Suva, hovedstaden i Fiji, øgruppe i det vestlige Stillehav; ca. 77.400 indb. (1996). Suva ligger på sydøstkysten af hovedøen Viti Levu og er kulturelt, økonomisk og politisk centrum for en stor del af regionen; bl.a. har flere pacifiske samarbejdsorganisationer hjemme her, og University of the South Pacific er et fælles uddannelses- og forskningscenter for en lang række små lande og territorier; det tiltrækker studerende fra alle hjørner af Oceanien. Suva har højhuse, livlig trafik, restaurations- og natteliv og er klart den mest kosmopolitiske by i regionen; den rummer også en betydelig del af Fijis letindustri.