Ivanovo er en russisk regionshovedstad 250 km nordøst for Moskva ved floden Uvod; den har ca. 405.000 indbyggere (2020). Byen er centrum for Ruslands tekstilindustri og har desuden virksomheder, der fremstiller tekstilmaskiner og farvestoffer, foruden metalindustri. Den har universitet og andre højere læreanstalter, teatre og tekstilmuseum.

Faktaboks

Etymologi

Byen har navn efter Ivan 4. den Grusomme.

Også kendt som

Ivanovo-Voznesensk (indtil 1932)

Ivanovos historie

Kejser Peter 1. den Store grundlagde i 1710 en tekstilmanufaktur ved Ivanovo, og byen udviklede sig 1750-1850 fra landsby til industriby. I midten af 1800-tallet fandtes her ca. 130 virksomheder, hvoraf nogle med over 1000 ansatte, og Ivanovo blev kendt som "det russiske Manchester". Udgangspunktet for udviklingen var tilstrømning af livegne bønder, der opgav landbruget på grund af jordens dårlige beskaffenhed. Produktionen omfattede først linned- og bomuldsvævning, senere jern- og kobberstøbning, maskinfremstilling m.m. Mange tidligere bønder tjente efterhånden så godt, at de kunne købe sig fri af godsejeren.

I 1890'erne var der omfattende strejker i Ivanovo, og under revolutionen i 1905 oprettedes her de første lokale arbejderråd, sovjetter. I 1918 var byen midlertidig hovedstad for revolutionsregeringen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig