• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Antarktis

Oprindelige forfattere ESJe, JLJ, JøMad, MLeJog ROR Seneste forfatter Redaktionen

Antarktis. Satellitfoto af Jorden; Indien er øverst, Australien i midten th., og Antarktis nederst.

Antarktis. Satellitfoto af Jorden; Indien er øverst, Australien i midten th., og Antarktis nederst.

Antarktis, Sydpolarlandet, den tredjemindste verdensdel; ca. 14,2 mio. km2. Antarktis ligger nogenlunde cirkulært omkring Sydpolen og strækker sig ud til polarcirklen. Den vestlige del består af et bjergrigt øhav og Den Antarktiske Halvø, den østlige del af et kontinentalskjold. Hele området er bundet sammen af det antarktiske isdække.

Til verdensdelen henregnes også en række øgrupper såsom South Sandwich, South Orkney, South Shetland, Kerguelen, Macquarie, Crozet og Balleny-øerne samt flere enkeltøer, hvoraf de større er: South Georgia, Bouvetøya, Peter 1. Ø, Heard og Amsterdam.

Geografi

Verdensdelen er ubeboet, men på ca. 70 videnskabelige stationer opholder der sig en varierende skare på nogle tusind personer på helårsbasis med tilknytning til forskningsaktiviteter. I sommermånederne, ved juletid, kan der være mange flere mennesker.

Ordet Antarktis kommer af græsk antarktikos, af anti- og afledn. af arktos 'bjørn', om stjernebilledet Store Bjørn over Nordpolen.

Landskabet

Den Transantarktiske Bjergkæde strækker sig fra Weddellhavet i øst til Rosshavet i vest. Højeste punkt er at finde i Vinsonmassivet med en højde af 5140 m. Skønt bjergrigt er det antarktiske kontinents landmasser relativt lavtliggende, men overfladen er som helhed højtliggende pga. det tykke isdække. Isen dækker 98 % af kontinentet og strækker sig langt uden for landmassiverne som en issokkel; det indeholder 90 % af verdens is. Overfladen ligger normalt i højder mellem 2000 og 4000 m, og isdækket er de tykkeste steder 4500 m tykt.

Annonce

Ismasserne har i tidens løb presset kontinentet omkring 600 m ned, således at omkring en tredjedel af landområderne ligger under havniveau. Islaget tynder gradvis ud mod kysten, og i områder med lavtliggende jævnt terræn flyder isen mod havet med en hastighed på få meter pr. år. I faldende terræn kan hastigheden blive meget større; de hurtigste gletsjerbevægelser er målt i Filchner Ice Shelf i den sydlige del af Weddellhavet, som i gennemsnit bevæger sig mere end 1000 m pr. år. Flere steder strækker isshelfen sig langt ud i havet; de største er Ross-shelfen i Rosshavet og Ronne Ice Shelf i Weddellhavet.

Antarktis. Et kolossalt, fladt, massivt isbjerg i Weddellhavet ved Antarktis.

Antarktis. Et kolossalt, fladt, massivt isbjerg i Weddellhavet ved Antarktis.

Havet

I modsætning til kontinentet er havet omkring Antarktis rigt — specielt på plankton. Store mængder næringsstoffer i havet sammen med sommerhalvårets store lysmængder giver mulighed for en stor primærproduktion af fytoplankton og hermed basis for zooplankton. Halvdelen af dette udgøres af krill(Euphausia superba), som i mængder på 100-150 mio. t er det vigtigste fødeemne for bardehvaler, krabbeædere (en sælart), pingviner og havfugle.

Fiskefaunaen er derimod ret sparsom; kun 90-100 af jordens 20.000 fiskearter er fundet ved Antarktis. Bundfaunaen er til gengæld meget rig på krabbearter, pighuder, blæksprutter m.m.

Havene hører til verdens mest stormomsuste, og et bælte af pakis omgiver kontinentet. Kun ganske få områder er isfrie selv i slutningen af sommerperioden. Havisen består i høj grad af isbjerge, der er brækket af shelf-isen, men også af sammenfrysninger af sne- og iskrystaller på disse isbjerge. Isbjergene er betragteligt større end i Arktis, op til 60-100 km. Store ismassiver kan stå med 70-80 m høje, lodrette kanter og en dybgang på 500 m. Isen bevæger sig relativt langsomt væk; der kan således gå 5-10 år fra den kalver, til den når uden for de antarktiske farvande og smelter.

Sæler. Den sydlige søelefant er med sine op til 5 t tunge hanner den største af sælerne; her er det unge hanner, der endnu ikke har udviklet den kønskarakteristiske snabel, som prøver kræfter. Søelefanter kan dykke ned til dybder på over 2000 m efter tiarmede blæksprutter, der udgør størstedelen af føden.

