Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sverige - historie i begyndelsen af 2000-t.

Oprindelig forfatter TERa Seneste forfatter Redaktionen

Sverige. Fredrik Reinfeldt er netop udråbt til Sveriges ny statsminister for partiet Moderaterne. Foto fra 2006.

Sverige. Fredrik Reinfeldt er netop udråbt til Sveriges ny statsminister for partiet Moderaterne. Foto fra 2006.

I efteråret 2003 afholdtes en folkeafsteming om Sveriges deltagelse i tredje fase af EU's økonomiske og monetære union (ØMU) og dermed overgang fra den svenske krone til euro. Resultatet af afstemningen blev et nej (56,1% af stemmerne; 41,8% stemte ja), hvorpå regeringen med dens borgerlige støtter i Moderata samlingspartiet, Folkpartiet og Kristdemokraterna annoncerede, at en ny afstemning tidligst ville finde sted i 2010. ØMU-afstemningen blev afholdt i skyggen af mordet på den populære udenrigsminister Anna Lindh få dage forinden. Mordet var ikke politisk begrundet, men gav mindelser om mordet på statsminister Olof Palme i 1986. Ved Europa-parlamentsvalget i 2004 oplevede ja-partierne markant tilbagegang, og valgdeltagelsen var rekordlav. Efterfølgende er det blevet debatteret, hvorvidt tilslutningen til EU's forfatningstraktat, der skulle have været ratificeret i Riksdagen i 2005, også burde afgøres ved en folkeafstemning. Det senere nej til forfatningstraktaten i Holland og Frankrig samme år har betydet, at diskussionen ligesom i Danmark er sat på vågeblus.

Den indenrigspolitiske debat i Sverige handler i begyndelsen af 2000-t. om vilkårene for erhvervslivet, finansieringen af den offentlige sektor, arbejdsmarked og indvandrerpolitik. De fire store borgerlige partier formulerede op til riksdagsvalget 2006 et fælles regeringsgrundlag, "Allians för Sverige – Samverkan för maktskifte 2006". Den socialdemokratiske regering blev udfordret på blandt andet arbejdsløshedsspørgsmålet og formåede ikke at fastholde sin vælgertilslutning. Moderata samlingspartiet gik fra 55 til 97 mandater i Riksdagen og kunne derpå danne regering med Fredrik Reinfeldt som statsminister. Ved valget i 2010 genvandt Reinfeldt statsministerposten; Moderata samlingspartiet opnåede også denne gang fremgang, hvorimod Socialdemokraterna fik et historisk dårligt valg.

Ved riksdagsvalget 2014 gik de borgerlige regeringspartier samlet set tilbage, mens det stærkt indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna tegnede sig for den største fremgang. Regeringsmagten overgik til en koalition mellem Socialdemokraterna og Miljöpartiet med Stefan Löfven som statsminister.

Annonce

Læs også om Sveriges forhistorie eller om Sverige i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Eske Rasmussen: Sverige - historie i begyndelsen af 2000-t. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167727