Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ufa

Oprindelige forfattere BKle og LP-H Seneste forfatter Redaktionen

Ufa, hovedstad i republikken Basjkortostan i Den Russiske Føderation; 1,06 mio. indb. (2010). Ufa er industriby, trafikknudepunkt og kulturcentrum i den stærkt udviklede erhvervsøkonomiske region Ural. Byen blev grdl. 1574 som russisk fæstning ved den sejlbare flod Belaja, biflod til Kama. Den blev et vigtigt handelscentrum på hovedvejen til Sibirien.

Den industrielle udvikling tog fart i slutningen af 1800-t. og fortsatte i sovjetperioden. Fra 1950'erne blev Ufa centrum for olieraffinering og andre følgevirksomheder i Urals olieproduktion. Ufa har mange højere læreanstalter og forsknings- og kulturinstitutioner, og siden 1788 har byen været sæde for muftien, lederen af islam i Rusland. Ufas kunstmuseum har navn efter maleren M.V. Nesterov, der fødtes i byen. Blandt byens arkitekturmonumenter er Treenighedskirken fra slutningen af 1500-t., moskéen fra 1830 og Ærkebispens Hus fra begyndelsen af 1800-t.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger Kledal, Lars Peder Poulsen-Hansen: Ufa i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176403