Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oceanien (Forhistorie og historie - De forhistoriske samfund)

Oprindelig forfatter JPin Seneste forfatter Redaktionen

De føreuropæiske samfund i Oceanien var skriftløse og gennemgående små. Aboriginerne i Australien levede i egalitære grupper, hvor kun ældre mænd spillede en ledende rolle. I de fleste melanesiske landsbysamfund konkurrerede uformelle ledere om magt og indflydelse, men i det polynesiske og mikronesiske område fandtes der en arvelig rangorden, der nogle steder kunne få form af magtfulde høvdingedømmer. Som følge af den europæiske påvirkning udvikledes der i 1800-t. stater med konger på Hawaii, Tahiti og Tonga.

Bortset fra Australien, hvor jagt og indsamling var hovedgrundlaget, var subsistensøkonomien i Oceanien baseret på rodfrugter og træafgrøder kombineret med fiskeri i kystområderne samt mange steder svinehold og jagt. Teknologien var baseret på håndkraft og sten eller skaller fra havdyr. Trækdyr, kvæg, korn og metaller blev først introduceret af europæerne. Den store spredning af lokalsamfund i forskelligartede naturomgivelser medførte politisk fragmentering og en mangfoldighed af kulturelle tilpasningsformer, men samtidig skabtes der inden for større regioner sociale og kulturelle fællesskaber baseret på handel og ægteskabsudvekslinger. Et berømt eksempel er det ceremonielle kula-udvekslingssystem, som integrerede Trobrianderne og andre øer NØ for Ny Guinea i et fællesskab.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Pinholt: Oceanien (Forhistorie og historie - De forhistoriske samfund) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134328