Sæler. Den sydlige søelefant er med sine op til 5 t tunge hanner den største af sælerne; her er det unge hanner, der endnu ikke har udviklet den kønskarakteristiske snabel, som prøver kræfter. Søelefanter kan dykke ned til dybder på over 2000 m efter tiarmede blæksprutter, der udgør størstedelen af føden.

Havområdet omkring Antarktis er et relativt lukket system, afgrænset af Den Antarktiske Konvergenszone. Det er et ca. 40 km bredt bælte, som ligger mellem 50° og 60° s.br. Inden for denne zone synker det kolde og tunge antarktiske overfladevand ned under de lettere og mere saltholdige, varme, subarktiske vandmasser. Denne zone virker som en markant blokering for fisk, krebsdyr, muslinger m.m., således at artsforskellene er tydelige på de to sider af konvergenszonen.

Kulturgeografi

Det antarktiske område er for isoleret, og de isfrie områder for små og spredte til at kunne fungere som eksistensgrundlag for mennesker. Sagn fortæller, at polynesiere tidligt har besøgt Antarktis, men der er ikke fundet spor heraf. Derimod har mennesket i nyere tid kunnet udnytte det rige dyreliv i de antarktiske have. Fra slutningen af 1770'erne begyndte den kommercielle fangst af pelssæler og søelefanter, først på Falklandsøerne og South Georgia, men efterhånden førte fangsten til opdagelsen af de mange øer og til sidst kontinentet. Det var især fangere med erfaring fra Nordatlanten, bl.a. nordmænd, skotter og New England-amerikanere, som forlængede deres fangstsæson ved at udnytte den antarktiske sommer i det nordlige vinterhalvår. Jagten på sæler var omfattende; mere end 1 mio. dyr blev dræbt på South Georgia fra 1820-22; i begyndelsen var jagtens formål at sikre sig såvel sælens pels som spækket — i mere end 100 år var tran udvundet fra spæk hovedkilde til belysning i Europa og Nordamerika. Senere, da mineralsk olie begyndte at overtage denne rolle, blev hvalolie først og fremmest brugt til margarinefremstilling, og tran blev overflødigt.

Antarktis.

Antarktis.

Efterhånden som spæk fik større betydning, gik jagten i højere grad mod de større dyr, søelefanter og hvaler. Den ukontrollerede nedslagtning af pelssælen medførte, at arten næsten var udryddet omkring 1830. I 2012 skønnes bestanden at være på 4,5-6-3 mio.

Hvalfangst. Egentlig moderne hvalfangst med brug af "varme", dvs. eksplosive harpuner, harpunkanoner og motorbåde, blev introduceret i Antarktis i 1904, da en norskdrevet argentinsk hvalstation blev etableret på South Georgia. Ved 1. Verdenskrigs begyndelse virkede 6 hvalstationer, 21 flydende fabrikker og 62 fangstbåde, og der blev fanget omkring 10.000 hvaler årligt. Mange samfund, heriblandt en række norske byer, blev efterhånden helt afhængige af hvalfangsten. Det store norske engagement i Antarktis ses bl.a. af de mange stednavne i området med norsk oprindelse.

Højdepunktet i hvalfangsten blev nået i 1930-31. Der blev dette år alene nedlagt over 45.000 dyr nogenlunde ligeligt fordelt mellem blåhvaler og finhvaler. Den store fangst var blevet muliggjort med introduktionen af de store fabriksskibe, hvalkogere, i 1925-26. Disse blev indført for at begrænse antallet af landstationer. Indtil da havde man bugseret de fangne hvaler til hvalstationer på land (fx Grytviken på South Georgia) eller fabriksskibe, der lå i læ ved kysten. Her blev hvalerne parteret og trannet kogt af.

Bortset fra næsten stilstand under 2. Verdenskrig lå fangsttallet årligt på omkring 30.000 dyr fra midten af 1920'erne til slutningen af 1960'erne. Blåhvaler udgjorde i begyndelsen hovedparten af fangsterne, men bestanden af bardehvaler blev ret hurtigt decimeret, og fangst på denne art ophørte helt i begyndelsen af 1960'erne; bestanden er i begyndelsen af 2000-tallet skønsmæssigt 10.000-25.000. Dernæst var det finhvalerne, som var hovedbyttet, men i begyndelsen af 1960'erne var også denne bestand så stærkt reduceret, at mindre hvalarter, sejhval, kaskelot mfl., blev jaget i stedet. I denne periode nedtrappede nordmændene deres aktiviteter, og fra 1967 fangede kun Japan og Sovjetunionen hvaler ved Antarktis.

Søleopard (Hydrurga leptonyx) yngler primært i Antarktis.

Søleopard (Hydrurga leptonyx) yngler primært i Antarktis.

Fra 1985 har alle hvalfangstnationer undtagen Norge tilsluttet sig et internationalt moratorium for hvalfangst. Undtaget fra dette frivillige forbud har været fangst af enkelte hvaler til videnskabelige formål.

Fiskeri. I slutningen af 1960'erne indledte det daværende Sovjetunionen et kommercielt fiskeri omkring Antarktis med fangster på ca. 300.000 t årligt, først og fremmest antarktiske arter af torsk, sild og blåhvilling. Siden er bl.a. Japan, Australien og New Zealand gået ind i dette fiskeri. Endvidere deltager flere nationer i fiskeri på den enorme resurse af krill. I 2016 blev det besluttet at frede et stort havområde, så kommercielt fiskeri ikke er tilladt her.

Mineraler og fredning

I 1959 udarbejdede 12 nationer i fortsættelse af Det Geofysiske År en traktat, hvis formål skulle være at regulere relationerne mellem de lande, som havde engageret sig i Antarktis. Siden er gruppen blevet udvidet til 25 lande. Forudsætningen for at deltage i gruppen er dokumentation for væsentlig videnskabelig aktivitet i Antarktis. Siden vedtagelsen af denne traktat er der indgået en række supplerende aftaler, som begrænser økonomisk aktivitet i området og beskytter naturen; bl.a. er der en årlig fangstkvote på 200.000 af kontinentets skønsmæssigt 30 mio. sæler. En anden aftale forbyder deponering af atomaffald.

Der er påvist store forekomster af kul i Den Transantarktiske Bjergkæde samt store forekomster af jernmalm. Også olie og naturgas er fundet i betydelige mængder. Ligeledes er der påvist forekomster af en lang række andre mineraler i undergrunden såsom guld, sølv og bly. Lødigheden af disse malme er dog relativt ringe, så udnyttelse er ikke rentabel med de aktuelle metalpriser, ikke mindst pga. de vanskelige vilkår der gælder for udvinding og transport. Alligevel har mange lande siden 1930'erne gjort krav på dele af fastlandet (se afsnittet om stats- og folkeretlige forhold).

Forskning

Mange lande har permanente forskningsstationer i Antarktis, bl.a. Argentina, Rusland og Storbritannien. Mange forskningsprojekter foregår i internationalt samarbejde og omfatter også lande, som ikke selv har stationer.

Turisme

Et stigende antal krydstogtskibe besøger farvandet omkring Den Antarktiske Halvø og tilbyder besøg på "det sidste uberørte kontinent". De ekstreme naturforhold i området sætter dog en snæver grænse for turistvirksomhed.

Klima

Kontinentet er præget af kulde gennem hele året. Selv ved kysterne når sommertemperaturerne sjældent over 0 °C, og på højsletterne er der meget koldt; ved den russiske station Vostok i Østantarktis har man målt den laveste temperatur på Jorden: -89,2 °C. Store dele af Antarktis har langvarigt polarmørke, og i sommerhalvåret (okt.-mar.) står solen lavt på himlen. Sammen med de isdækkede overfladers store refleksion resulterer det i en negativ strålingsbalance. Den kraftige nedkøling skaber et vedvarende højtryk, og der er derfor kun ringe tilførsel af luftmasser fra de varmere egne. Heller ingen varme havstrømme findes til at mildne klimaet.

Antarktis.

Antarktis.

På Antarktis blæser det også meget. Nedsynkningen af luftmasser i højtryksområdet er årsag til de meget tørre vinde, der præger kontinentet; middelvindstyrken er omkring kuling. Kraftige storme med vindhastigheder over 100 m/s er almindelige.

De små nedbørsmængder på mellem 50 og 250 mm pr. år, der udelukkende falder som sne, modsvares af en tilsvarende lille fordampning. De barske naturforhold betyder, at området stort set er uden vegetation (se dog antarktiske florarige).

Geologi

Da verdensdelen ligger skjult under et flere tusinde meter tykt sne- og isdække, er geologien først for nylig blevet udforsket og er stadig kun ufuldstændig kendt. Siden Det Geofysiske År 1957-58 er der imidlertid foregået en omfattende geologisk udforskning af Antarktis, herunder seismiske undersøgelser, boringer og palæomagnetiske undersøgelser af havbunden omkring kontinentet.

