Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Melanesien (Religion)

Oprindelig forfatter AWGe Seneste forfatter Redaktionen

I dag er flertallet af befolkningen kristent, men mange kristne retninger er præget af de traditionelle religioner. Dette gælder især på handlingssiden, hvor magi spiller en dominerende rolle, men også på forestillingssiden, hvor man diskuterer, om de traditionelle ånder og guder opholder sig i den kristne himmel.

Mellem de forskellige oprindelige religioner i Melanesien findes fællestræk. De vigtigste væsener er demaguderne, som bragte kultur og viden til menneskene; desuden findes forfædrene og naturånderne, som regulerer manatilstandene; begrebet mana stammer fra Melanesien. Overgangsriterne og ceremonierne styrer disse forhold, og de hemmelige mandsforbund varetager kultens masker, trommer og fløjter og bekæmper hekseri og trolddom. Seksuelle ritualer sikrer frugtbarheden og understreger samtidig modsætningsforholdene mellem kønnene. Forbundene udgør politiske enheder.

Melanesisk religion er især kendt for en lang række cargokulter og profetiske bevægelser, som forventer forfædrenes tilsynekomst og en retfærdig fordeling af Vestens goder i en ny samfundsorden.

Annonce

Læs videre om Melanesiens historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Armin W. Geertz: Melanesien (Religion) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123797