op til internationale standarder, mens oppositionen talte om udbredt valgfusk. Ved præsidentvalget i februar 2008 vandt Serzj Sarkisjan med 52,8% af stemmerne over Levon Ter-Petrosjan, der havde gjort politisk comeback og fik 21,5% af stemmerne. OSCE udtrykte behersket tilfredshed med valget, men Ter-Petrosjan protesterede mod valgresultatet, som efter hans mening var forfalsket. Han iværksatte store protestdemonstrationer i Jerevan og blev sat i husarrest, da myndighederne den 1/3 ryddede den centrale plads i Jerevan for demonstranter, og den siddende præsident Robert Kotjarjan indførte en 20 dages undtagelsestilstand. Ved den lejlighed omkom 10 personer, og ca. 250 blev såret. I juni, august og september 2008 stod Ter-Petrosjan igen i spidsen for massedemonstrationer, der krævede nyvalg af såvel præsident som parlament. Siden sin tiltrædelse har Serzj Sarkisjan først og fremmest truffet foranstaltninger til at bekæmpe den udbredte korruption blandt embedsmændene. På grund af konflikten omkring Nagorno-Karabakh har Armenien et anstrengt forhold til Aserbajdsjan, og armeniernes ønske om at få massakrerne i 1915 anerkendt som folkedrab belaster forholdet til Tyrkiet. Begge naboer opretholder en effektiv økonomisk blokade af Armenien. I 2008 skete der dog en bemærkelsesværdig optøning af forholdet mellem Armenien og Tyrkiet. Diplomater fra de to lande førte fortrolige forhandlinger om en tilnærmelse, og det foreløbige højdepunkt var den tyrkiske præsidents uofficielle besøg i Jerevan i september 2008 i forbindelse med den første fodboldlandskamp nogensinde mellem Tyrkiet og Armenien. Landets landværts forbindelser med omverdenen foregår gennem Georgien og Iran, som det har gode forhold til. Rusland er Armeniens vigtigste strategiske partner i regionen, og de to lande har indgået en aftale om stationering af russiske tropper i Armenien. Takket være den armenske diaspora har Armenien nære forbindelser med USA, og landet ønsker nærmere samarbejde med NATO, men ikke medlemskab. I 2004 blev Armenien omfattet af EU's naboskabspolitik.

Læs mere om Armenien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Lehmann: Armenien - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40292