Sveriges geografi

Klimaet er præget af den nordlige beliggenhed på vestsiden af kontinentet og delvis i læ af de norske fjelde. Vestenvinde fra det relativt lune Atlanterhav bevirker, at vintertemperaturerne er ret høje. Bortset fra højfjeldsområderne ligger hele Sverige i den tempererede zones løv- og nåleskovsbælter. Vintrene er snerige, og de svenske fjelde byder flere steder på gode muligheder for skiturisme. Om sommeren har kystområderne i Sydsverige middeltemperaturer over 16 °C, og selv så langt mod nord som ved den finske grænse er der 15 °C; her er de lune kyststrøg samtidig solrige, det er længe lyst, og badelivet florerer i Bottenviken, bl.a. i Pite havsbad, "Norrlands riviera".

Årsnedbøren varierer meget; Småland får op mod 1200 mm, og visse steder i højfjeldet op mod 2000 mm. De østlige egne ligger i regnlæ, og mange steder får ikke mere end 600 mm. Det vestlige Lappland er i gnsn. snedækket i 225 dage, mens vest- og sydkysten er det i mindre end 50 dage. De store temperaturforskelle i nord vanskeliggør fundering af husene og vedligeholdelse af vejnettet, som selv i de tyndtbefolkede egne er veludbygget. Sverige har mere vej pr. indbygger end næsten alle andre lande. Den Botniske Bugt har lav saltholdighed og er islagt i lange perioder, ved Haparanda således fra december til maj. Det har betydning for bl.a. eksporten af jernmalm fra Luleå og var en væsentlig grund til bygningen af Malmbanan til Narvik.

I størstedelen af Sverige støder man tæt under jordoverfladen på grundfjeld. Dette udgør en del af det kompliceret opbyggede Baltiske Skjold og har siden middelalderen været genstand for mineraludvinding. Først udnyttedes de unge jernmalme fra søer og moser (myremalm), men især i Bergslagen afløstes disse fra 1100-t. af den vanskeligere brydbare, men mere lødige jernglans (hæmatit) fra det faste fjeld. Udvinding, udsmeltning og forarbejdning krævede store mængder energi, der i de første århundreder blev skaffet fra skovene på stedet. Vandkraft blev tidligt inddraget til at drive pumper og hamre, ligesom elvene i kombination med gravede kanaler tjente til at føre produkterne frem til markeder og udskibningshavne. Denne virksomhed, som omfattede både jern, kobber, sølv og guld med Falu gruva som det kendteste eksempel, udgjorde en væsentlig økonomisk baggrund for Sveriges stormagtstid.

Efter 2. Verdenskrig medførte en stor efterspørgsel på verdensmarkedet efter jern, at flere af Bergslagens miner blev moderniseret, og i 1950'erne tegnede Sverige sig for 10% af verdens jernmalmproduktion. Brydningen nåede sit maksimum i 1970'erne, men øget konkurrence fra andre verdensdele har siden betydet, at samtlige miner i området nu er lukket. Lapplands rige forekomster af jernmalm havde været kendt længe, men pga. det barske klima og de vanskelige transportforhold henlå de uudnyttede, indtil Malmbanan blev etableret i 1891. Da Sverige ikke rummer kul af den rigtige kvalitet til moderne højovnsprocesser, blev jernmalmene i 1900-t. for størsteparten eksporteret som malmkoncentrat (pellets). Dog udsmeltes en femtedel af Lapplands jernmalm i højovnene i Luleå og Oxelösund. Fra Skelleftefältet med minebyen Boliden har man siden 1920'erne brudt sulfidmalme med guld, sølv og bly, og Aitik nær Gällivare er en af Europas største kobberminer.

Fra Kambrium til Silur (540-420 mio. år før nu) var store områder havdækket. Aflejringer er bevaret i en zone ved randen af fjeldkæden ind mod Norge og ligeledes i den frugtbare Siljanringen og på Billingen mellem Vänern og Vättern. Her har man udvundet uran fra alunskifre (se Ranstad). Ölands og Gotlands kalklandskaber er også fra Silur, mens Skånes stenkolsförande formation ved Höganäs er fra overgangen Jura-Trias (205 mio. år før nu). Takket være følgeskabet af ildfast ler har kullene her været brudt i over 200 år.

Under den alpine foldning løftedes den nordvestlige del af kontinentet og dermed Sverige i vejret, og under Kvartær dækkedes efterhånden hele Sverige og Den Botniske Bugt af en indlandsis, der gled mod det omgivende lavere land, herunder Danmark. Under isen blev fjeldpartier høvlet af, ældre brudzoner blev renset op, og foran isen afsattes de mellemsvenske randmoræner og, hvor isen nåede ud til havet, terrasselejrede deltaformationer. Bag ved isranden dannedes langstrakte rullestensåse. Da isen omsider slap sit tag, i Skåne for 14.000, i Lappland for 8500 år siden, efterlod den et morænelag af vekslende tykkelse og sammensætning. Således er urbergs-morænerne i store dele af det indre og nordlige Sverige grovkornede og ufrugtbare, mens Skånes sletter med materialer fra kalkrig undergrund og fra Østersøens bund er frugtbare. Indlandsisen havde trykket hele landet ned, og da den forsvandt, begyndte landet at hæve sig. Samtidig medførte issmeltningen en stigning i havenes vandstand. Kombinationen af landhævning og vandspejlsstigning resulterede i en forskydning af kystlinjen, skiftevis i positiv og negativ retning og med stærkt varierende konsekvenser for Østersøens udstrækning og saltholdighed. Det højeste niveau, som vandet nåede, högsta kustlinjen, ligger nu næsten 300 m.o.h. på Ångermanlands kyst (se Höga kusten). Også i vore dage fortsætter landhævningen, op til 8 mm pr. år. På denne baggrund har mange svenske havnebyer måttet flytte udad i årenes løb. I det sydligste Sverige har havstigningen været større end landhævningen. Områder, der i kortere eller længere tid har være havdækket, har derved fået et finkornet sedimentdække; det gælder bl.a. det frugtbare Mellemsvenske Sund og lavningen med Linköping og Norrköping, der fremstår som en kontrast til Smålands ufrugtbare højland, præget af urbergs-moræne.

Sveriges store variation mht. jordbund, lysmængde og klima, herunder vegetationsperiodens længde, gør, at landbruget har meget forskellige udfoldelsesmuligheder. Mange kulturplanter har deres vækstgrænse i Sverige, og udsving fra år til år i temperatur og jordens fugtighedsforhold kan påvirke høstudbyttet. Vegetationsperioden er næsten dobbelt så lang i Skåne som mod nord; mod syd dominerer derfor ager- og havebrug, i nord kvægavl. Historisk set er landbruget udviklet fra husdyrbruget, og i takt med den kraftige vækst i planteproduktionen arbejdede man indgående med forædling af den animalske produktion. Vore dages overskudsproduktion har medført en yderligere udbygning af husdyrbruget, og hvor kvægavlen tidligere var henvist til den ringere jord, fx i skovegne, anvendes nu ofte den tidligere agerjord til kreaturgræsning. De lave priser på landbrugsprodukter og de øgede omkostninger har også i Sverige især i 1960'erne tvunget mange indehavere af mindre landbrug til at sælge eller bortforpagte deres jord og søge ind i andre erhverv, eventuelt med noget landbrug som bibeskæftigelse, en udvikling, der i særlig grad præger Norrlands og Svealands skogsbygd. En følge heraf er opgivelsen af store arealer, færre landbrug, stordrift og specialisering, især i slettebygderne, og med Sveriges indtræden i EU 1995 har mange familiebrug fået dødsstødet. Fra 1927 til 1995 faldt antallet af brug under 10 ha fra 200.000 til 30.000, mens antallet af større brug mindskedes fra 100.000 til 50.000. Tidligere tiders system med kombination af land- og skovbrug eksisterer ikke mere.

Fra at have været lokaliseret til råvareproduktionen blev fødevareindustrien flyttet i retning af befolkningskoncentrationerne. Udviklingen af emballager og opbevaringsmetoder førte siden til betydelige virksomhedssammenslutninger. I tilslutning hertil er der sket en øgning af markedet for den enkelte virksomhed.

55% af Sverige er dækket af skov; denne varierer i væksthastighed og artssammensætning stærkt fra syd til nord. Størsteparten er under forstlig drift; kun skoven i den fjeldnære del samt på fugtig bund ligger endnu hen i naturtilstand. For at bevare dele af naturlandskabet har man fredet talrige lokaliteter, hvoraf de største er nationalparkerne Stora Sjöfallet, Sarek, Padjelanta og Muddus. Nåletræsarealerne dominerer, men bøgen kan vokse i Skåne samt nær vest- og sydkysten, og egens nordgrænse går nord om Vänern og Gävle. Granen trives på grundfjeldsmoræner og i "sneskovsklimaet", tåler skygge og kræver en vis fugtighed. Fyr vokser i almindelighed på mere tør bund og kræver meget lys. Oven over nåletræsgrænsen dominerer birk. Tidligere tiders hårde fremfærd mod Syd- og Mellemsveriges skove i form af svedjebrug, fremstilling af trækul og tjære, brændsel til malmbrydning og metalforarbejdning, græsning mv. samt pionertidens intensive tømmerhugst i Nordsverige er efterhånden afløst af skovpleje og genplantning. Skovens fattigdom på arter er derved blevet endnu mere udpræget, og de senere års ønsker om tillige at øge skovens rekreative værdier har efter stærke brydninger medført indførelse af mere økologiske og landskabsplejende metoder. Vanskeligere er det at imødegå virkninger af den forurening med svovlforbindelser fra nedbøren, der især har ramt SV-Sverige.

Langt størstedelen af Sveriges skove er i privat eje; flere selskaber ejer store områder i Mellem- og Nordsverige, men er også afhængige af leverancer fra private. Før i tiden tjente elvene som vigtige transportveje for tømmeret fra indlandet. Om vinteren gik bonden til sin skov, fældede og afgrenede stammerne og transporterede dem til elven. Når isen brød om foråret, førte elven tømmerstokkene til savværker ved udmundingen. Bl.a. pga. elvenes anvendelse til vandkraftformål foregår transporten nu for det meste ad det udbyggede vejnet eller med jernbanen. 60-70% af den årlige tilvækst udnyttes af træindustrien, der i alt beskæftiger ca. 90.000 personer; 80% af træindustriens produktion udføres og tegner sig for 14% af Sveriges samlede eksport. Råvarerne anvendes dels i savværker, dels i papirmasseindustrien, hvor de forarbejdes til papir og karton; også disse produkter eksporteres i vidt omfang.

Savværkerne ligger relativt spredt, mens papir- og papirmasseindustrierne overvejende ligger ved kysten; disse forskelle skyldes den anvendte energiteknik. I midten af 1800-t. gjorde dampmaskinen det muligt at flytte savværkerne fra deres tilknytning til vandkraften i elvenes mellemste løb ned til mundingen, der frembød bedre transportmuligheder for de oparbejdede produkter; derfor blev også papir- og massefabrikkerne, der i et vist omfang anvendte restprodukter fra tømmerfremstillingen, lokaliseret her. I 1900-t. har transformation af energien fra vandkraft til elkraft gjort etablering af mindre og middelstore savværker i indlandet rentabel, især i den sydlige del af landet.

Fiskeriet er langt mindre end fx Norges og Danmarks og er kun lokalt af betydning. Det tidligere dominerende fiskeområde i Skagerrak med tilgrænsende farvande er pga. ændringer af de havretlige forhold nu afløst af Østersøen, især øst for Gotland; højsøfiskeriet ved Island og Shetlandsøerne er helt opgivet. De væsentligste fangster er torsk og sild. De bevarede fiskerihavne ved Kattegatkysten samt i det sydligste Sverige har været basis for anlæg af en del gæstehavne og besøges i sæsonen af talrige turister.

Virksomheder inden for den svenske jern- og stålindustri har historisk set udviklet sig fra en temmelig ensartet produktion for i tidsrummet 1850-1950 at udvikle en bred vifte af produktionsmetoder og varer. Konkurrencen på verdensmarkedet har tvunget virksomhederne til at give afkald på mangfoldigheden og i stedet koncentrere produktionen på enkelte varegrupper.

Stålindustrien har fra gammel tid været knyttet til Bergslagen, men efter ophøret af malmbrydningen her er 50% af produktionen nu baseret på skrot. Den er fortsat i de eksisterende bygninger og med udnyttelse af lokalbefolkningens fagmæssige kompetencer. I nyere tid er der endvidere udviklet udsmeltning i eksporthavnene Oxelösund og Luleå samt i Skelleftehamn.

Halvdelen af landets eksport kommer i dag fra metalindustrien. Denne er præget af en høj grad af teknisk kunnen og i flere brancher af en høj forsknings- og udviklingsgrad. Lokaliseringsmønstret kendetegnes ved en stor regional spredning, men også ved en vis overvægt i de tætbefolkede områder og i egne med tradition for forarbejdning.

Metalvareindustrien er først og fremmest vokset frem som en naturlig videreforædling af jern- og stålproduktionen, frem for alt i de mellemsvenske jernværker, men metalforarbejdningen vandt også fodfæste i byerne, ofte i kraft af en enkeltpersons initiativ. Således kom Eskilstuna til at udgøre et gunstigt miljø for mange svenske opfindere. På lignende vis voksede den smålandske metalindustri frem ud fra en håndværkspræget hjemmeindustri (se Gnosjö). Branchen er fortsat domineret af mange små virksomheder, men er nu i tilbagegang pga. konkurrencen fra plastmaterialer.

Maskinindustrien er et barn af metalvareindustrien. Betydningsfulde blev SKF i Göteborg og Alfa Laval i Lund; dertil kommer virksomheder i Malmø. For alle tre storbyområder gælder, at pladsmangel snart tvang virksomhederne til at flytte til byens yderdistrikter. Selvom der også i denne branche fortsat findes mange små virksomheder, er den kendetegnet ved en række større som fx Electrolux-koncernen.

Udviklingen inden for transportmiddelindustrien har været et vigtigt element i Sveriges økonomiske ekspansion efter 2. Verdenskrig. Rækken af store skibsværfter fra Uddevalla til Malmø kom dog i alvorlige vanskeligheder ved oliekriserne i 1970'erne, der nedsatte behovet for nye olietankskibe, og ved den begyndende konkurrence fra værfter i Østasien. Fra at have været en af verdens førende skibsbygningsnationer er landets produktion nu indskrænket til at omfatte specialskibe og fartøjer til marinen. Derimod har bilindustrien (Volvo og Saab) formået at klare sig, såvel på hjemmemarkedet som gennem eksport, om end den nu helt overvejende er udenlandsk ejet. Produktionen er i vid udstrækning baseret på underleverandører i ind- og udland; tyngdepunktet for produktionen ligger i Vestsverige (Göteborg og Trollhättan). Begge bilproducenter laver desuden fly og flymotorer til såvel militært som civilt brug (Linköping).

Elektroindustrien og instrumentfremstillingen er i stærk vækst, bl.a. som følge af udviklingen inden for telekommunikation. Branchen domineres af nogle få store foretagender (Ericsson og Asea Brown Boveri samt de udenlandsk dominerede IBM, Siemens og Philips), og lokaliseringen er knyttet til de vigtige aftagere med tyngden i Stockholm og Västerås, ligesom de store krav til forskning og udvikling kræver nærvær af andre avancerede virksomheder og forskningscentre. Branchens høje stade har muliggjort en betydelig eksport.

Ud over metalindustrien har Sverige en bredspektret kemisk industri (fx lægemidler, sprængstoffer, gummi og plast), mineraluldsproduktion, teglværker og glasindustri ("Glasriket" i SØ-Småland) samt tekstil- og konfektionsindustrier, centreret omkring Borås. Sidstnævnte er dog efter 2. Verdenskrig blevet kendeligt svækket pga. den friere verdenshandel med deraf følgende konkurrence fra lavtlønsområder. Ligesom i Danmark har man reageret med udflagning af virksomheder samt specialisering af den hjemlige produktion.