I Vilhelm Mobergs romaner Utvandrarna og Invandrarna fortælles der om Karl Oscar og Kristina, som i 1850'erne sammen med andre smålændinge drager til Minnesota i USA for der at finde et bedre liv end i det fattige Sverige. På dette fotografi fra begyndelsen af 1900-tallet ses et udvandrerskib med nogle af den ene million af Karl Oscar og Kristinas landsmænd, der ankom til USA 1840-1930.

.

Sveriges historie 1809-1905, 1809-forfatningen var præget af magtdelingsprincippet, hvor den udøvende magt lå hos kongen, som udnævnte ministrene, og hvor kongen og rigsdagen delte lovgivningsmagten, mens skattebevillingsretten alene tilkom rigsdagen. Ligeledes knæsattes en række ganske vist begrænsede frihedsrettigheder, og ved rigsdagsordningen 1810 udformedes en rigsdag med fire stænder. Karl 13. var barnløs, og tronfølgespørgsmålet løstes først ved valg af den danske prins Christian August (i Sverige Karl August) til tronfølger, men han døde 1810. Derefter valgtes Napoleons marskal Jean Baptiste Bernadotte (konge 1818-1844 under navnet Karl 14. Johan). Hensigten var at opnå Napoleons støtte til at generobre Finland. Men Karl Johan valgte at anerkende Ruslands ret til Finland og at engagere Sverige i krigen mod Napoleon mod til gengæld at få Ruslands støtte til at erobre Norge fra Danmark. Dette skete ved Kielerfreden 1814, hvor Sverige til gengæld afstod sine sidste besiddelser i Nordtyskland; og ved Mosskonventionen og rigsakten blev den svensk-norske union en realitet, dog med udstrakt norsk selvstyre.

Tiden under Karl 14. Johan var politisk set præget af konservatisme med front mod de liberale, men økonomisk og socialt var det en forandringstid. I landbruget fandt omfattende udskiftninger sted, nye arealer opdyrkedes, samtidig med at en kraftig befolkningstilvækst satte ind med øget proletarisering og urbanisering til følge. Ligeledes gennemførtes en folkeskolelov i 1842 og året efter en kommunalreform. Under Oscar 1. (1844-1859) fortsattes denne politik: En række økonomisk-sociale reformer af liberalt tilsnit blev gennemført, ligesom anlæggelse af kanaler og jernbaner fremmede den økonomiske udvikling. Siden 1814 havde man ført en tilbageholdende udenrigspolitik, men under Treårskrigen (1848-1851) mellem Danmark og Tyskland støttede den svensk-norske union Danmark både militært og diplomatisk. Under Krimkrigen virkede Oscar 1. uden om regeringen for Sverige-Norges indtræden på vestmagternes side for at genvinde Finland. Der blev dog sluttet fred, før Sverige-Norge nåede at indtræde i krigen. Kongens udenrigspolitik havde været under indflydelse af skandinavismen, og tilsvarende udtrykte den nye konge, Karl 15. (1859-1872), og dele af regeringen støtte til Danmark i konflikten 1863-1864, men dette var medvirkende til at bibringe Danmark en fejlagtig opfattelse, idet et flertal i regeringen var imod intervention.

I løbet af anden halvdel af 1800-tallet gennemløb Sverige en industrialisering, specielt inden for den eksportorienterede industri som savværker, papir, jern og stål og maskinfremstilling, med omfattende sociale forandringer til følge. En socialistisk bevægelse opstod i 1880'erne (se August Palm), Socialdemokratiet blev stiftet 1889 og 1897 repræsenteret i rigsdagen, og LO blev grundlagt 1898. Industrialiseringen skabte opbrud i hidtidige sociale strukturer og ledte desuden til opkomsten af andre folkelige bevægelser som religiøse vækkelser og afholdsbevægelsen. I forbindelse med industrialiseringen udvandrede over 1 mio. mennesker mellem 1840 og 1930, først og fremmest til USA.

Disse forandringer medførte, at 1809-forfatningen med bl.a. en stænderrigsdag bestående af de fire stænder efterhånden kom til at fremstå mere og mere utidssvarende, og i liberale kredse havde der længe lydt røster om reformer. Dog var der modstridende interesser mellem land og by mht., hvad der skulle sættes i stedet. Men i 1865 lykkedes det Louis De Geer at få gennemført den såkaldte Repræsentationsreform (som trådte i kraft 1866), hvorved stænderrigsdagen blev afløst af en tokammerrigsdag. Denne bestod af et direkte valgt andetkammer, hvortil mænd med en vis indkomst og formue havde valgret; formuegrænsen var så høj, at arbejdere, småbønder og håndværkere var udelukkede. Dertil kom et indirekte valgt førstekammer, hvor formuegrænsen var endnu højere sat. Selvom denne reform blev betragtet som en liberal triumf, bidrog valgreglerne i praksis til at konservere det bestående. Andetkammeret blev domineret af Lantmannapartiet, der havde front mod byborgerskab og embedsapparat og især virkede for en ændret fordeling af byrder, som ansås for at hvile uforholdsmæssigt tungt på bondestanden, nemlig jordskatterne og det militære Indelningsverket, hvor sidstnævnte ønskedes erstattet af almen værnepligt. Partiet var et snævert agrarparti uden ønsker om reformer i almen demokratisk retning; det havde derimod de liberale.

I 1880'erne kastede internationalt faldende kornpriser svensk økonomi ud i en alvorlig krise. Spørgsmålet for eller imod beskyttelsestold for at afbøde krisen, den såkaldte Tullstriden, blev altdominerende i svensk politik og førte til en omkalfatring af det hidtidige partimønster. Generelt var toldtilhængerne konservativt og forsvarsvenligt sindede, mens tilhængerne af frihandel var liberale og reformvenlige. Toldstriden blev bilagt omkring midten af 1890'erne, men de politiske lejre bestod.

Efter 1870 var udenrigspolitikken i højere og højere grad orienteret mod Tyskland, eftersom Rusland blev frygtet som mulig fjende, og også økonomisk og kulturelt orienterede man sig i den retning.

Unionspartneren Norge var derimod orienteret i anden retning. Indtil 1870'erne havde unionen fungeret forholdsvis harmonisk, selvom Norge ved flere lejligheder havde søgt at hævde sin ligeretsstatus med Sverige og især forlangt øget indflydelse på udenrigspolitikken. Men Norge havde langt friere forfatningsforhold end Sverige, og især efter 1884 (se Norge (historie)) skærpedes modsætningerne, da Oscar 2. (svensk konge 1872-1907) gentagne gange nægtede at sanktionere beslutninger, der var taget af det norske Storting. Svenske konservative kredse anså unionen for en forudsætning for tilstrækkelig forsvarskraft over for Rusland og ønskede en hård kurs i unionsspørgsmålet, mens man i liberale kredse var Norge venligere stemt. Selvom der blev oprustet ved unionsopløsningen i 1905, viste der sig fra svensk side ikke at være vilje til at gå i krig, og ved overenskomsten i Karlstad opløstes unionen i mindelighed.

Læs mere i Den Store Danske

Læs videre om Sveriges historie 1905-2002

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig