Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Krasnodar

Oprindelige forfattere BKle og LP-H Seneste forfatter Redaktionen

Krasnodar, indtil 1920 Jekaterinodar, provinshovedstad i den sydligste del af Europæisk Rusland; 744.900 indb. (2010). Byen strækker sig 10 km langs med Kubanflodens højre bred i et frugtbart landbrugsområde. Kuban og flere af dens bifloder er opdæmmet til elproduktion og kunstvanding, og byens letindustrier forarbejder lokale landbrugsprodukter, uld, læder, planteolier og tobak. Efter 2. Verdenskrig er der yderligere anlagt store kemiske og andre sværindustrielle virksomheder.

Byen er opstået ved et fæstningsanlæg, anlagt 1793 efter den russiske erobring af den vestlige del af Nordkaukasus; den var centrum for kosakkernes kamp mod Sovjetregeringen 1917-20 (Kubanskaja Rada). Trods store ødelæggelser under kampene i forbindelse med den tyske besættelse 1942-43 har byen mange velrestaurerede borgerhuse i provinsklassicisme og jugendstil.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger Kledal, Lars Peder Poulsen-Hansen: Krasnodar i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=110748