Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mikronesien

Oprindelige forfattere AWGe, Folke, JPin og NFM-P Seneste forfatter Redaktionen

Mikronesien, (af mikro- og gr. nesos 'ø'), en af de tre øgrupper, som Stillehavets øer traditionelt opdeles i; de andre er Polynesien og Melanesien. Mikronesien omfatter øerne vest for datolinjen og nord for ækvator; i alt over 2000 øer, næsten alle meget små. Det samlede landareal er under 2000 km2 (som Lolland-Falster), spredt ud over 9 mio. km2 hav; i alt ca. 500.000 indb. Gennem 1900-t. har øerne været underlagt tysk, japansk og senest amerikansk kolonisering; mange af dem blev stærkt ødelagt under Stillehavskrigen (1941-45). De fleste er nu formelt selvstændige, men fortsat tæt knyttet til USA. Fra vest mod øst ligger de selvstændige stater Palau, Mikronesiens Forenede Stater og Marshalløerne; nord herfor Nordmarianerne og Guam, som begge har lokalt selvstyre under USA. Nauru og de tidligere britiske Gilbertøerne, nu Kiribati, længst mod øst regnes også til Mikronesien.

Øerne har alle tropisk klima, og traditionelt har kokospalmer og fiskeri dannet livsgrundlag for befolkningen. Nu er mange mikronesiske samfund helt afhængige af arbejdstilbud fra amerikansk militær og generelt af amerikansk bistand, og importerede fødevarer, videofilm og dåseøl er i dag iøjnefaldende kulturelementer, mens de oprindelige erhvervskulturer er forsvundet de fleste steder. En lang række kristne kirker udgør en vigtig del af dagliglivet; de viderefører mere end 100 års tradition for omfattende missionsvirksomhed i Mikronesien.

Flere af øerne har tjent som forsøgsområde for amerikanske kernevåben, se Eniwetok og Bikini.

Annonce

Etnografi

De mikronesiske folk har en række fælles traditionelle livsformer, men der er også regionale forskelle. Tidligt var en spredt familiebaseret bosætningsform udbredt, og egentlige landsbyer og byer var sjældne i føreuropæisk tid. Mikronesiske samfund var kendetegnet ved en slægtsbaseret organisation med sang, dans, fortællekunst og kropsdekoration som grundlæggende udtryksformer.

Samfundsorganisationen kan ses i sammenhæng med de forskellige typer af øer og øgrupper. Således er den udvidede familie den væsentligste samfundsenhed på Kiribati (Gilbertøerne) og på Marshalløerne, øgrupper, der udelukkende består af lave øer (koralatoller), mens der på høje vulkanske øer som Yap og Chuuk (Truk) udvikledes høvdingedømmer med klart afgrænsede hierarkier. Tidligere havde høvdingedømmer på de vulkanske øer dominans over omkringliggende atoller, men de fungerede tillige som refugier, hvor befolkninger fra lave øer kunne opholde sig i perioder efter ødelæggende cykloner.

På Yap var befolkningen inddelt i to hovedklasser, af hvilke den ene kontrollerede al dyrkningsjord. Mikronesisk arveret følger fortrinsvis kvindelinjen; undtagelser er Kiribati og det sydlige Palau. Ægteskaber er altovervejende monogame.

I århundreder besad mikronesierne en yderst avanceret navigationskunnen, der satte dem i stand til at rejse mellem fjerntliggende øer og atoller i små udliggerkanoer. De bestemte positioner og navigerede bl.a. ud fra indgående kendskab til havbølgernes interferens.

Religion

Ifølge den mikronesiske religion befolkes kosmos af guder og naturånder, og myterne fortæller, hvordan verden blev skabt af enten en mandlig eller en kvindelig guddom og om gudernes (herunder tricksterguden Olofats) bedrifter i urtiden. Men afgørende i religionen er forfædrekulten. Ritualerne centreres om kraniedyrkelse, og forfædrene påkaldes af medier (makana), gennem hvilke de bekendtgør deres mishag eller velvilje over for slægten. Mandlige magikere tager sig af livets kritiske udfordringer, og de bekæmper hekseri og trolddom. Ritualer udført i forbindelse med døden er de vigtigste af overgangsriterne, men pigernes første menstruation markeres også med indviklede ritualer. Markernes frugtbarhed og menneskenes helse varetages af kvinderne.

Historie

De første folk i området kom oprindelig fra Indonesien og Østasien, og de slog sig ned i den vestlige del af Mikronesien ca. 3500-2000 f.Kr. Siden 1521 har rivaliserende fremmede magter præget udviklingen. Den hårdhændede spanske kolonisering, som begyndte i Marianerne i 1668, krævede mange menneskeliv som følge af indførelse af nye sygdomme, tvangsforflytninger og tvangskristninger. Efter tabet af Guam til USA i 1898 trak Spanien sig året efter ud af Mikronesien, mens Tyskland og Storbritannien oprettede protektorater på hhv. Marshall- og Gilbertøerne. Fra 1. Verdenskrig overtog Japan kontrollen med det meste af området og styrede det på et mandat fra Folkenes Forbund. Efter 2. Verdenskrig overtog USA kontrollen, idet det over for FN forpligtede sig til at udvikle befolkningerne til selvstyre og uafhængighed. Øernes strategiske betydning og få økonomiske resurser har gjort uafhængighedsprocessen lang og vanskelig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Armin W. Geertz, Hans Folke, Jens Pinholt, Nils Finn Munch-Petersen: Mikronesien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125438