Antarktis ligger på en lithosfæreplade, der på tre sider afgrænses af meget aktive spredningszoner i oceanbunden, mens den mod det østlige Stillehav glider ned under Den Pacifiske Plade (subduktion).

Kontinentet indgik som en central del af Gondwanaland, der desuden bestod af Sydamerika, Afrika, Indien og Australien. I den mellemste del af Jura (178-146 mio. år) begyndte en opsplitning af dette superkontinent, der først sluttede i Oligocæn (35-23 mio. år) ved adskillelsen mellem Antarktis og Australien-Tasmanien. Helt op til midt i Tertiær havde området subtropisk klima, og fossilfund viser, at der var en rig flora. Her voksede bl.a. sydbøg (Nothofagus) og nåletræer af familien Araucariaceae; begge grupper findes i dag i hhv. Sydamerika og Australien, New Zealand og Ny Guinea. Af fossile dyr kendes bl.a. dinosaurer.

Øst- og Vestantarktis adskilles af Den Transantarktiske Bjergkæde, der er dannet gennem fire bjergkædefoldninger i et system af bjergkæder, der fortsætter i det centrale Australien og i Sydafrika.

Østantarktis består, ligesom Vestaustralien, af et gammelt grundfjeldsskjold. Dette overlejres af yngre fladtliggende sedimentære bassinaflejringer (Beacon Gruppen) og vulkanske bjergarter (Ferrar Gruppen), hvoraf de yngste er fra Jura. Aflejringerne svarer til bassinaflejringerne i Indien og Vestaustralien og er dannet som en del af Gondwanaland.

Vestantarktis er opbygget af deformerede og omdannede palæozoiske og mesozoiske sedimenter og vulkanske bjergarter. Den intense foldning af disse er foregået helt frem til Tertiær i forbindelse med flere bjergkædedannelser. Vestantarktis er således en fortsættelse af den bjergkæde, der strækker sig både gennem Andesbjergene og New Zealand. Yngre tertiære sedimenter og vulkanske bjergarter på Den Antarktiske Halvø og det vestligste Antarktis er derimod uforstyrrede. Den vulkanske aktivitet langs vestkysten af Antarktis begyndte i Eocæn (57-35 mio. år). Den største vulkan er Mt. Erebus (3794 m), der jævnlig er i udbrud.

Dyreliv

Antarktis. Kongepingviner (Aptenodytes patagonicus) i en enorm flok.

Antarktis. Kongepingviner (Aptenodytes patagonicus) i en enorm flok.

Livsbetingelserne er barske, og ligesom plantelivet (se antarktiske florarige) er dyrelivet artsfattigt. De fastboende landdyr er alle hvirvelløse dyr, bl.a. protozoer, rundorme og tardigrader ("bjørnedyr"). Alle de større dyr er leddyr, bl.a. mider, springhaler og forskellige insekter — flere lever som parasitter på sæler og fugle.

Der er kun et mindre antal arter af større dyr, dvs. fugle og pattedyr, men nogle af disse er uhyre talrige. De fleste lever af havets plankton, krill og fisk, mens andre jager fugle og sæler eller røver fugles æg og unger. Blandt ynglefuglene omkring Antarktis tælles især pingviner, petreller og albatrosser. Adelie- og kejserpingvinen yngler på selve Antarktis; sidstnævnte er den eneste fugl, som overvintrer dér (mens den ruger). Alle andre følger med iskantens fremrykning og tilbagetrækning med årstiderne.

Nogle få sæler, bl.a. krabbeæderen og søleoparden (der primært jager pingviner), yngler næsten udelukkende i det antarktiske område. Mange hvaler besøger havet omkring Antarktis, især kaskelot, spækhugger, sydlig rethval, pukkelhval, blåhval samt visse andre bardehvaler.

Stats- og folkeretlige forhold

Territoriale krav på områder i Antarktis rejstes første gang af Storbritannien i 1908 i forbindelse med ekspeditionerne i begyndelsen af 1900-t. Dette blev fulgt op af senere krav fra britisk side og fra andre lande, der havde drevet forsknings- eller kommerciel virksomhed i området eller i øvrigt påberåbte sig geografisk tilknytning. De stater, der stillede territoriale krav, var Storbritannien, Frankrig, Norge, Australien, New Zealand, Argentina og Chile. Kravene overlappede til dels hinanden. USA og Sovjetunionen (Rusland), der begge har drevet intensiv forskningsvirksomhed i området, har taget forbehold over for disse krav, men har ikke selv fremsat krav. De forskellige suverænitetskrav er aldrig blevet internationalt anerkendt.

