Terek, flod i Nordkaukasus; 623 km lang. Den udspringer i nærheden af bjerget Kazbek i Georgien, løber gennem Nordossetien, Ingusjetien, Tjetjenien og Dagestan og udmunder i et 4000 km2 stort delta ved Det Kaspiske Hav. Floden driver to vandkraftværker. Tereks øvre løb er en rivende bjergflod og et ofte forekommende motiv i den russiske musik og litteratur (bl.a. hos Lermontov).