Barentshavet, farvandet nord for Den Fennoskandiske Halvø og Europæisk Rusland og øst for Norskehavet; afgrænses af Kolahalvøen, Novaja Zemlja og Svalbard; 1,4 mio. km2. Havet er opkaldt efter den hollandske søfarer Willem Barents.
Størstedelen af havområdet ligger på kontinentalsoklen med forholdsvis små dybder — i gennemsnit 229 m, og dybeste sted er kun 600 m. Fra syd forsyner Den Nordatlantiske Strøm området med relativt varmt vand, som holder havnene i Nordskandinavien og på Kolahalvøen isfrie. Fra nord kommer der koldere, ferskere og mere næringsrige vandmasser fra Ishavet, og der er stor vandudskiftning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.