En politisk løsning kom først med Antarktistraktaten i 1959. Denne traktat sikrer fortsat Antarktis' status som område for åben, fredelig og international forskning. Hovedelementerne i traktatens 14 artikler er, at Antarktis udelukkende skal anvendes til fredelige formål, at der ikke må placeres atomaffald af nogen art, at der skal være åben adgang for alle til videnskabelige undersøgelser, ligesom resultaterne fra de videnskabelige undersøgelser skal være tilgængelige for alle interesserede.

Administrationen af Antarktis under dette system har imidlertid ud over det primære sigte — at værne om den frie forskning i området — måttet tage stilling til udnyttelsen af resurserne. Dette er blevet gjort gennem vedtagelse af særlige konventioner såsom Sælkonventionen fra 1972 og Overenskomsten om bevarelse af havets levende resurser fra 1980. En konvention fra 1988 om kommerciel udnyttelse af mineralforekomster trådte ikke i kraft, men erstattedes af et 50-årigt forbud mod sådan udnyttelse ved Miljøprotokollen fra 1991.

Siden midten af 1980'erne er systemet, til trods for at traktaten er åben for deltagelse fra alle FN's medlemsstater, blevet anfægtet af en række ulande, der mener, at administrationen af Antarktis som "menneskehedens fælles arv" bør udøves gennem FN.

Historie

Antarktis. Roald Amundsen med tre af sine rejsefæller ved det norske flag, som de rejste på Sydpolen 14.12.1911. En måned senere nåede Robert Scott frem til Sydpolen — blot for at opdage, at han var blevet nummer to. Den ekspeditions- og polarvante Amundsen nåede velbeholdent hjem til verdens hyldest, mens Scott og hans fire kammerater omkom på tilbagerejsen. De blev fundet året efter, kun 18 km fra deres depot.

Antarktis. Roald Amundsen med tre af sine rejsefæller ved det norske flag, som de rejste på Sydpolen 14.12.1911. En måned senere nåede Robert Scott frem til Sydpolen — blot for at opdage, at han var blevet nummer to. Den ekspeditions- og polarvante Amundsen nåede velbeholdent hjem til verdens hyldest, mens Scott og hans fire kammerater omkom på tilbagerejsen. De blev fundet året efter, kun 18 km fra deres depot.

Navnet Antarktis (modsat Arktis) antyder, at man igennem århundreder har ment, at der måtte ligge et stort kontinent mod syd. Men skønt både James Cook i 1772-75 og von Bellingshausen 1819 kom så tæt på sydpolarområdet, at de mødte pakisen i havet omkring Sydpolen, blev det først sælfangeren Nathaniel Palmer fra Connecticut, som i 1819 fik landkending syd for Kap Horn. De produktive havområder med stor sæl- og hvalbestand tiltrak nemlig sælfangere og senere hvalfangere fra den nordlige halvkugle. Først den 7.2.1821 landede amerikaneren John Davis på Det Antarktiske Kontinent. Fra midten af 1830'erne begyndte en mere systematisk videnskabelig udforskning af Antarktis, idet man i første række søgte at kortlægge kystlinjerne og de mange øer.

Den første overvintring på selve fastlandet og den første hundeslædeekspedition blev gennemført i 1899 af en britisk gruppe under ledelse af C.E. Borchgrevink. Sydpolen blev første gang nået den 14.12.1911 af Roald Amundsen, som ikke mindst benyttede sig af sine erfaringer med brug af hundeslæder i Arktis. Mange forsøg på at nå Sydpolen mislykkedes; af disse er den mest berømte færd Robert Scotts i 1911/12. Han nåede Sydpolen den 17.1.1912 — omkring en måned efter Amundsen — og omkom på tilbagevejen den 29.3.1912. Ud over mange uheld skyldtes problemerne bl.a., at heste blev valgt som trækdyr.

Det første større videnskabelige program blev gennemført i perioden 1923-39 med Scotts gamle skib Discovery som base. I løbet af 1930'erne foregik en international rivalisering om Antarktis med gentagne nationale territoriale krav, som ofte skabte konflikt. Amerikaneren Richard E. Byrd tog for alvor ny teknik i brug i forbindelse med udforskningen, idet han benyttede sig af fly, radio, traktorer, flyfotos m.m. Som den første fløj han over Sydpolen i 1929, og den første permanente base blev ligeledes etableret af Byrd i 1939-41. Som følge af 2. Verdenskrig blev baserne evakueret, men mod slutningen af krigen etablerede Storbritannien en permanent base for at imødegå territoriale krav fra Argentina og Chile.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Schou Jensen, Jørgen Lilje-Jensen, Jørn Madsen, Mogens Lerbech Jensen, Rasmus Ole Rasmussen: Antarktis i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=38481