Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det Kaspiske Hav

Oprindelige forfattere KJen, Kula, LP-H og TP Seneste forfatter Redaktionen

Det Kaspiske Hav, Kaspijskoje More, saltsø på grænsen mellem Europa og Asien, verdens største sø; ca. 370 000 km2. Den 1200 km lange og ca. 300 km brede sø ligger 28 m under havniveau; fem lande grænser op til søen: Rusland, Kasakhstan, Turkmenistan, Iran og Aserbajdsjan. På grund af en sænkning af vandstanden er søens areal i 1900-t. mindsket med ca. 50.000 km2. Det skyldes bl.a. en stigende udnyttelse af Volgas vand til kunstvanding og industrielle formål, men har også klimatisk baggrund, og i 1980'erne og 1990'erne er vandstanden atter steget noget. Ud over Volga modtager Det Kaspiske Hav en lang række mindre floder, bl.a. Ural, Kura, Terek, Samur og Sulak. Derimod har søen intet afløb.

Mod nord er søen lavvandet og ret fersk, og om vinteren fryser store dele til. Mod syd bliver dybden og saltindholdet større. Gennemsnitsdybden er 186 m og -saltindholdet 13‰. I den store, helt afsnørede og lavvandede havbugt Kara-Bogaz-Gol på østbredden er saltindholdet 320‰.

Det Kaspiske Hav har flere store havnebyer og vigtige skibsruter. Faldet i vandstand har givet store problemer, og flere projekter er blevet diskuteret for at sikre mod yderligere sænkning. Også fiskeriet er aftaget med søens mindskning, idet vigtige gydepladser er tørlagt. Dog er fiskeriet efter kæmpestøren beluga til kaviar fortsat af stor betydning, både i Rusland og Iran. Økonomisk vigtigere er dog de store olieforekomster ved kysterne og offshore. Størst er Bakufeltet i Aserbajdsjan.

Annonce

Biologi

Dyre- og plantelivet i Det Kaspiske Hav bærer præg af de varierende hydrografiske forhold såvel som en omskiftelig geologisk historie. En stor del af arterne findes udelukkende i Det Kaspiske Hav; mange har udviklet sig fra arter, der blev isoleret fra et større havområde i Tertiærtiden. Den nordlige, lavvandede del er domineret af ferskvandsarter, som har tilpasset sig livet i brakvand. Blandt de for Det Kaspiske Hav særegne dyr kan nævnes flere arter af hjertemuslinger, dafnier med ekstremt lange "haler", nogle særlige sildearter og fem arter af stør. Den kaspiske sæl regnes ligeledes for en selvstændig art.

Desuden er der arter, som er indvandret på forskellige tidspunkter fra det arktiske område eller fra det østlige Middelhav; sidstnævnte lever også i Sortehavet. I nyere tid er en del arter blevet indslæbt, dels med skibstrafik, dels som nyttedyr, fx muslinger, og de har ofte udkonkurreret lokale arter. Sammenlignet med fx Barentshavet og Middelhavet er artsantallet i Det Kaspiske Hav meget lille. På de største dybder findes giftig svovlbrinte, og kun nogle få, specialiserede bakterier kan leve her.

Forurening

Store mængder næringssalte udvaskes fra landbrugsjorden og transporteres med de store floder, især Volga, til Det Kaspiske Hav. Endvidere udledes hvert år flere ton tungmetaller, især bly og cadmium, og indholdet af tungmetaller i fisk er ofte oppe på sundhedsskadelige niveauer. Den største forureningskilde er dog olieindustrien, hvor såvel produktion som transport og affald skaber problemer for dyre- og plantelivet.

Historie

Det Kaspiske Hav har i århundreder spillet en vigtig rolle i samfærdslen mellem Orienten, Rusland og Nordeuropa. Havnebyer som Astrakhan, Baku, Makhatjkala og Turkmenbasji (tidl. Krasnovodsk) har i den forbindelse været vigtige knudepunkter og omladningspladser. I 1941 indgik Iran og Sovjetunionen en traktat om fælles jurisdiktion over Det Kaspiske Hav. Da Sovjetunionen i 1991 blev opløst, opstod der en ny situation, idet fem selvstændige stater nu kom til at støde op til Det Kaspiske Hav. Iran og Rusland ønsker, at jurisdiktionen fortsat skal forvaltes i fællesskab mellem de tilgrænsende lande, mens de tre nye stater, Aserbajdsjan, Turkmenistan og Kasakhstan, kræver Det Kaspiske Hav opdelt i nationale søterritorier. Rusland har indgået bilaterale aftaler med Kasakhstan (1998) og Aserbajdsjan (2001) om grænsedragningen på havbunden, men havets folkeretlige status er stadig uafklaret (primo 2006), og der var ikke udsigt til nogen snarlig løsning.

Siden 1994 har et kapitalstærkt internationalt konsortium i samarbejde med den aserbajdsjanske regering investeret store midler i olieudvinding og -transport, og området omkring Det Kaspiske Hav er blevet en vigtig brik i en storstilet plan om et øst-vest-gående transkaspisk og transkaukasisk transportsystem bestående af pipelines, jernbaner og landeveje.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kathe Jensen, Erik Kulavig, Lars Peder Poulsen-Hansen, Thomas Petersen: Det Kaspiske Hav i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104680