Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vikingetiden

Oprindelig forfatter NL Seneste forfatter Redaktionen

Vikingetiden. Blæsebælgsbeskytter af klæbersten fundet ved Snaptun i Horsens Fjord; højde 20 cm. Den stammer antagelig fra Norge eller Sydsverige og er dateret til ca. 1000; i dag findes den på Moesgård. Stenen er dekoreret med et ansigt med snoet overskæg; højst sandsynlig forestiller det Loke, der ifølge en myte fik sin mund syet sammen efter et væddemål. Klæberstensbrud kendes fra Sverige og især Norge, og produkter heraf, fx kar, var en betydelig handelsvare i vikingetiden.

Vikingetiden. Blæsebælgsbeskytter af klæbersten fundet ved Snaptun i Horsens Fjord; højde 20 cm. Den stammer antagelig fra Norge eller Sydsverige og er dateret til ca. 1000; i dag findes den på Moesgård. Stenen er dekoreret med et ansigt med snoet overskæg; højst sandsynlig forestiller det Loke, der ifølge en myte fik sin mund syet sammen efter et væddemål. Klæberstensbrud kendes fra Sverige og især Norge, og produkter heraf, fx kar, var en betydelig handelsvare i vikingetiden.

vikingetiden, perioden fra slutningen af 700-t. til midten af 1000-t., da danske, norske og svenske vikinger drog på plyndrings- og erobringstogter samt handelsfærd i hele Europa og dele af Asien, og hvor de bosatte sig ikke blot i gamle kulturlande som England og Frankrig, men også i hidtil næsten eller helt ubeboede områder som Færøerne, Island og Grønland, hvorfra de nåede Amerika. I vikingetiden vandt kristendommen indpas i Skandinavien, og de nordiske lande etableredes som riger.

Perioden har siden de islandske sagaforfattere i 1200- og 1300-t. været omgivet af megen romantik og spiller fortsat en stor rolle i landenes nationale identitet. Vikingerne er skiftende blevet opfattet overvejende som krigere og røvere, som handelsmænd eller som landmænd; også deres kunstneriske og organisatoriske evner er blevet betonet.

Forudsætninger for perioden

Vikingetidens baggrund er sammensat af vidt forskellige faktorer. En er rent teknisk: Vikingeskibene, som gav vikingerne en hidtil uset rækkevidde og hurtighed, både i krig og i handel. En anden var merkantil: I 700-t. steg det øvrige Europas efterspørgsel efter nordeuropæiske varer, især pelsværk. Det førte til en stigende handel og til grundlæggelse af en række nye byer i Nordeuropa, bl.a. Ribe; også i Rusland intensiveredes handelen, som fulgte de store floder.

Annonce

Denne handel gav nye muligheder, idet Skandinaviens befolkning selv kunne deltage som købmænd, eller man kunne drage fordel af handelen enten primitivt ved sørøveri eller mere sofistikeret ved beskyttelse mod betaling af afgifter. Konger og høvdinge konkurrerede derfor om retten til at beskytte handelen, der således også blev grundlag for kongemagtens vækst. I det meste af 700-t. fandtes tilmed ingen stærk magt syd for Danmark; danske konger havde derfor mulighed for at udstrække deres indflydelse over sydlige nabofolk som abodritterne, sakserne og friserne; i 800-t. blev også England et tilgængeligt mål for danske høvdinge. Endvidere var der klimatiske forudsætninger, idet en jævn temperaturstigning resulterede i en forlænget vækstsæson, hvilket gav større udbytte og hermed resurser.

Vikingetogter, handel og kolonisering

Vikingetiden. De righoldige fund fra Hedeby har givet et omfattende indblik i livet i en handelsby i vikingetiden. Diverse typer af handelsvarer af lokal og udenlandsk herkomst er blevet udgravet, men også genstande, der giver indtryk af dagligdagen. Tv. ses en træskål med dyrehoved fra 800-900-t.; håndtaget danner halsen, selve skålen dyrekroppen. I Hedeby har man fundet træservice i flere former; det var antagelig det daglige bordservice. Th. jernnøgle med korsformet udsmykning. Låse og nøgler til skrin, kister og døre er generelt hyppigt forekommende blandt fund fra vikingetiden.

Vikingetiden. De righoldige fund fra Hedeby har givet et omfattende indblik i livet i en handelsby i vikingetiden. Diverse typer af handelsvarer af lokal og udenlandsk herkomst er blevet udgravet, men også genstande, der giver indtryk af dagligdagen. Tv. ses en træskål med dyrehoved fra 800-900-t.; håndtaget danner halsen, selve skålen dyrekroppen. I Hedeby har man fundet træservice i flere former; det var antagelig det daglige bordservice. Th. jernnøgle med korsformet udsmykning. Låse og nøgler til skrin, kister og døre er generelt hyppigt forekommende blandt fund fra vikingetiden.

Vikingetidens begyndelse sættes traditionelt til 8.6.793, da vikinger angreb klostret på Lindisfarne; dette angreb var dog blot et af mange og ikke nødvendigvis det første. I de følgende år blev De Britiske Øer hjemsøgt af større og større vikingeflåder, som omkring midten af 800-t. begyndte at overvintre i landet. Også Frankerriget, som under Karl den Store havde genvundet sin styrke og på ny gjorde sig gældende helt frem til Elben, kom i kontakt med vikingerne. Her udviklede sig et politisk spil, således at man foruden de egentlige vikingetogter så en omfattende indblanding i hinandens indre forhold. Frankerne støttede jævnlig konkurrenter til den danske konge for at vinde indflydelse og for at fremme kristendommen, og da Frankerriget efter Ludvig 1. den Frommes død i 840 blev delt mellem hans tre sønner, gik danske høvdinge flittigt ind i deres stridigheder både som allierede og som lejetropper. Vikingetogter var ofte led i disse kampe, sommetider ligefrem bestilt af en frankisk konge mod en anden. Flere danskere fik len i Frisland, der formodentlig blev et tilholdssted for danske høvdinge, der var fordrevet hjemmefra af en stærk kongemagt.

Da det lykkedes den vestfrankiske konge at lukke Seine-området for vikingerne, samlede de sig fra 865 om England. En lang række konger og jarler, hvoraf nogle også er kendt fra kontinentet, gik sammen i en stor hær, som efter tur påtvang de fire engelske riger fred mod betaling. Efter 14 år havde de erobret tre af dem, Northumbria, Mercia og East Anglia, og slået sig ned der som herrer. Kun Wessex holdt stand, og dette rige underlagde sig i 900-t. de danske riger.

Vikingetiden. Vikingeangreb og handelsruter i 800- og 900-t.

Vikingetiden. Vikingeangreb og handelsruter i 800- og 900-t.

I Frankerriget gjorde nye indre stridigheder det fra 879 atter fristende at være viking, og nye delinger af riget gav nye muligheder for danske lensmænd i Frisland. Paris udstod en længere belejring 885-886. I 892 tvang en hungersnød imidlertid vikingerne til England igen, hvor de gjorde et nyt forsøg på at erobre Wessex, men denne gang havde de ringe held, selvom de fik støtte af de danskere, der havde bosat sig i landet tidligere. Alfred den Store havde i mellemtiden bragt sit riges forsvar i stand, ikke blot med en flåde, men også med en række borge fordelt i hele Wessex. En lille skare vendte i 896 tilbage til kontinentet, men den sidste viking, der fik noget ud af det, var Rollo, der i 911 fik overladt Rouen og nogle landskaber omkring Seinens udløb for at hindre andre vikinger i at angribe. Med dette udgangspunkt vandt han og hans efterfølger efterhånden det område, der blev til Normandiet.

I Rusland deltog svenske vikinger, kaldet rus, tidligt i handelen mellem de arktiske egne, der først og fremmest leverede pelsværk, Det Byzantinske Rige og Nærorienten. Varer til eksport skaffede de sig ved at tage tribut fra samerne og andre folkeslag både i Nordskandinavien og Rusland. Om vinteren indsamlede de skatter, om sommeren sejlede de sydpå og solgte dem til grækerne og araberne. Store skatte af ikke mindst kufiske (arabiske) mønter, fundet i både Rusland og Sverige, vidner om deres indtægter af denne handel. Svenskere satte sig tidligt fast i det nordlige Rusland, i Staraja Ladoga og Novgorod, senere forlagdes tyngdepunktet til Kyjiv.

Til at begynde med fulgte denne handel mest Volga, senere gik forbindelsen mest via Dnepr til Sortehavet; fra 900-t. foreligger en række handelstraktater mellem rus og grækerne.

Svenske vikingers rolle i Ruslands grundlæggelse er omdiskuteret, men der er enighed om, at de svenske indvandrere i Rusland hurtigt assimileredes i den lokale befolkning; også de svenske høvdinge, der spillede en rolle i statsdannelsen, blev hurtigt russere.

Vikingetiden. Vikinger på vej til England er her skildret i et håndskrift af Sankt Edmund-legenden. Håndskriftet dateres til ca. 1100, dvs. ca. 50 år efter det sidste egentlige vikingeangreb. I mindre krigsskibe med højt svungne stævne ror krigerne sig frem til angreb. Illuminatoren har forestillet sig, at krigsskibene havde dragehoveder. Fra skriftlige kilder og billedlige fremstillinger fra perioden kendes beskrivelser af skibe med drabelige dragehoveder, men de skibe, der hidtil er fundet, har ikke haft denne prydelse.

Vikingetiden. Vikinger på vej til England er her skildret i et håndskrift af Sankt Edmund-legenden. Håndskriftet dateres til ca. 1100, dvs. ca. 50 år efter det sidste egentlige vikingeangreb. I mindre krigsskibe med højt svungne stævne ror krigerne sig frem til angreb. Illuminatoren har forestillet sig, at krigsskibene havde dragehoveder. Fra skriftlige kilder og billedlige fremstillinger fra perioden kendes beskrivelser af skibe med drabelige dragehoveder, men de skibe, der hidtil er fundet, har ikke haft denne prydelse.

I Øst- og Nordengland samt i Skotland vidner talrige stednavne og andre former for sproglig påvirkning om vikingernes bosættelse; i Normandiet og Irland er vidnesbyrdene færre, sandsynligvis fordi indvandrerne hurtigere opgav deres eget sprog. Disse vidnesbyrd tog man tidligere som udtryk for en massiv udvandring fra Skandinavien i vikingetiden, og man anså overbefolkning for en vigtig faktor til vikingetidens forklaring. Intet tyder på et generelt befolkningspres i Skandinavien i vikingetiden; det må være andre faktorer, der fik nogle til at bosætte sig udenlands, fx gode økonomiske muligheder. En del søgte fra De Britiske Øer til Island, da de kort efter 900 blev fordrevet fra Irland, og ca. 870 var der allerede begyndt en udvandring fra Norge til Island. I løbet af et par generationer var alt land på Island taget i besiddelse af ca. 400 landnamsmænd. Man anslår, at ca. 40.000 mennesker kom til øen.

Fra Island udgik i slutningen af 900-t. en kolonisation af Grønland; her opstod to bygder, Østerbygden og Vesterbygden. Østerbygden, der var den største, var befolket til ind i 1400-t., mens Vesterbygden blev forladt i 1300-t.; i alt har indbyggertallet næppe været over 2500. Det økonomiske grundlag var kvægavl samt jagten på sæl, hvalros og hval (se også nordboerne). I 1000-t. og måske senere foretog nybyggerne på Grønland flere ekspeditioner til Amerika; ved L'Anse-aux-Meadows på Newfoundland er der udgravet en lejrplads eller mellemstation for videre færd.

Vikingerne og kristendommen

Den nære kontakt med omverdenen i vikingetiden bragte også Skandinavien i nær kontakt med kristendommen, og mange blev døbt i udlandet. Omverdenens interesse i at missionere for hedningene i nord skyldtes, dels at man betragtede vikingernes overfald som Guds straf over de kristne, dels at der fulgte politisk indflydelse med at organisere en kirke i et naboland. Danmark blev del af et tysk ærkestift, Hamburg, og dermed af den tyske rigskirke. Det første forsøg på at missionere i Danmark omtales allerede i begyndelsen af 700-t., da en engelsk missionær i Frisland uden held prøvede at omvende en dansk konge. Ca. 100 år senere var ærkebispen af Reims, Ebo, på missionsrejse i Danmark, og på samme tid gik en dansk tronprætendent, Harald Klak, som med frankisk støtte søgte at vinde magten i landet, over til kristendommen og blev sendt til landet med Ansgar i sit følge. Da Haralds planer mislykkedes, fik Ansgar dog ikke udrettet noget, før han ca. 850 fik tilladelse til at opføre kirker i Hedeby og Ribe.

Danmarks officielle overgang til kristendommen fulgte først, da Harald 1. Blåtand senest 965 lod sig døbe og gjorde danerne kristne. Både Ebo og Ansgar hævdede at have skaffet kristendommen godt indpas, og der kan udmærket have været en del kristne i Danmark før Harald Blåtands dåb; trosskiftet synes ikke at have givet anledning til konflikt mellem repræsentanter for den gamle og den nye tro.

Vikingetiden. Vikinger har haft stor betydning for den nationale selvforståelse, og mange forskellige billeder af vikingen har skiftevis været fremherskende. Lorenz Frølich udarbejdede 1883-86 til Frederiksborgmuseet en billedfrise på i alt 57 m af erobringen af England. Dette udsnit viser stærke og vilde vikingers hærgen af et kloster i England. Vikingerne har givet plyndret klostre, ikke fordi de var ugudelige, men det var ofte her, rigdomme var samlet.

Vikingetiden. Vikinger har haft stor betydning for den nationale selvforståelse, og mange forskellige billeder af vikingen har skiftevis været fremherskende. Lorenz Frølich udarbejdede 1883-86 til Frederiksborgmuseet en billedfrise på i alt 57 m af erobringen af England. Dette udsnit viser stærke og vilde vikingers hærgen af et kloster i England. Vikingerne har givet plyndret klostre, ikke fordi de var ugudelige, men det var ofte her, rigdomme var samlet.

Til Norge kom kristendommen i første omgang fra England med Håkon 1. Adalsteinsfostre, der dog måtte opgive at få den anerkendt af alle og selv døde som frafalden. Senere sagaer giver Olav 1. Tryggvason og Olav 2. den Hellige æren for kristendommens indførelse, men flere af de modstandere, de dræbte i Jesu navn, var allerede kristne.

Det var også engelske missionærer, der bragte kristendommen til Sverige; de kom via Danmark, hvortil Svend 1. Tveskæg og Knud 2. den Store hentede dem; efter år 1000 kom også tyske missionærer til, hentet i opposition til den danske indflydelse i Sverige.

Island indførte kristendommen ved en altingsbeslutning i 1000, men missionærer fra både England og Tyskland havde allerede virket på øen. Til Grønland kom kristendommen med de første kolonister, og der indgik tidligt en kirke i Erik den Rødes gård på Brattahlið.

Også blandt danskere i udlandet synes trosskiftet at være foregået fredeligt. Vikingerne var ikke militante antikristne, og de synes at være gået over til kristendommen hurtigt efter at have bosat sig i kristne samfund; det gælder både England og Normandiet. I fyrstendømmet Kyjiv indførtes kristendommen i 988, men allerede forinden havde russere aflagt ed på Bibelen over for grækerne, når de indgik handelstraktater.

Rigsdannelsen

Den engelske missionær Willibrord, som ca. 715 forsøgte at missionere i Danmark, omtaler en Ongendus, eller Angantyr, som danernes konge. Hvad denne konge har hersket over, er imidlertid ganske usikkert, og perioden var måske også kort. Rigsdannelsen i Skandinavien var en dynamisk proces: Riger opstod og forsvandt, og den ene magtkoncentration afløste den anden. Omkring 800 herskede Gudfred over et rige, der rakte fra abodritterne på Østersøens sydkyst til Vestfold i Norge, men hundrede år senere var de danske kongers magtområde skrumpet ind. Under Jellingkongerne udvidedes det atter, hele Norge kom direkte eller indirekte under dansk indflydelse, dele af Sverige ligeså, og England erobredes, men også denne rigsdannelse opløstes igen. Både norsk og svensk rigsdannelse afhang af danske kongers styrke. Når den svigtede, fik norske konger albuerum og kunne forsøge at danne et norsk rige. Det gjorde Harald 1. Hårfager med udgangspunkt i Vestlandet i slutningen af 800-t. og begyndelsen af 900-t., og det samme gjorde Olav Tryggvason kortvarigt 995-1000 og Olav den Hellige 1015-28, men et selvstændigt Norge konsolideredes ikke før i midten af 1000-t.

