Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Groznyj

Oprindelige forfattere LP-H og M-LMa Seneste forfatter Redaktionen

Groznyj, hovedstaden i republikken Tjetjenien i Den Russiske Føderation; 271.600 indb. (2010). Før de tjetjenske krige var befolkningen på ca. 400.000, heraf 48% russere. Efter opdagelsen af olieforekomster i slutningen af 1800-t. udviklede byen sig til et af Ruslands betydelige industricentre. Olieudvindingen øgedes i Sovjetperioden og fulgtes af en massiv russisk indvandring.

Groznyj er russisk 'streng, truende', efter Ivan Groznyj 'Ivan den Grusomme'.

Groznyj ligger i et jordskælvsområde, og de fleste bygninger er lavtbygget. Sammen med enkelte monumentalbygninger i byens centrum gav det Groznyj en særlig karakter. Under Den Russisk-tjetjenske Krig blev store dele sønderskudt; mange af byens institutioner blev ødelagt eller sat ud af funktion. Siden er store dele af byen blevet genopbygget, bl.a. med skyskrabere og en moské (2008), der regnes for Europas største.

Historie

Groznyj blev grundlagt 1818 af den russiske general Jermolov som befæstet base for straffeekspeditioner mod de oprørske tjetjenere og andre kaukasiske bjergfolk. I 1922 blev byen administrationsby for Det Tjetjenske Autonome Område og senere for Den Tjetjeno-ingusjiske Autonome Republik. I 1944 blev tjetjenerne og ingusjerne forvist til Sibirien, men efter rehabiliteringen af de to folk i 1956 blev Groznyj atter hovedstad. Da ingusjerne i 1991 meldte sig ud af Tjetjeno-Ingusjien, blev byen hovedstad i den selvudråbte, selvstændige republik Tjetjenien. I december 1994 rykkede russiske kampstyrker ind i Tjetjenien, og Groznyj blev centrum for de heftigste kampe med store ødelæggelser til følge. Produktionen, herunder den vigtige olie- og maskinbygningsindustri, gik i stå, og hovedparten af befolkningen flygtede til naborepublikkerne eller Rusland. Efter tilbagetrækningen af russiske tropper i 1996 forestod et vældigt genopbygningsarbejde. Det blev afbrudt, da russiske styrker i 2000 igen indtog byen, der i 2002 tilmed blev ramt af store oversvømmelser.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peder Poulsen-Hansen, Märta-Lisa Magnusson: Groznyj i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86112