• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pskov

Oprindelige forfattere Kula, Lind og LP-H Seneste forfatter Redaktionen

Pskov, by i Rusland nær grænserne til Estland og Letland; 203.300 indb. (2010). Pskov er en af Ruslands bedst bevarede fæstningsbyer fra middelalderen; byens katedral er fra 1600-t. Byen er i dag bl.a. jernbaneknudepunkt for Baltikums forbindelser med Sankt Petersborg.

Pskov er en af Ruslands ældste byer og første gang omtalt i 903. Byen var Novgorods vigtigste udpost mod SV og udviklede sig til en betydelig handels- og fæstningsby, der knap stod tilbage for Novgorod. Fra 1200-t. ses separatistiske tendenser, og 1348-1510, da byen blev underlagt Moskva, var Pskov med opland i realiteten uafhængig. Fra 1777 var byen centrum for et guvernement af samme navn. I og omkring byen findes flere klostre og kirker, som repræsenterer den særprægede Pskovarkitektur, der i 1500-t. øvede betydelig indflydelse på moskovitisk kirkearkitektur.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Kulavig, John Howard Lind, Lars Peder Poulsen-Hansen: Pskov i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=146672