Oceanien (Dyreliv), Ingen dyregrupper er specielt karakteristiske for Oceanien; dog er sommerfuglegruppen Aglossatas udbredelse begrænset til en del af dette område (Fiji og Vanuatu) samt Australien. Ny Guinea og andre store øer NØ for Australien har meget rige faunaer med australske og orientalske relationer, se Wallaces linje; særlig bemærkelsesværdige er de to arter af myrepindsvin (se kloakdyr), der findes på Ny Guinea. Se også Australien og New Zealand.

Artsrigdommen på de mindre øer i Oceanien afhænger i høj grad af, hvorvidt øerne er af kontinental oprindelse eller er oceaniske uden nogensinde at have haft forbindelse med fastland (vulkan- og koraløer). Kontinentale øer er oftest artsrige og huser mange endemiske arter eller grupper. Oceaniske øer er generelt artsfattige og mangler som regel ikke-flyvende hvirveldyr; til gengæld kan der være et betydeligt indslag af endemiske hvirvelløse dyr som fx bananfluer på Hawaii.

Dyrelivet på Oceaniens øer er et forbilledligt eksempel på udbredelsesmønstre dikteret af isolation og størrelse (se øbiogeografi): jo mere isoleret, jo færre arter. Salomonøerne har således 127 arter af hjemmehørende landfugle, Ny Kaledonien 77, Fijiøerne 54, Samoa 33, Selskabsøerne i Fransk Polynesien 17 og Henderson Island ved Pitcairn 1, mens Påskeøen slet ingen har.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig