Sakha-Jakutien

Sakha-Jakutien, republik i Den Russiske Føderation, beliggende i det østlige Sibirien; arealmæssigt den største administrative enhed blandt landets 83 regioner; 3,1 mio. km², 958.500 indb. (2010), heraf 50% jakuter, som er af blandet tyrkisk-mongolsk oprindelse. Hovedstad Jakutsk. 38% af befolkningen er russere, der er ankommet i bølger, siden koloniseringen indledtes i begyndelsen af 1600-t. Andre indvandrede folk er ukrainere, hviderussere, tatarer og burjater, mens de oprindelige nordlige folk kun udgør fåtallige grupper.

Sakha-Jakutien er meget tyndtbefolket, og i de 40% af republikken, der ligger nord for polarcirklen, bor der under 1 person pr. 100 km². Foruden Jakutsk ved Lenafloden er der 11 mindre byer og 65 bygdeområder, mange afsides beliggende i det enorme territorium.

Størstedelen af Sakha-Jakutien er dækket af bjerge; mod øst og NØ Verkhojansk- og Tjerskijbjergene og mod vest De Midtsibiriske Bjerge. Mod nord findes arktiske lavlandsområder omkring floderne Jana, Indigirka og Kolyma. Klimaet er overalt fastlandsklima med ret lune, men korte somre og lange, strenge vintre. Den lille by Ojmjakon er kendt som kuldepol med gnsntl. januartemperaturer på omkring −50 °C.

Sakha-Jakutien er verdens næststørste diamantproducent (efter Sydafrika) og står for 90% af Ruslands produktion. Derudover findes store reserver af en lang række mineraler, men kun en mindre del af Sibiriens olie og naturgas. 80% af området ligger i tajgazonen med vældige skovarealer og søer og floder i tusindvis. Diamantudvindingen foregår især ved Lenabifloden Viljuj, og guldproduktion ved Indigirka, Jana og Aldan, en anden biflod til Lena. Energi til minedrift og industri kommer fra flere store vandkraftværker.

En i perioder ensidig og forceret fokusering på industri har skabt store økonomiske, sociale, økologiske og demografiske problemer. Flere områder er erklæret for økologiske katastrofeområder som følge af industriforurening, intensiv skovhugst og opdæmning af floder, men også efter atomvåbenprøvesprængninger i den nordlige tundra i 1960'erne.

Trods de klimatiske betingelser har Sakha-Jakutien en betydelig landbrugssektor. Vigtigst er kvægavlen i de sydlige områder, hvor tajgaen går over i steppevegetation. Her finder man også jakuternes traditionelle hesteopdræt. Hestene bruges til både kød- og mælkeproduktion, og hoppemælk, kumys, er jakuternes nationaldrik. I permafrostområderne mod nord findes stadig rensdyravl, suppleret med fiskeri og jagt.

Sakha-Jakutien har en fortid som forvisningssted for dissidenter, bondeoprørere og religiøse afvigere i zartidens Rusland. I Sovjettiden var bl.a. Kolymaområdet et af de mest berygtede i GULag-systemet.