Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pitcairn

Oprindelige forfattere MSkjo og SKous Seneste forfatter Redaktionen

Pitcairn, lille ø i det sydlige Stillehav 2000 km SØ for Tahiti, britisk område; 4,5 km2. De 52 indb. (2004) udgør et af verdens mest isolerede samfund. Øen er af vulkansk oprindelse og har stejle kyster. Klimaet er tropisk og blæsende; vegetationen er præget af kokospalmer og nåletræer. Indbyggerne bor alle i Adamstown på nordkysten og ernærer sig hovedsagelig ved selvforsyningslandbrug. Eksportindtægter kommer især fra øens frimærke- og møntudgivelser. Normalt besøges Pitcairn af færre end ti skibe om året.

Til øgruppen hører også småøerne Ducie og Oeno foruden Henderson Island, som med en enestående natur er udpeget som UNESCO World Heritage Site.

Der var spor af en tidligere polynesisk beboelse, da ni af mytteristerne på Bounty sammen med 19 polynesiere i 1790 bosatte sig på Pitcairn. Mytteristkolonien blev i 1808 fundet af et amerikansk skib. I 1856 blev øens 194 indbyggere flyttet til Norfolk Island, men seks familier vendte hjem efter få år og blev dermed forfædre til en stor del af de nulevende indbyggere i dette det sidste britiske territorium i Stillehavsområdet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Skjoldager, Søren Koustrup: Pitcairn i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=142276