Nizjnij Novgorod er en russisk provinshovedstad ca. 400 km øst for Moskva; den har 1,25 millioner indbyggere (2010). Byen ligger på Volgas højre bred og på begge sider af dens biflod Oka.

Faktaboks

Også kendt som

Gorkij, byens navn fra 1932 til 1991

Nizjnij Novgorod er et vigtigt transportcenter med meget store sværindustrielle virksomheder: skibsværfter, flyfabrik og landets største bilfabrik, GAZ. Elforsyningen kommer bl.a. fra et stort vandkraftværk, anlagt 1948-1956. Byen har et universitet og en række kulturinstitutioner. Kunstmuseet har en meget fin og repræsentativ samling af russisk malerkunst.

Nizjnij Novgorods historie og mindesmærker

Nizjnij Novgorod blev grundlagt i 1221. Byen var fra 1350 sæde for en storfyrste, der var blandt de ledende i Rusland, indtil han i 1392 måtte underkaste sig Moskvafyrsten. Det nuværende kremls mure er fra ca. 1510, da byen blev Moskvas forpost mod tatarerne.

I 1800-tallet blev Nizjnij Novgorod en vigtig industriby og frem for alt Ruslands vigtigste markedsby; det årlige marked tiltrak tusindvis af handlende. Børsbygningen fra 1890, der blev smukt restaureret i 1990'erne, og en række klassiske borgerhuse fra 1800-tallet vidner om den førrevolutionære storhedstid.

I Sovjettiden blev byen under navnet Gorkij (fra 1932) centrum for det voksende militær-industrielle kompleks, og den var lukket for udlændinge indtil 1991. Menneskerettighedsforkæmperen Andrej Sakharov var 1980-1986 forvist hertil; hans lejlighed er indrettet som mindestuer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig