Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tjetjenien

Oprindelige forfattere ABN, LP-H, M-LMa og TP Seneste forfatter Redaktionen

Tjetjenien, republik med omstridt status i Den Russiske Føderation, en af landets 83 regioner; 16.000 km2, 1,27 mio. indb. (2010). Hovedstad: Groznyj.

Tjetjenien ligger på nordsiden af Store Kaukasus; grænserne til Georgien og Dagestan udgøres af 3000-4000 m høje bjergkæder. Fra Kaukasus skråner det sneklædte bjerglandskab mod lavere forbjerge, der gradvis afløses af lavland, dækket af tætte skove og gennemskåret af en række floder, der løber mod NØ. De fleste er bifloder til Sunzja, som efter at have passeret gennem Groznyj flyder ud i Terek.

Området nord for Terek, der indtil 1957 hørte ind under Stavropolregionen, og som historisk har været beboet af russiske kosakker, er overvejende steppeland. I Groznyjområdet ligger flere betydelige oliefelter, og i Sovjetperioden blev der opbygget raffinerings- og petrokemisk industri. Under de russisk-tjetjenske krige i 1990'erne led olieindustrien imidlertid stor skade; det gælder også en strategisk vigtig olierørledning, som løber på tjetjensk territorium fra Baku i Aserbajdsjan til Novorossijsk ved Sortehavet. Ud over olie har Tjetjenien ingen råstoffer af betydning, og den øvrige industri er svagt udviklet. Indtil midten af 1990'erne var landet stort set selvforsynende med landbrugsvarer. De vigtigste produkter stammede fra kvægbrug, kornavl og havebrug.

Annonce

Tjetjenerne udgjorde i 1990 57% af den samlede befolkning på 1,3 mio. i den tjetjeno-ingusjiske dobbeltrepublik. Ingusjerne udgjorde 13%, og russere, der for de flestes vedkommende levede i Groznyj, udgjorde 23%. Ca. 165.000 tjetjenere levede uden for landet; især i de nordkaukasiske naborepublikker, i Moskva og i Volga-Uralområdet. Hertil kommer tjetjenske diasporagrupper i Centralasien, hvortil hele den tjetjeno-ingusjiske befolkning var forvist 1944-57. Efterkommere af tjetjenere, der blev fordrevet i kølvandet på den russiske annektering i midten af 1800-t., lever bl.a. i Tyrkiet og Jordan.

Ifølge russiske oplysninger kostede krigen i 1994-96 30.000-80.000 civile livet. Både under denne og den efterfølgende krig, der brød ud i 1999, flygtede mere end 200.000. I 2004 hævdede de tjetjenske oprørere, at de føderale styrker havde dræbt over 250.000 mennesker, herunder 42.000 børn, i Tjetjenien siden 1994. De officielle dødstal for de føderale styrker er på over 10.000, men menes at være væsentligt højere. Alle rapporter om antal af døde og overlevende er dog behæftet med stor usikkerhed.

Den tjetjenske klanstruktur har i kombination med religiøs organisering i sufibroderskaber spillet en afgørende rolle både i den historiske og i den aktuelle modstandskamp mod centralmagten i Moskva. Lavlandsklanerne har traditionelt været mere forsonligt indstillet over for den russiske centralmagt end bjergklanerne i det sydlige Tjetjenien, også kaldet Itjkerija. Se også Kaukasus.

Historie

I lighed med andre klan- og stammesamfund i Nordkaukasus lykkedes det tjetjenerne at bevare en betydelig selvstændighed indtil 1760'erne, da Ruslands ekspansion ind i området blev indledt. Nu fulgte en lang, forbitret kamp, ikke mindst i årtierne op til den endelige russiske erobring i 1859. Sammenstød med især kosakkerne var fortsat hyppige efter erobringen, og tjetjenerne blev presset op i bjergene mod syd.

Som led i bolsjevikkernes del og hersk-politik i Nordkaukasus oprettedes 1922 et tjetjensk autonomt område, der i 1934 blev slået sammen med naboområdet, der rummede de mindre talrige ingusjere. To år senere opgraderedes de to områder til Den Tjetjeno-ingusjiske Autonome Republik. Efter falske beskyldninger om samarbejde med tyskerne blev republikken i 1944 nedlagt, og befolkningen (400.000 tjetjenere og 90.000 ingusjere) deporteret til Centralasien med enorme tab af menneskeliv til følge. Efter rehabilitering i 1957 vendte befolkningen tilbage, og republikken genoprettedes. Hadet til russerne og perestrojkaånden i Moskva førte til, at tjetjenerne fra slutningen af 1980'erne søgte uafhængighed. Under ledelse af deres nyvalgte præsident,Dzhokhar Dudajev, erklærede tjetjenerne sig i november 1991 for uafhængige af Rusland; Ingusjien udskiltes året efter. Gennem en brutal krig forsøgte Rusland 1994-96 forgæves at tvinge Tjetjenien tilbage i Den Russiske Føderation. Khasavjurt-fredsaftalen af august 1996 indebar, at Tjetjeniens status skulle fastlægges inden 2001. I de følgende år var Tjetjenien reelt selvstændigt, og Aslan Maskhadov valgtes til præsident i januar 1997. Hans magt svækkedes dog hurtigt, og republikken blev præget af rivaliserende krigsherrer og lovløshed. Bl.a. derfor genoptog Rusland krigen i 1999, nu med større held, og i 2000 kunne russerne indtage den sønderbombede hovedstad, Groznyj.

Det lykkedes dog ikke at bringe kamphandlingerne til ophør. I bjergene i landets sydlige del er guerillaer fortsat (2007) aktive, og selv i byerne finder der med mellemrum angreb på russiske tropper sted.

Efter terrorangrebet på USA den 11.9.2001 har den russiske administration set krigen i Tjetjenien som et led i kampen mod den globale terrorisme. Dette begrundes bl.a. i, at et antal tjetjenere har været aktive på al-Qaedas og Talebans side i Afghanistan. I 2000 indsatte de føderale myndigheder i Moskva den tjetjenske mufti, Akhmed Kadyrov (1951-2004), der tidligere havde stået på oprørernes side, som leder af administrationen i Groznyj.

Tjetjeniens status blev ikke fastlagt i 2001, men i marts 2003 vedtoges ved en omstridt folkeafstemning en ny tjetjensk forfatning, ifølge hvilken Tjetjenien er en del af Den Russiske Føderation, og i oktober 2003 blev Akhmed Kadyrov valgt til præsident. Han blev myrdet ved et attentat i maj 2004, og i september 2004 valgtes indenrigsminister Alu Alkhanov (f. 1957) til præsident.

Det lykkedes dog ikke de russiskstøttede ledere at normalisere forholdene i republikken. Ved parlamentsvalget i november 2005 blev over halvdelen af pladserne besat af kandidater for det landsdækkende parti Forenet Rusland, der støttede præsident Putin. Ved siden af den Moskvavenlige ledelse fortsatte Aslan Maskhadov i de tjetjenske oprøreres forståelse som præsident for den uafhængige Tjetjenske Republik Itjkerien og forsøgte som sådan at føre en mere forsonlig politik over for Putin end de mere yderliggående tjetjenske oprørere, som var under Sjamil Basajevs ledelse indtil han blev dræbt i juli 2006. I februar 2005 opfordrede Maskhadov Moskva til våbenstilstand og fredsforhandlinger, men i marts samme år blev han dræbt af føderale styrker i Tjetjenien. I februar 2007 blev Alkhanov afskediget af Ruslands præsident Putin, der i hans sted udnævnte Akhmed Kadyrovs søn, Ramzan Kadyrov, som havde været den reelle leder af republikken siden faderens død, bl.a. i kraft af sin personlige væbnede milits på omkring 10.000 mand. Under Ramzan Kadyrov var der kommet gang i genopbygningen af Tjetjenien, og levestandarden var forbedret, men 80% af befolkningen vurderedes ifølge WHO i efteråret 2006 at ligge under den russiske fattigdomsgrænse. Dertil kommer, at korruption er et stort problem. Kadyrov er tilhænger af en styrkelse af den føderale magt i Rusland. Han har lovet at forbedre menneskerettighedssituationen, som ifølge Europarådets menneskerettighedskommissær stadig ikke overholdes, idet bl.a. anvendelse af tortur er udbredt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Lars Peder Poulsen-Hansen, Märta-Lisa Magnusson, Thomas Petersen: Tjetjenien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172616