Lipetsk er en russisk provinshovedstad 400 km sydøst for Moskva med 509.000 indbyggere (2018). Byen, der ligger ved Voronezj, en biflod til Don, har meget store sværindustrielle komplekser, kemisk industri og forbrugsvareindustrier. Den er samtidig en af Ruslands ældste kurbadebyer med bl.a. svovl- og mudderbade.

Faktaboks

Etymologi

Byens navn er afledt af russisk lipa 'lindetræ'.

Byens historie

Fra 1200-tallet kendes en fæstning, som befandt sig på det sted, hvor Lipetsk i dag ligger, men det er omdiskuteret, om der er en direkte forbindelse mellem denne bebyggelse og den moderne by, hvis historie med sikkerhed går tilbage til 1702. Da opstod der jernindustri langs floden på Peter den Stores initiativ, og den landsby, der voksede op omkring den, hed først Lipskij; navnet Lipetsk stammer fra 1769. Den har været kurbadeby siden 1802.

Provinsen Lipetsk

Lipetsk er også navnet på den provins (oblast), hvor byen Lipetsk er hovedstad. Der bor i alt ca. 1,2 millioner mennesker i provinsen, hvis næststørste by er Jelets med skønsmæssigt 104.000 indbyggere (2018). Landbrugsområderne har frugtbar sortjord, chernozem.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig