Polynesien (Historie)

Polynesien (Historie), Polynesien er den fællesbetegnelse, som europæerne gav til de vidt spredte øer i det sydlige og østlige Stillehav. Hollænderen Abel Tasman besøgte New Zealand og Tongaøerne allerede i 1640'erne, men det var især James Cooks tre rejser 1768-79, der placerede de polynesiske øer på verdenskortet og inddrog deres befolkninger i den globale historie. I 1800-t. stadfæstedes i den vestlige verden Polynesiens ry som et jordisk paradis, beboet af smukke og naturlige mennesker, men samtidig ændredes samfundene drastisk økonomisk, socialt og kulturelt af fremtrængende handelsfolk, kristne missionærer, arbejdshververe og kolonister. I begyndelsen af 1900-t. var alle de polynesiske øer med undtagelse af Tongaøerne underlagt kolonimagter; i to tilfælde, New Zealand og Hawaii, blev de polynesiske befolkninger indlemmet som etniske minoriteter i de hvide kolonisters statssamfund. Efter 1962 er Samoa og Tuvalu (tidligere Elliceøerne) blevet selvstændige stater, mens Amerikansk Samoa, Tokelau, Fransk Polynesien, Wallis og Futuna samt Påskeøen fremdeles er underlagt fremmed kontrol. Niue og Cookøerne har hjemmestyre under New Zealand.

På de fleste polynesiske øer er manglen på jord og resurser et alvorligt problem for udviklingen af et moderne samfund. Titusinder fra Amerikansk Samoa, Tonga, Cookøerne, Tokelau, Wallis og Futuna lever permanent på andre øer eller helt uden for Stillehavsregionen, og turisme indtager flere steder den vigtigste plads i samfundsøkonomien. Siden 1970'erne har en styrket kulturel bevidsthed præget de polynesiske folk. I New Zealand og Hawaii kræver de kompensation og oprejsning fra staten for tidligere begået uret, og i mange lande søger man at genoplive eller fastholde kulturelle traditioner, fx bygning af fortidens store kanoer og sejlads med dem til fjerne mål.