I ældre forskning kendtes vidtløftige teorier om en svensk Østersøstormagt allerede i 700-t., og det svenske rige regnedes for meget gammelt. En samling af Sverige under én konge foregik imidlertid først i 1100-t. Svealand var delt i flere høvdingedømmer, sommetider med en svag kongemagt; Västergötland var med sin beliggenhed under stærk dansk indflydelse. Det blev derfor fra Östergötland, Sveriges samling kunne udgå.

Samfundet

Både kristendommens indførelse og rigsdannelsesprocessen må forstås på baggrund af tidens samfundsstruktur. Man anså tidligere samfundet for egalitært bestående af frie og lige bønder, der hver rådede over en ejendom, som var tilstrækkelig til at ernære en familie. I princippet havde disse bønder over sig udelukkende en kongemagt. Det er nu erkendt, at vikingernes gårde i vidt omfang snarere var storgårde, små godser efter senere tiders målestok, og nogle var store godser. Det islandske samfund med dets 400 landnamsmænd, der blev ejere af betydelige godser, og dets goder (høvdinge), der udøvede en form for høvdingemagt over et antal landnamsmænd, giver formentlig et godt begreb om forholdet mellem store og mindre bønder også i resten af Skandinavien. Sådanne høvdinge og de storbønder, de havde indflydelse på, rådede over egne skibe og krigsfolk og kunne derfor tage på egne vikingetogter, hvis ingen konge var stærk nok til at hindre det eller til at tvinge høvdingene til at bruge deres styrker til kongens krige. Arkæologerne har i de senere år udgravet flere storgårde, der kan sættes i forbindelse med dette samfundslag, fx ved Tissø (se Tissøfundene), og det afspejles tillige i runeindskrifterne, hvori der nævnes goder og landmænd, thegner og drenge, landhyrder og bryder, bønder og bomænd.

Vikingetidens afslutning

Mens det europæiske fastland ikke hørte meget mere til vikingerne efter 900, fik England hen imod år 1000 sin anden vikingetid. Der var meget sølv i omløb i England, og både den danske konge Svend Tveskæg og andre høvdinge kom gentagne gange og afpressede England danegæld; de indre forhold i landet gjorde det vanskeligt at yde samlet modstand. Det beroede også på en udnyttelse af indre modsætninger, da det lykkedes først Svend Tveskæg, siden Knud den Store at erobre England. Knud måtte endnu værge England mod nye vikingeangreb, men da det lykkedes, var de klassiske vikingetogters tid forbi. Den norske konge Harald Hårderåde kom i 1066 for at erobre landet, og de togter, som Svend Estridsen og Knud 4. den Hellige organiserede eller planlagde, havde også rent storpolitisk sigte. I øst kunne den upplandske høvding Ingvar Vidfarne dog endnu organisere et gammeldags vikingetogt ca. 1040.

Sprog

Vikingetidens runeindskrifter og de dele af den senere overleverede edda- og skjaldedigtning, som kan føres tilbage til vikingetiden, frembyder et sprog, der var fælles for hele Norden, i 1200-t. benævnt dansk tunge. Læs mere om sprog i vikingetiden.

Vikingeskibe

Vikingetidens nordiske ekspansion uden for hjemlandene havde udviklingen af lette, hurtige og sødygtige skibe i løbet af 600- og 700-t. som en vigtig teknisk forudsætning. Læs mere om vikingeskibe.

Vikingekunst

Den karakteristiske fællesnordiske kunst, som blev skabt i tiden fra ca. 800 til 1. halvdel af 1100-t., havde rod i den germanske dyreornamentik. Læs mere om vikingekunst.

Læs mere om vikingetiden i underemnerne herunder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Lund: vikingetiden i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=180097